Den 1. februar 2017 tiltrådte Thomas Rørdam som ny præsident for Højesteret. Forud for hans tiltræden, mødte vi manden, der blev kendt som forsvarsadvokat i en række kontroversielle sager, til en samtale om hans kommende rolle, klar kommunikation og fortrydelse.


I Højesteret er der 19 dommere. En af dem er præsident for Højesteret og er udpeget af de andre dommere. Hvad var din reaktion på, at dine kolleger pegede på dig som højesteretspræsident, og hvordan ser du din kommende rolle?

Jeg ser det som en tillidserklæring, og jeg glæder mig til at tage den på mig. Med udnævnelsen følger naturligt en række forventninger fra de kollegaer, som har peget på mig. Der er også forventninger fra omverdenen, fordi Højesteret er foregangsret for Danmarks domstole. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad Højesteret og Højesterets leder gør. Jeg vil tilgå hvervet med en vis konduite og forsigtighed. Men jeg vil også have fokus på at skabe synlighed udadtil, f.eks. ved at forklare, hvad Højesteret gør, og hvorfor vi træffer de afgørelser, som vi gør. Det er dog en balancegang, og Højesteret må ikke politisere.

  

Princippet om offentlighed i retsplejen er et væsentlig element i borgernes retssikkerhed, da offentlighed kan udbrede kendskabet til ret og retsregler. I den sammenhæng kan man se sprog og kommunikation som en hjørnesten i demokratiet. Hvad gør Højesteret for at sikre og styrke klar kommunikation?

Vi gør os absolut umage for at modernisere sproget, men vi kan – efter min mening – ikke skrive domme i et Ekstra Bladet-sprog. Dommenes indhold skal være forståeligt, og sproget skal samtidig være så præcist som muligt. Det er ikke ligegyldigt, hvilke ord man bruger. Nogle ord har helt specifikke betydninger i kraft af en meget lang juridisk tradition. Hvis vi begynder at bruge andre ord eller formuleringer, vil folk blive utrygge. Jeg tror, at man skal gøre sig klart, at der – specielt i meget komplicerede sager – er en grænse for, hvor langt man kan gå.

Et meget klart eksempel på en anden tilgang til formulering af domme ser man i Norge, hvor domstolene er brede og forklarende i deres sprog. Men det betyder også, at man ofte er tvivl om, hvor langt den argumentation, Højesteret i Norge kommer med, egentlig rækker. Meningsindholdet kan gå tabt. Man skal også huske på, at Højesteret ikke kun afgør den konkrete sag.

Vi skal have blik for, at der ligger 20 sager og venter, som også skal have nogle retningslinjer. Så hvis dommen bliver skrevet i et lidt for snakkesaligt sprog, kan det gå ud over præcisionen. Vi prøver at finde balancen.

I sager med stor mediebevågenhed kan man som supplement til den stringente begrundelse i selve dommen benytte sig af den mundtlige form og i almindelige vendinger fortælle journalisterne, hvad sagen går ud på, f.eks. i forbindelse med, at journalisterne møder op for at høre domsafsigelsen. Højesteret kan også udsende pressemeddelelser, men det er nok ikke der, at det er på sin plads at bruge populære fremstillinger. Det vil kunne skabe forvirring og tvivl, hvis en sag har to skriftlige grundlag.

 

Du var advokat i 17 år, inden du i 2002 blev udnævnt til højesteretsdommer. Du var bl.a. forsvarsadvokat i en række kontroversielle retssager. Har du nogensinde fortrudt, at du gik ind i en sag?

Jeg synes, at der er forskel på straffesager og civile sager i den sammenhæng. Jeg havde en del straffesager som forsvarer. Hvis man er forsvarsadvokat, ved man godt, at man er med i et system, hvor folk, der er tiltalt for en forbrydelse, skal have en forsvarer. Der er ikke noget at diskutere. Hvis man har valgt at være forsvarsadvokat, er det meget vanskeligt at komme bagefter og sige, at der er sager, man ikke bryder sig om.

Dengang jeg var forsvarer, plejede jeg at sammenligne forsvarsgerningen med lægegerningen. En vagtlæge kan ikke sige, at der er tre sygdomme, han ikke bryder sig om – og så gå igen, hvis han kommer ud til en patient, der har én af disse sygdomme! Så vil man jo sige til den person, at han har valgt det forkerte job. Derfor mener jeg generelt, at man som forsvarer må tage, hvad der kommer.

I civile sager forholder det sig anderledes. Dér er risikoen for, at advokaten bliver identificeret med klienten, større. Hvis der er tale om en klient med anløbne forretningsmetoder, kan man som advokat fravælge sagen. Som dommer vælger man selvfølgelig ikke sine sager. Der har man samfundet som klient og skal både have blik for, hvad der er godt for samfundet, og at det er menneskeskæbner, man er med til at afgøre.

Stort tillykke fra Karnov Group til Thomas Rørdam med udnævnelsen til Højesteretspræsident.

Del forfatterportrættet