Karnov Group har interviewet Mads Bryde Andersen, som siden 1992 har været ugeskriftets koordinerende domsredaktør og fra 2003 desuden hovedredaktør for ugeskriftets litterære afdeling. Her giver han bl.a. sit bud på, hvilke kvalifikationer fremtidens jurist skal have.


Du har valgt juraen som leve- og karrierevej. Hvad finder du interessant ved juraen som fagområde?

Jura er et fag, som appellerer til mange sider af den menneskelige tænkning. Det synes jeg godt om. Der er også meget socialvidenskab i juraen. Hvordan får man et samfund til at fungere? Det er et stort puslespil af roller, man fordeler. Jo klarere rollerne er definerede, og jo mere folk føler sig motiverede af reglerne, jo bedre fungerer samfundet. Det er bl.a. juraens opgave.

Herudover interesserer det juridiske sprog – og sprog i det hele taget – mig meget. Tanker skal kunne finde et sprogligt udtryk, som andre kan deltage i. Som underviser lader jeg f.eks. det sproglige spille ind i mine læringsmål, dvs. i de færdigheder, som de studerende forventes at have ved eksamen. I mine læringsmål står der altid, at den studerende skal kunne fremlægge resultaterne fagligt og sprogligt korrekt på en struktureret og sammenhængende måde. Det bliver de så også bedømt på.

Jeg synes, at de bedste advokater er de klareste advokater. Jeg oplever selv advokater, når jeg er voldgiftsdommer, og det er vidunderligt at høre en procedure fremført klart, forståeligt og overbevisende. Ligeså frustrerende kan det være at høre mumlende, usystematisk nonsens. Det kan være, at advokaten har en god sag, men den bliver ødelagt, hvis den ikke bliver lagt klart frem. Derfor er sproget et vigtigt juridisk værktøj.

 

Du startede din juridiske karriere som advokat og var advokat i fem år. I 1989 fik du et forskningsstipendiat ved Københavns Universitet, hvor du forskede i ”edb-ret”. Og i 1992 blev du som blot 33-årig tilbudt et professorat i formueret ved Københavns Universitet. Hvad var motivationen for karriereskiftet fra advokat til forsker?

Jeg har altid kunnet lide fordybelse. Jeg synes simpelthen, at det er sjovt at dykke ned i emner, og navnlig er det interessant at afklare, hvorfor noget sker. Hvorfor er en retsstilling på en bestemt måde? Hvorfor kommer to parter i konflikt? Hvad skabte konflikten? Og hvordan løser man den, så parterne kan leve videre fornuftigt? Det har optaget mig både som advokat og som skrivende jurist. Den dybere forståelse af juraen har drevet mig. Den har drevet mig fra det ene retsområde til det andet. Og fra advokatbranchen til universitetet.

Som advokat var jeg generelt orienteret og elskede at dykke ned i en ny sag. Jeg arbejdede med stort set alle retsområder: Funktionærret, forvaltningsretlige spørgsmål, erstatningssager, dødsboer, ejendomshandler, miljøret, arbejdsret, patentretlige licenskontrakter ... Alt! Jeg var virkelig generalist i ordets klassiske – og i dag næsten forladte – forstand.

Som forsker er jeg også generalist. Det startede med it-retten og min disputats Studier i edb-erstatningsrettens beskrivelsesproblematik. Men de bøger, jeg har skrevet gennem tiderne, omfavner mange forskellige retsområder: Aftaleret, obligationsret, it-ret, pensionsret, advokatret, immaterialret, patentret mv. I øjeblikket skriver jeg om menneskerettigheder.

I mit arbejde med UfR opererer jeg ligeledes generalistisk. UfR er selve symbolet på den generelt orienterede og grundige, kvalitetsfyldte danske jura. Både domssamlingen, hvor kun de mest interessante, illustrative og toneangivende domme bringes, og den litterære afdeling, hvor vi prøver at få det bedste bragt. For at komme igennem nåleøjet til UfR’s litterære afdeling skal artiklen opfylde nogle høje videnskabelige kvalitetskrav.

Det, der bringes, skal være retsvidenskabeligt nyt og leve op til den bibliometriske forskningsindikators niveau 2. Kun to juridiske tidsskrifter i Danmark befinder sig på dette høje niveau. UfR er det ene.

Som privat læser er jeg også generalist. Jeg læser et hav af bøger samtidigt. Når I nu spørger, er den seneste bog, jeg har læst, René Offersens Kold krig i Højesteret – Om Jørgen Dragsdahl, Bent Jensen og KGB. Samtidig læser jeg plukvis bidragene til en bog, der hedder Modne Mænd, hvor 20 forskellige mænd – over 60 år – fortæller om deres liv. Når jeg er på farten, har jeg for tiden Finn Gerdes novellesamling Ringen og andre noveller med i lommen. Og ved siden af det er jeg så småt ved at læse mig igennem Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, som jeg har arvet fra min mor, der var en stor Proust-læser. Proust havde en evne til at skrive om ingenting på en dragende måde. Det er et nærmest meditativt univers.

