03. maj 2017

Ole Spiermann

"Jurister – ikke mindst i Danmark – har i mange år oplevet EU-domstolen som voldsomt retsskabende."


Ole Spiermann – Med sproget som våben

Ole Spiermann udfordrer og sammentænker gerne begrebsmodsætninger. I hans karriere har teori i høj grad gået hånd i hånd med praksis. Det er et ideal at formidle komplicerede juridiske problemstillinger med sproglig enkelhed. Og han ser ikke suveræne stater i modsætningsforhold til bindende folkeret. Karnov Group har mødt ham til en samtale om juraens væsen, folkeret og Ajos-sagen

Hvorfor valgte du en juridisk karriere?

Grundlæggende tror jeg, at jeg kunne være blevet glad for mange andre uddannelser og erhverv. Der er et tilfældighedspræg. Jeg kunne også have valgt at læse økonomi, eller jeg kunne have valgt at læse naturvidenskab. Min morfar, der var direktør for Teknisk Museum, var ret sikker på, at jeg ville gå den vej. Men nu endte det med at blive jura, som kombinerer analyse og sprog. Det er nok i virkeligheden dér, min store interesse ligger.

På hvilken måde indgår den sproglige dimension i juraen?

Sproget er juristens våben. Jeg selv arbejder på at gøre tingene så enkle som muligt. Både når jeg skriver, procederer og argumenterer. Man kan se det som markedsføring af et bestemt budskab. Hvordan får man som advokat eller juridisk forfatter kommunikeret dette budskab mest effektivt? Det er derfor vigtigt at arbejde med sproget. Som gymnasieelev husker jeg det sådan, at vi nærmest konkurrerede om at hitte på fremmedord og lange komplicerede sætningskonstruktioner. Nu går jeg efter det modsatte. Det er en del af håndværket, som vi arbejder med hver dag hos Bruun & Hjejle.

I 1994 fik du guldmedalje på Københavns Universitet for en afhandling om suverænitet. Det blev til bogen ”Enten & Eller: Studier i suverænitetsbegrebet”. Er der sammenhæng mellem denne titel og Søren Kierkegaards Enten-Eller?

Nej, det er der faktisk ikke. Titlen henviser til en teoretisk tanke i retslitteraturen om, at enten kunne vi have suverænitet i den forstand, at stater var højeste magt, eller vi kunne have nogle regler, som binder stater – folkeretten. Man måtte vælge det ene eller det andet. I afhandlingen forsøgte jeg at vise, at vi kan have begge dele, hvad vi jo unægteligt også har. Der er nogle grundpræmisser for, at man overhovedet kan træde ind i folkeretten som system. Disse præmisser bliver man nødt til at acceptere. De kan ikke diskuteres inden for systemet. Men det betyder ikke, at suveræniteten ikke kan eksistere ved siden af. Så det var et forsøg på at komme frem til et både-og, dvs. at arbejde sig ud af en begrebsmodsætning.

Juraen har sit udspring i nationalt regi, og folkeret kommer så ovenpå. Vi tager udgangspunkt i, at der er et nationalt retssystem, der er skabt af en suveræn stat med lovgivende magt og måske sin egen grundlov. Men hvordan forener man det med folkeret? Det arbejdede jeg med. Juraen kan ikke forklare sin egen eksistens. Det kan et menneske heller ikke nødvendigvis. Man er nødt til at acceptere folkeretten. Hvis ikke vi havde folkeretten, ville vi have et hul i vores juriske system. Så kunne vi ikke finde ud af, om Irak-krigen var lovlig eller ej. Vi kan jo ikke finde dét svar i dansk ret. Eller i irakisk eller amerikansk ret.

Du har tidligere i din karriere arbejdet som forsker på fuld tid og sideløbende været advokatfuldmægtig på deltid. Hvorfor denne kombination?

Jeg oplevede det sådan, at hvis man som jurist kun har erfaring fra universitetet, så mangler der noget. Det er lidt ligesom at være tandlæge uden selv at arbejde med tænder. Man kan godt undervise andre i, hvad en god tandlæge er, men man kan mangle den praktiske dimension. Derfor var jeg som skrivende og undervisende universitetsjurist glad for sideløbende at bruge juraen i konkrete sager.

