Af Rasmus Hylleberg / Foto: PR

“Det har været frustrerende ikke at kunne trykke mine medarbejdere i hånden”


Hvordan indtræder man som ny leder af en skatteafdeling, når alle arbejder hjemmefra? Og hvad har coronakrisen egentlig betydet for samhørigheden blandt medarbejderne? Taxo har mødt den nytiltrådte skattechef hos Beierholm, Nikolaj Vinther, til en snak om ledelse midt i en coronatid.


Nikolaj Vinther

Cand.merc.jur, Ph.d. i skatteret
Skattechef i Beierholm fra 1. januar 2021
Souschef samme sted i 2020
Inden da i Deloitte


Stillingen som nytiltrådt skattechef har været en blandet fornøjelse for Nikolaj Vinther, der 1. januar 2021 blev ny mand på broen hos Beierholm. For mens den nye stilling er fuld af spændende ansvarsområder, så er det, som han selv betegner det, mærkeligt at være ny leder af en stor skatteafdeling, når man kun i begrænset omfang har mødt sine medarbejdere i levende live.
Taxo har sat Nikolaj Vinther stævne til en snak om, hvordan coronakrisen har påvirket ham, hans medarbejdere og Beierholm. Nikolaj hæfter sig særligt ved én ting, da spørgsmålet falder på, hvordan han oplevede nedlukningen. Nemlig medarbejderne.

”Den første nedlukning var ret pludselig – vi var jo ikke rigtig forberedte på, hvad der ramte os. Men mange af mine kollegaer og medarbejdere er jo ’voksne mennesker’ – altså ældre med store børn, der er flyttet hjemmefra. Vi har ikke så mange unge mennesker i vores skatteafdeling, og det gjorde det faktisk noget nemmere at håndtere.

I starten var der mange opgaver, men særligt dem, der havde ad hoc-opgaver, de oplevede en del nedgang i opgaver. Men alt i alt oplevede jeg egentlig en ret positiv energi dér tilbage i marts”

fortæller han.

Den anden nedlukning i efteråret var dog sværere at håndtere.

”Anden gang her i efteråret har jeg særligt mærket, at mange medarbejdere har været mere pressede. Vi sidder jo i en funktion, hvor der er mange, der ringer hele tiden. Og der har det særligt været de medarbejdere med skolebørn, de har virkelig haft svært ved at få enderne til at mødes.

Som leder har jeg og mine mellemledere haft fokus på at have løbende dialog med medarbejderne hele tiden. Men også en udvidet fleksibilitet og udvise forståelse, for vi er jo alle sammen om det her.

Og det har jo også betydet nogle undtagelser i ny og næ for at få enderne til at mødes”, siger han og henviser til, at man har ladet folk tage på kontoret, hvis der var behov for det.

 

Strategi og social kapital

Som man kan læse andetsteds i dette blad, så hæfter erhvervspsykolog Morten Novrup Henriksen sig ved, at new change management, KPI’er og stærke strategiplaner nok har fået et knæk under den nuværende coronakrise, og at mange virksomheder er nødt til at ændre mindset, hvis de skal stærkt ud på den anden side.
Men for Nikolaj Vinther har udgangspunktet hele tiden været, at situationen bliver god igen på et tidspunkt. Derfor fastholder han og ledelsen hos Beierholm fokus på deres 2026-strategi, som blev udarbejdet i 2020.

”Vores strategi, der hedder 2026, den kørte på fuld drøn i 2020. Så vi var ved at gå fra én strategiperiode til en anden. Og der har vi hele tiden haft den tilgang til det, at det bliver normalt igen. Det er jo først og fremmest en sundhedskrise og ikke en økonomisk krise endnu. Der er jo mange brancher, der kører videre som normalt, mens andre vækster i de her tider”, siger han.

Og det har da også betydet en vækst i virksomhedens skatteafdeling i året, der gik.

”Vi har vækstet kraftigt i skatteafdelingen i 2020 – vi er vækstet 27 %. Vi er mere udadvendte, vi vil tættere på kunderne, og det er nok mere det end lige corona, der har gjort, at vi er vækstet som virksomhed. Vi kunne da godt mærke at der var lidt et ophold i bl.a. M&A-markedet tilbage i foråret, men det har fået luft igen.”