 

Har du et bud på, hvordan fremtidens jurist ser ud? Hvilke kvalifikationer skal juristen have?

Specialisering er et af de store temaer – og udfordringer – når man diskuterer fremtidens jurist. Emnet har flere forgreninger. Én forgrening handler om, hvordan selve jurauddannelsen skal se ud, og hvor juridisk den skal være. Skal jurauddannelsen have hovedfokus på jura, eller kan den også inkludere andre ligeværdige elementer, f.eks. regnskabsvæsen, økonomi og forretningsforståelse? Man kan i dag blive cand.jur. med et stort antal ikke-juridiske fag. Andre overvejelser går på, hvad uddannelsen bør hedde, hvis man læser jura i kombination med mange andre fag. Og en dommer, advokat og anklager skal være cand.jur.

Der er i øjeblikket meget stærke kræfter, som presser på, for at også cand.merc.jur.’er skal kunne blive advokater og dommere. Det er en stor erhvervspolitisk og universitetspolitisk kamp.

Den anden side af sagen handler om, hvilke arbejdsopgaver og hvilket arbejdsliv en jurist får i fremtiden. Der er i løbet af de sidste årtier sket en hyperspecialisering af samfundet. Det juridiske emnefelt er vokset enormt, både i den offentlige forvaltning, blandt advokater og i hele markedet for juridisk rådgivning. Opgaver, som tidligere eksklusivt blev løst af jurister, filtreres i dag ud til personer – jurister og ikke-jurister – som sidder på relativt få faglige områder. De ved så stort set alt inden for deres respektive område. Specialiseringen smitter også af på advokatbranchen, hvor der bliver færre og færre advokater, som driver en generelt orienteret advokatforretning. Jeg ville være en sådan type, hvis jeg arbejdede som advokat. Jeg kunne ikke drømme om at sidde ét sted og lave én type sager. Juristen som generalist vil først og fremmest være at finde ved domstolene. Men også ved domstolene finder en vis uformel specialisering sted, fordi domstolsreformen lagde op til, at man kunne foretage en specialisering der.

Så det korte svar er: Fremtidens jurist er specialist i et eller andet omfang. Og den svære strategiske beslutning for vedkommende bliver: Hvor meget skal han/hun specialisere sig? Her må ét af mine bidrag til debatten være, at man selvfølgelig skal specialisere sig. Men man skal skifte speciale ca. hvert femte år. Man lærer meget ved at sætte sig ind i forskellige retsområder. Og de forskellige retsområder kan lære af meget af hinanden. Et specialeskift modvirker desuden kedsomhed. Det ægger til intellektuel udvikling.

 

Bør juristen spille en rolle, når det kommer til retssikkerhed og retspolitik?

Det korte svar er ja. Det skal vi jurister gøre. I gamle dage sagde man, at adel forpligter. I dag kan man vel sige, at kundskab forpligter. Hvis du har en viden, som samfundet har betalt dig for at bygge op, har du pligt til at bruge den. Det betyder, at folk som mig, der er professorer og har været det gennem mange år, skal sige ja, når nogen kalder, dvs. blive formænd eller medlemmer af sagkyndige udvalg, som skal lave ny lovgivning. Senest har jeg været formand for bestyrelsen i Finanstilsynet og for Radio- og tv-nævnet.

Vi skal desuden deltage i debatten, og det skal vi gøre kvalificeret. Et eksempel på et brillant bidrag til den aktuelle debat om Ajos-sagen er Jens Kristiansens artikel Ajos-dommen og Højesterets dilemma (U.2016B.301), som blev publiceret i UfR, kort før sagen kom for Højesteret. I denne artikel stiller Jens Kristiansen sin viden til rådighed og kommer med sit bud på, hvordan sagen kan løses. Jeg er sikker på, at Højesteret har haft glæde af hans analyse.

Vi skal også ud og diskutere menneskerettighedernes plads i samfundet, og det har jeg været flere gange. Er det rimeligt, at en domstol skal afgøre, hvor grænserne for vores ytringsfrihed går? Og er det vores egne lovgivere eller en domstol bemandet med dommere fra retskulturer, der for hovedpartens vedkommende ligger langt fra de nordiske, som skal gøre det?

Jeg er i disse dage ved at skrive en artikel om, hvordan man fra dansk side skal forholde sig til disse spørgsmål i anledning af, at Danmark fra november 2017 overtager formandskabet for Europarådet. Det ligger allerede i regeringsgrundlaget, at man vil se på menneskerettighedsdomstolens retsanvendelse. Denne domstol er blevet en stor politisk magtfaktor. Men hvad gør vi ved den? Den debat bør vi universitetsfolk deltage i.

Del forfatterportrættet