Når man arbejder med praksis, finder man også ud af, hvilken juridisk litteratur man særligt kan bruge. Der er ganske meget, som er for abstrakt og banalt på samme tid, begrænset til generelle juridiske principper. I den juridiske litteratur ligger der et stort potentiale i at beskrive den praktiske dimension i højere grad. Juridiske forfattere sikrer sig flere læsere i det omfang, at man overvejer, hvordan principper og regler spiller sig ud i konkrete tilfælde. Det er helt almindeligt at blive konkret, hvis der er blevet trykt en dom, men det kan man også være uden. Og hvis der er en dom, kan man overveje, hvor meget faktum skulle varieres, for at dommen ville falde anderledes ud. Men det kræver selvfølgelig alt sammen mod.

Du var én af indlægsholderne ved Karnov Groups debatmøde om Ajos-sagen den 31. januar i København og den 27. marts i Aarhus. I Ajos-sagen fastslog Højesteret, at den ikke havde mulighed for følge EU-Domstolens præjudicielle dom i sagen (C-441/14). Hvordan ser du Ajos-sagen og Højesterets afgørelse?

Højesteret har fundet behov for at markere, at vi i Danmark har en magtfordeling mellem dømmende og lovgivende magt. Højesteret fandt, at Danmark med tiltrædelsesloven gennemfører og inkorporerer sine EU-retlige forpligtelser, og at det uskrevne princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som EU-Domstolen har fastslået, falder uden for denne inkorporering. Og så slutter Højesteret af med at sige, at Højesteret ikke kunne være nået til et andet resultat, medmindre man var begyndt at tiltage sig lovgivende magt. Den præmis er opsigtsvækkende og for mig at se ikke overbevisende. Jeg mener ud fra en formålsfortolkning af tiltrædelsesloven, at Højesteret kunne være kommet frem til det modsatte resultat, altså at der ikke er et hul i vores inkorporering af EU-medlemskabet.

Højesteret kommer desuden med det, jurister kalder et obiter dictum. Højesteret tager stilling til EU’s charter om grundlæggende rettigheder, som blev retligt bindende med Lissabon-traktaten. Men Ajos-sagen ligger forud for det tidspunkt. Så man kan sige, at Højesteret tog stilling til noget, som Højesteret ikke behøvede. Omvendt tog Højesteret ikke stilling til, hvordan tiltrædelsesloven kan bringes helt op på niveau med EU-domstolen. Kræver det for eksempel, at proceduren i grundlovens § 20 følges? Det tror jeg ikke selv. Højesterets syn på det spørgsmål kender vi ikke, selvom det måske nok kunne have været relevant.

Hvor det var svært for mig at svare på, hvorfor jeg selv valgte en juridisk karriere, er det for mig enklere at se, at vi som jurister deler en forståelse af virkelighed. Et eksempel er grænsen mellem, hvad der er juridisk, og hvad der er politisk. Jurister – ikke mindst i Danmark – har i mange år oplevet EU-domstolen som voldsomt retsskabende. Der er ikke så meget blik for det på for eksempel statskundskab. Jurister har været meget optagede af dommen i Ajos-sagen. Jeg er ikke sikker på, at politikere har været lige så optagede af dommen. I de seneste 10-15 år er jurister blevet mere kritiske over for Menneskerettighedsdomstolen og dens fortolkningsstil. Der er ikke altid blik for, at fortolkning af en traktat i international sammenhæng er noget andet end fortolkning af en lov i national sammenhæng. I dag er det helt almindeligt at sige, at europæiske domstoles fortolkningsmetoder er fremmede. Og nogen vil måske se Højesterets dom i Ajos-sagen på den baggrund. Så kunne man sige, at i Ajos-sagen satte vi foden ned – og hævdede vores suverænitet. Men det er jo ikke et enten-eller. Det er et både-og.

Del

Ole Spiermann


Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsmails og få information om nye artikler, produktudgivelser, webinarer og meget mere.

Nyhedsmails. Ja tak