Det kan umiddelbart virke modsætningsfyldt, at en borgerlig tænketank som CEPOS slår på tromme for en fælles grøn skattereform og nye afgifter, når selvsamme tænketank som udgangspunkt er modstander af høje skatter og afgifter generelt set. Det er i hvert fald den præmis, som jeg fremlægger for Otto Brøns-Petersen, analysechef hos CEPOS, da jeg mødes med ham i tænketankens bibliotek til en snak om fremtidens grønne omstilling.
Men mens man i Information kunne læse, at Otto Brøns-Petersen sammen med 21 andre økonomer og tidligere vismænd plæderer for en fælles grøn skattereform, så er gruppen af økonomer generelt uenige om, hvordan sammensætningen i detaljen skal se ud.
For Otto Brøns-Petersen er det helt afgørende, at man i dansk sammenhæng kigger nærmere på en fælles afgift på CO2, som er ensartet.
”Vi har jo allerede afgifter på CO2, vi har bare meget uensartede afgifter. Der er en CO2-afgift, der ligger på alt det, der ikke er kvoter på, og så er der en masse energiafgifter, så er der i transportsektoren ekstra afgifter på energi, men de ligger sådan set de rigtige steder, fordi de ligger på kilden”, siger Otto Brøns-Petersen.
Og nemlig kilden er her afgørende i CEPOS’ anskuelse af sammensætningen af grønne afgifter. For mens vi i både Danmark og flere andre lande har afgiftssystemer, som spænder fra afgifter på udledninger i kvotesektoren som f.eks. elproduktion og storindustri, samt grønne afgifter på privatbilisme og flere steder også afgifter på flyrejser, så efterspørger CEPOS én fælles afgift på CO2. Altså et kilo udledt CO2 = x kroner. Ifølge Otto Brøns-Petersen vil en sådan afgift både være priseffektiv og skabe den største adfærdsændring blandt forbrugerne, da grønnere forbrug generelt vil være at foretrække, da afgifterne vil være beregnet ud fra det reelle klimaaftryk.
”Man bør sørge for, at afgifterne på CO2-udledningen overalt i økonomien er de samme. Så hvis du udleder 10 x så meget, så betaler du også 10 x så meget.
Men det giver ikke mening, at du skal betale mere end 10 x mere – hvis jeg udleder en tiendedel af, hvad du udleder, og det er billigere for mig, så vil jeg jo begynde at udlede noget mere, som koster mig så meget, som det koster at få dig til at reducere det.
Derfor er den ensartede afgift så vigtig. Det er sådan set det, man bør gøre isoleret set af hensyn til klimamål – det er sådan set bare at sørge for at lave afgifterne ensartet.”
Afgiften skal svare til skadevirkningerne
Otto Brøns-Petersen skeler til globussen, der står i hjørnet. Den globale konsensus om, at vi for alt i verden skal søge mod meget ambitiøse reduktionsmål, er bekymrende. For det kan gå ud over væksten, siger han.
”Det der bekymrer mig rigtig meget, det er, at vores afgifter er i gennemsnit højere end skadevirkningen af CO2 globalt set. Så vi lægger f.eks. en afgift i den størrelsesorden på godt 800 kr., og skadevirkningen globalt set er ca. det halve. Så vi bekæmper i forvejen CO2’en mere, end vi burde, når vi ser på, hvor skadeligt det er.”
Men betyder det så, at CO2 ikke er skadeligt? Ikke ifølge Otto Brøns-Petersen, for man kan faktisk godt bekæmpe for meget CO2.
”Det kan du da sagtens. Altså, man skal jo ikke bekæmpe det mere end de skadevirkninger, der er. Der er ikke noget gavnligt i sig selv ved at lukke CO2 ud, jo for nogle industrier, men verden bliver lidt grønnere af mere CO2. Det kan have en fordel, men det er jo, fordi der er nogle gevinster ved de aktiviteter, der er forbundet med drivhusgasser. Hvis ikke der var det, så kunne vi bare lukke i dag. Men det ville jo koste verden meget, meget mere end den gevinst, vi ville få ud af det.”