2020 har dog også været et år, der har sat en tyk streg under, hvad der fylder hos medarbejderne. For mens man i mange år har talt om work/life-balance og mulighederne for hjemmearbejde, så mener Nikolaj Vinther, at krisen samtidig har vist, hvor vigtig en fysisk arbejdsplads er. 


”Jeg synes den største øjenåbner har været, at man jo i mange år har diskuteret, hvordan den nye generation af unge mennesker ville stille nye krav til fleksibiliet og work/life-balance.

Jeg har faktisk oplevet, hvor stor efterspørgsel, der har været efter at mødes fysisk. Så det sociale aspekt betyder jo meget mere for mange, end hvad man nok havde forestillet sig. Det sociale element af at gå fysisk på arbejde, det skal man ikke undervurdere.

Når det så er sagt, så har det jo også vist sig, at det her hjemmearbejde jo også sagtens kan fungere, og også bedre end man måske forestillede sig.”

Helt konkret har det betydet, at man hos Beierholm i langt højere grad er begyndt at udvikle sin metode for fjernundervisning, da det både sparer tid og ressourcer for firmaets eksperter og ansatte.

”Vi er også begyndt at undervise virtuelt, og det betyder meget for vores 32 kontorer, for vi kan være ufattelig effektive, når vi ikke skal besøge 32 forskellige kontorer for at undervise. Den her krise har givet os lyst til at afprøve det her fjernundervisning i langt højere grad.”

 

En mærkelig fornemmelse

Hvad der dog har været ganske særligt for Nikolaj Vinther, har været det faktum, at han som ny leder ikke har kunnet være i tæt kontakt med sine medarbejdere fysisk. Det sociale aspekt er nemlig ikke kun vigtig for den menige medarbejder, men også for lederne.

”Hele det sociale aspekt, det har vi hele tiden talt om, hvor vigtigt det er, men krisen har jo vist os, hvor vigtigt det i virkeligheden er. Og det er en mærkelig fornemmelse synes jeg - vi er en afdeling på 30 mennesker, og det er altså mærkeligt ikke at se sine medarbejdere. Jeg sidder jo tit og snakker ind i en skærm, og jeg kan jo slet ikke mærke, hvordan mine medarbejdere har det.”

Og det sociale aspekt har også stor betydning i forhold til rekruttering hos Beierholm, da man slet og ret har bedt nyansættelser om at vente med at møde ind til 1. april.

”Det er også umådelig svært i de her tider at få nye medarbejdere ind og så bede ham eller hende om at arbejde hjemmefra fra starten. Vi har jo medarbejdere vi har ansat, men som vi ikke kan offentliggøre, fordi vi har bedt dem vente med at starte til 1. april i håbet om at få lov at mødes. Jeg savner enormt meget at mødes med mine kollegaer fysisk.”

For det er frustrerende som leder ikke at have den fysiske kontakt til sine medarbejdere

”Jeg er jo ny mand på broen, og da jeg tiltrådte, håbede jeg jo, at jeg skulle rundt til alle medarbejdere og give hånd og snakke med folk om, hvor jeg ser vi skal hen. Og det er svært, for jeg har ikke kunnet komme rundt til alle i de her tider, og det har været noget frustrerende som ny leder ikke at kunne komme rundt og hilse på alle mine medarbejdere”, siger han, men føler sig samtidig privilegeret over, at man hos Beierholm fortsat har godt gang i forretningen.

”Men vi er jo også lidt heldige, for vi har jo fremgang.

Når jeg tænker på nogle af vores kunder, der virkelig er ramt, og på den usikkerhed, der hersker blandt de medarbejdere. Vi er jo ikke bange for at miste vores job, men vi savner hinanden.

Jeg var da chokeret over at se de fyringer, der skete hos nogle af de store konsulenthuse tilbage i foråret, og der har jeg været glad for, at vi har haft brug for alle og flere til.”

Del artiklen