”Grundloven er baggrundsmusik for mange af vores sager”

Juni - Jens Peter Christensen


Jens Peter Christensen har været højesteretsdommer siden 2006. Som de fleste, der bestrider posten som dommer i Højesteret, er Jens Peter Christensens CV spækket med titler og erfaring fra mange dele af arbejdslivet. Endvidere er han formand for Domstolsstyrelsen og Valgnævnet. Jens Peter Christensen har kommenteret Grundloven i Karnovs Lovsamlinger og er tilknyttet UfR’s litterære afdeling som medredaktør.

 

100 års jubilæum

I forbindelse med 100-året for Grundlovens ændring af 1915 talte blandt andre Jens Peter Christensen ved markeringen af dagen på Karnov Group. Her fik gæsterne et indblik i en højesteretsdommers syn på fundamentet for vores retssystem og balancen mellem at skabe politiske strukturer og at eksekvere apolitiske domme.

 

Grundloven dukker op

Et af de spørgsmål, der kan belyse forholdet mellem danskernes forfatning og de regler, der senere kommer til, kan relatere sig til straffeloven. Med øje for, at den dømmende magt til stadighed ligger hos domstolene, hvor meget kan politikerne så med rette regulere?

”Lad os tage Knivloven. Hovedreglen her var, i første omgang, at færdes man med en kniv, der falder ind under bestemmelserne i Knivloven, uden anerkendelsesværdigt formål, så skal man i fængsel i 7 dage. Da mange mennesker så fik 7 dages fængsel, fandt Højesteret heldigvis en rimelighedsbetragtning i bemærkningerne og fik det vendt om i en vis forstand, så bøde ofte kunne blive resultatet i stedet for frihedsstraf. Siden har politikerne ændret loven, så den for så vidt svarer til vores domme i de to sager, vi havde til prøvelse. Dét viser vores placering i forfatningsystemet. ”

Enkelte sager har også vist, at grundloven kan danne ramme om et helt sagsforløb. I en skattesag gjorde en mand gældende, at det var i strid med hans muslimske tro at fremlægge dokumentation for lån og rentebetalinger. Han påberåbte sig derfor grundlovens bestemmelse om religionsfrihed. Han havde dog glemt at skimme hele paragraffen, der også siger, at ingen på grund af sin trosbekendelse kan tilsidesætte sin borgerpligt, der blandt andet er at betale skat. 

 

Magtpolitik og kvinder af 1915

Det er svært at komme uden om kvindernes valgret af 1915. Men med den tids øjne har valgretten formentligt ikke været opfattet som så voldsomt vigtig i et magtpolitisk perspektiv. For man forventede, at kvinderne ville stemme det samme som mændene i deres respektive samfundsklasser. Jens Peter Christensen råder dog til varsomhed med ordene, for det er ikke i nutidens ånd at nedspille betydningen af kvindernes stemmeret.

”I 1915 gik man fra flertalsvalg i enkeltmandskredse til forholdstalsvalg. Samtidig gjorde man i 1915 op med den privilegerede valgret til Landstinget for de økonomisk bedst stillede, og kongens ret til at udpege en del af Landstingets medlemmer blev afskaffet. Partierne fik på den måde en repræsentation, der svarede til deres stemmetal. Det betød magtpolitisk mere, end at kvinderne fik valgret. Men samtidig var det selvfølgelig helt i tidens ånd, at kvinderne blev anerkendt som fuldværdige mennesker med evne og interesse for at beskæftige sig med politik. Men ja, her skal man virkelig gå på kattepoter. ”

 

Hvorfor læser vi ikke lovene?

Langt over halvdelen af befolkningen har ikke læst Grundloven, men 77 % kan tilslutte sig, at den sikrer vores demokrati. På den måde er forfatningsretten altså ikke forbeholdt skriftkloge, og læsere af grundlovsparagraffer. Og det er godt, mener Jens Peter Christensen. 

”Mange ville få paragrafferne galt i halsen, hvis de gav sig i kast med af læse Danmarks love., Derfor er det godt, vi har jurister, der er uddannet til at læse, hvad vi alle skal forstå. Grundloven er dog de fleste steder ret ligetil, for oftest betyder den ret præcist det, der står. ”

 

Grundloven holder os på måtten

Det typiske, når man taler om Højesteret og grundloven, er, at man tænker på Højesterets prøvelse af loves grundlovsmæssighed. Men Jens Peter Christensens vinkel er en anden, for det er ifølge ham sjældent, at der dukker sager op om loves konflikt med grundloven. 

"Derimod foreskriver grundlovens § 64, at vi i Højesteret har den dømmende magt og skal afgøre sagerne i henhold til gældende ret. Her kan det lettest kontrasteres til EU-domstolen eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Begge disse domstole lægger stor vægt på at hævde en særlig dynamisk fortolkningsstil, der somme tider nærmest kan få karakter af frihåndstegning. I Højesteret er vi derimod ret påpasselige med ikke at gøre os selv til en politisk magt. Vi skal finde ret, ikke opfinde den. Politikere vedtager reglerne, dommere prøver at finde en mening med dem. Grundloven er på den måde med til at holde os på måtten”.