Han henviser til den amerikanske økonom William Nordhaus, der i 2018 vandt Nobelprisen i økonomi.
Nordhaus er en skikkelse, der deler vandene, da han var en af de første, der skabte en økonomisk model, der havde til formål at regne på omkostninger ved at skære i den globale CO2-udledning.
Ifølge modellen peger Nordhaus nemlig på, at det vil have store konsekvenser for den globale vækst og økonomi, hvis verdenssamfundet speeder reduktionen af CO2-udledninger op. Og det har fået flere klimaeksperter til at pege på Nordhaus’ model som en direkte årsag til, at regeringer rundt omkring i verden fortsat er bagud på den grønne omstilling. Med afsæt i Nordhaus' tanker anerkender Otto Brøns-Petersen da heller ikke de dystopiske udsigter ved den stadigt stigende CO2-udledning.
”I 2018 der blev den første nobelpris givet for klimaøkonomi til William Nordhaus, som har været pioner, og som siden 70’erne har arbejdet med klimamodeller, som går ud på at regne på, hvad vil omkostningerne være, hvis temperaturen stiger. Så sammenholdt han det med omkostningerne ved at reducere CO2-udledningen, og det, han anbefaler, er, at vi skal have en generel skat, helst en global skat på CO2’en, som vokser over tid, men at vi også tillader en vis opvarmning. Hans model siger, at den optimale grad af opvarmning, det er noget, der ligner tre grader, og der vil være en omkostning i år 2100 på to pct. af BNP, vi vil altså blive to pct. fattigere, end vi ellers ville være, hvis temperaturen ryger op på seks grader, så er det noget med otte pct.
Men man skal altså huske på, at hvis verden bliver ved med at vokse som den gør i øjeblikket, så vil vi være mere end 10 x rigere i år 2100, end vi er i dag. Så hvis vi ligesom stoppede væksten i dag, så vil der være meget større omkostninger for verden, end det ville være selv med betydelig opvarmning.”
Med et nyt system kan vi forbruge os til en ny verden
Tilbage til snakken om nye afgifter – for hvordan hænger det i øvrigt sammen med CEPOS’ ønske om færre afgifter? Ifølge Otto Brøns-Petersen skal løsningen findes i, at man med nye afgifter skruer ned andre steder.
”Der vil være en samfundsøkonomisk omkostning ved det her, og jeg har prøvet at regne på det. Mine beregninger viser, at der vil være en samfundsøkonomisk omkostning i størrelsesordenen af 26 mia. kr. ved en fælles grøn skat. Og med den nye skat så bør vi kigge på at lave nogle forbedringer i resten af skattesystemet, som så ville give nogle samfundsøkonomiske gevinster i samme størrelsesorden.”
Han peger bl.a. på en oprydning i de mange snørklede beskatningsregler, som ville kunne være med til at betale for de nye afgifter.
”Så skal vi have fat i nogle af de skatter, der forvrider allermest. Det er selskabsskatten, det er de høje skatter på kapitalafkast, det er topskatten, det er registreringsafgiften på biler – det er de steder, man kunne tage fat, så man ligesom lavede en skattereform der.
Den grønne skattereform har en negativ indvirkning på økonomien, men den kan vi modvirke ved at lave nogle andre ting”, siger han.
Derfor er det også vigtigt, at vi som samfund ikke skruer ned for vores forbrug, da den grønne omstilling ikke skal gå ud over væksten.
”Vi skal ikke skrue ned for vores forbrug som sådan, vi skal skrue ned for vores CO2-udledning.”
Hænger det ikke sammen?
