Denne artikel er skrevet til rapporten Fremtidens Jurist 2020 af:

Mathias Dahlerup Krarup, Advokat og formand for bestyrelsen i Djøf Advokat og Rasmus Thingholm, Advokat og næstformand for bestyrelsen i Djøf Advokat

 

Den traditionelle karrierevej er under hastig forandring, og selv om generationer prioriterer forskelligt, så er alle enige i én ting: Arbejdsforholdene er vigtigere end udsigten til at sidde for bordenden med store bonusordninger eller udbyttebetalinger. Det er i højere grad frihed, fleksibilitet og løbende variation, som spiller en stor rolle for den enkelte.

Desværre viser flere af Djøf Advokats undersøgelser fra de senere år, at advokatbranchen er præget af for lange arbejdstider, mangel på god og tilstedeværende ledelse, for lidt tid til familien og venner samt hyppig forekomst af stress. Samtidig er den manglende fleksibilitet i arbejdslivet en barriere for ligestillingen. Det går ikke den rigtige vej, og sidste år viste en rapport fra Djøf Advokat, at et stigende antal advokater overvejer at skifte advokatkontoret ud med et job uden for branchen.

Hvis advokatbranchen skal tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere, må man se indad. Der er behov for et paradigmeskifte, og denne undersøgelse viser, at behovet er til at tage og føle på. Hele 85 procent af de adspurgte mener, at arbejdsgiverne bliver nødt til at finde nye måder at motivere medarbejderne på for at fastholde dem længere i branchen.

Det er altså ikke længere nok, at et job som advokat er spændende og velbetalt. Work-life-balance og motivation på arbejdspladsen skal i stigende grad i højsædet, hvis man skal fastholde fremtidens advokater, hvor blot fire procent ser muligheden for at blive partner som en motiverende faktor.

Ansatte advokater og advokatfuldmægtige i Danmark udfylder en vigtig funktion i samfundet, og med dén funktion følger et stort ansvar, krav om en stor indsats samt gode muligheder for at skabe en spændende og udfordrende karriere. Men der skal altså også være plads til at dyrke familie, venner og interesser.

Tiden kalder på en bedre balance mellem arbejdsliv og fritid. Der er behov for at tænke radikalt anderledes og skabe reelle, alternative karriereveje i advokatbranchen. Og det vil være en idé at tage den yngre generation med på uforbeholdent råd. Det er trods alt dem, som er fremtidens advokater, og den yngre generation deler ikke nødvendigvis den nuværende ledelses ønsker til og normer for et arbejdsliv. En rapport som Fremtidens Jurist kan forhåbentlig være med til at sætte fokus på denne udfordring og skubbe til branchens udvikling.

Det er på tide, at arbejdsgiverne sætter handling bag ordene og gør noget ved problemet, hvis advokatbranchen også i fremtiden skal være rugekasse for mange af landets dygtigste unge juridiske talenter.

 

Download Fremtidens Jurist 2020

 

For yderligere information

Karnov Group

Gitte Trier

PR & Brand Communications manager
Email: gitte.trier@karnovgroup.com
Telefon +45 25 47 77 99


Om Karnov Group


Karnov Group er en førende leverandør af forretningskritisk information inden for jura, skat, revision og regnskab samt miljø, sundhed og sikkerhed i Danmark og Sverige. Vores løsninger er baseret på pålidelig viden, forfattet af fageksperter og formidlet via teknologi. Vi hjælper dagligt både private og offentlige kunder – og understøtter samtidig retssikkerheden. Vores faglighed går vi aldrig på kompromis med. Ordentlighed, uafhængighed og tillid er nøgleord, som vores nuværende medarbejdere værner om, og som kommende kollegaer tiltrækkes af. Med brands som Karnov, Norstedts Juridik, Notisum, Legal Cross Boarder, Forlaget Andersen, Ante, Bella, LEXNordics, DIBkunnskap og Echoline leverer Karnov Group viden og indsigt, der gør flere end 80.000 brugere i stand til at træffe bedre beslutninger, hurtigere – hver dag. Med kontorer i Danmark, Sverige, Norge, Frankrig, Spanien og Portugal beskæftiger Karnov Group i dag omkring 1300 medarbejdere. Karnov Group er noteret på Nasdaq Stockholm, Mid Cap-segmentet under “KAR”. For mere information, besøg www.karnovgroup.com

 

 

Del

Djøf Advokat: Tiden kalder på nye dogmer i advokatbranchen


Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsmails og få information om nye artikler, produktudgivelser, webinarer og meget mere.

Nyhedsmails. Ja tak