”Ikke nødvendigvis, nej. Det er sådan, at vi bliver mere og mere energieffektive, og dvs. at CO2-udledningen globalt set falder pr. produceret enhed, og i den allerrigeste dele af verden, som vi tilhører, der falder CO2-udledningen faktisk, selvom BNP stiger. Så det er ikke sådan, at vi kun kan bekæmpe det ved at have en lavere produktion. Det er klart, at det koster noget, altså det at vi ikke kan udlede så meget CO2, som vi ellers har gjort, det kommer selvfølgelig til at have en omkostning, og det gør, at vi bliver en lille smule fattigere. Men det er ikke via fattigdommen, at vi sparer på CO2, det er, fordi vi sparer på CO2’en, at vi bliver lidt fattigere og så kan gøre noget andet, der modvirker det.”
Men der er flere NGO’er, der peger på, at det ikke handler så meget om rigdom og fattigdom, men at vi grundlæggende er nødt til at skrue ned for vores forbrug – er du enig i den præmis?
”Nej. Jeg er fuldstændig uenig.”
Så kan man forbruge sig til en grønnere verden?
”Ja, det kan man godt. Det er vi jo sådan set i gang med, fordi vores CO2-udledning falder. I sidste ende må man også sige, hvad er problemet med CO2-udledningen? Det er jo, at det kommer til at koste os noget. Så det er CO2-udledningen, der gør, at vi bliver fattigere, fordi opvarmningen gør os fattigere, det kræver, at man skal afholde nogle udgifter til at værge sig mod konsekvenserne af det. I DK er det ikke særlig slemt, det handler primært om, at vi skal kystsikre lidt bedre og vejsikre noget bedre. Så i andre dele af verden kan det være betydeligt større ændringer, der skal til, du skal plante nogle andre afgrøder, end du har gjort, fordi klimaet bliver anderledes."
Danmarks mål er over målet
Af samme årsag ser Otto Brøns-Petersen med skepsis på Danmarks mål om en 70 % reduktion af vores CO2-udledning i 2030. For det flugter ikke med EU’s planer om en samlet reduktion på 55 %, og på den måde kan Danmark blive den økonomiske taber, når de øvrige europæiske lande skal lave deres egne nationale klimaplaner.
”Hvis man gør det, skal man i hvert fald sikre sig, at man ikke bare flytter udledningen andre steder hen. Det er også en udfordring, at vi gør det her ubetinget.
Den allerstørste frygt, der er i forbindelse med de danske reduktionsmål, er, at EU er i gang med at forhandle en reduktion med 55 % i 2030, og der er jo en risiko for, at når de måler deres baseline ud, så siger de, jamen, Danmark reducerer jo med 70 %, så det regner vi ind i den reduktion, der vil komme under alle omstændigheder, og så vil effekten af det, vi gør i Danmark, faktisk være nul. ”
Så hvis vi har 55 % i EU, DK på 70 og Polen på 20?
”Fordi Danmark reducerer så meget, så behøver Polen ikke at reducere, fordi vi skal jo kun reducere med 55 i EU.”
Et er dog hvad nationerne gør og bør gøre. Som beskrevet andetsteds i dette magasin, så er der ligeledes et stort fokus på ansvarlig skat hos nogle af verdens største virksomheder, og herhjemme er bl.a. Ørsted gået forrest med åbne skatteregnskaber. Mens det umiddelbart er rigtig gode tiltag, så sker der i øjeblikket en forskydning, der ifølge Otto Brøns-Petersen tvinger virksomhederne til at forholde sig til langt mere, end hvad der reelt står i loven.
”Der sker lidt en underlig ansvarsforskydning i øjeblikket, hvor man siger til virksomhederne, at de burde måske i virkeligheden betale mere, end reglerne tilsiger efter nogle andre kriterier, og det bliver for mig meget løst, og det kan nemt føre til retsløse tilstande, fordi hvis ikke man bryder sig om skattereglerne, så bør man lave dem om. Jeg synes, der er lidt et paradoks, ved at politikerne på den ene side måske taler meget om, at virksomhederne burde betale mere, end de egentlig skal efter reglerne, og så samtidig ikke holder sig tilbage med at lave regler”, siger han.
