Af  Rasmus Lehmann Hylleberg / Foto: Pressefoto

“Fælles minimumssats kan udfordre Danmarks konkurrenceevne”


Mens flere eksperter og iagttagere kalder OECD’s skatteaftale historisk, er modtagelsen noget mere lunken hos Dansk Erhverv. For mens man ser positivt på muligheden for en mindre selskabsskattesats herhjemme, så frygter Dansk Erhverv, at Danmark med aftalen vil overlade noget suverænitet, som vi ikke kan få igen. Og det kan få konsekvenser for vores konkurrenceevne.


Lasse Hamilton Heidemann

Uddannelse: Cand.Scient. Adm.
Tidligere beskæftigelse: Embedsmand i Erhvervsministeriet, Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen og EuropaKommissionen


Dansk Erhverv er som udgangspunkt glade for den foreslåede skattesats, som OECD-landene har vedtaget. For det flugter fint med deres mangeårige ønske om en lavere selskabsskat i Danmark. Men måden, hvorpå en potentiel mindre skat implementeres kan være problematisk.

”Vi er bekymrede for det større perspektiv i det – det er det, der er udfordringen for os. Hvis det i sig selv var sådan, at selskabsskatten blev trykket ned, ville vi jo ikke være kede af det, og det ville vores virksomheder heller ikke være, men vi er bekymrede for, hvordan det kommer til at se ud på længere sigt.”

Sådan siger Lasse Hamilton Heidemann, EU- og International Chef hos Dansk Erhverv. Med sin daglige gang i Bruxelles har han fulgt diskussionerne om en fælles skat i europæisk regi i mange år. En diskussion, der har bølget frem og tilbage, men som altså nu med største sandsynlighed bliver til virkelighed snart.
Men hvad er egentlig problemet ved en fælles minimumssats på selskabsskatten, når denne ligger lavere end de 22 %, som vi ser lige nu i Danmark?

”Det som typisk vil være tommelfingerreglen er, at de mindre lande vil skulle have en lidt mindre selskabsskat end de større lande, fordi de større lande har en naturlig konkurrencefordel i at have større hjemmemarkeder, bedre industriforhold, større sprogområde osv. Du kan også se, at nogle af de lande, der synes det er en god idé inden for EU, det er typisk de større lande – de synes, det er rigtig smart.

Jo mindre landene bliver, jo mindre sexet bliver den her aftale, fordi de vil jo i virkeligheden selv have mulighed for at kunne skrue på selskabsskatteraten.

Så jo, man kan sige, vi kunne tage en easy win nu og så sige, nu håber vi, regeringen skruer ned på 15 % i effektiv skatterate, men vi er i virkeligheden mere bekymrede for det større billede om, hvordan det kommer til at se ud på sigt. Bekymringen går på, at alle reverserer til 15, og så har vi ikke mulighed for at skrue længere ned i forhold til de større lande, som har nogle naturlige konkurrencefordele i forhold til os, og der vil vi relativt have en dårligere konkurrenceevne”, forklarer han og uddyber:

”Det er et gulv. Man behøves ikke have 15, man kan godt have 22, som i DK, der kan man jo så diskutere, om vi har så gode konkurrencemæssige forhold, at vi kan opretholde 22, hvis andre begynder at slide ned til lavere rater.

De har jo højere selskabsskatter i lande som USA og Rusland, så det bliver spændende at se, men altså for virksomhederne vil det jo være godt, hvis der kom en mindre tung selskabsbeskatning, men konkurrencemæssigt kan det blive et problem for de dansk etablerede virksomheder, hvis vi ikke har mulighed for at skrue på det håndtag. ”

Med aftalen kommer en minimumssats, hvor landene altså sagtens kan vælge at beholde deres skattesats på et højere niveau. Så hvorfor gør Danmark ikke bare det?

”Det bedste billede er ligesom arbejdsmarkedspolitikken, hvor vi diskuterer mindsteløn – det er jo ikke nødvendigvis relevant for Danmark, for alle i Danmark får i hvert fald den mindsteløn, de skulle have på europæisk basis – lidt efter indretningen, så man kunne sige, vi kunne bare være ligeglade, men det vil vi ikke, fordi det piller i vores aftalesystem, så vi vil ikke være med der, vi synes, det er arbejdsmarkedets parter, der skal styre det. Dette eksempel er helt simultant til det andet spørgsmål. I princippet har vi jo en effektiv beskatning, som ligger over 15, så vi vil jo ikke blive pålagt noget, som vi ikke allerede alligevel gjorde,

så på den måde vil det jo ikke være et praktisk problem for os, men det kan blive et principielt problem, hvis det er, at alle begyndte at sætte skatten ned, og vi ikke har mulighed for at skrue på vores linjer.

Hvis alle går ned, så kan vi ikke gå længere ned, og så kan vi ikke skrue på vores konkurrenceevne, og så får vi den konkurrenceforvridende effekt med de større lande, der har en naturligt bedre konkurrencefordel.”

 

Da OECD kom trampende

Aftalen er interessant set i et europæisk perspektiv. For mens man altså længe har diskuteret det her emne i EU, så ligger aftalen nu klar i OECD. Og det placerer diskussionen indenfor EU på et sidespor – uanset hvad man måtte mene i Parlamentet og i Kommissionen, så kan landene vælge at tilslutte sig aftalen i OECD-regi uden for EU og dermed omgå den enstemmighed, som er en forudsætning for så store forandringer indenfor unionen, fortæller Lasse Hamilton Heidemann.

”Hvis 24 ud af de 27 lande har besluttet at tilslutte sig aftalen, så kan de gøre det via den OECD-aftale, de er indgået i, og så kan de andre være sure, eller hvad de nu vil. Så bliver det ikke implementeret via EU, men gennem den aftale, man har lavet gennem OECD, hvor hvert medlemsland implementerer det selv. Det er et område, der bliver interessant, altså hvordan man i praksis har tænkt sig at implementere det og også sikre sig, at det bliver håndhævet, og hvor effektivt man vil gøre det. Men der er intet i vejen for, at man vil lave en aftale direkte af OECD-vejen, og det er også derfor, at EU er sådan lidt på mellemhånd”, siger han.

Og aftalen stiller derfor også et mere principielt spørgsmål – nemlig om EU’s rolle, når det nu er gennem OECD, at den her aftale er blevet til.

”Jeg tror gerne, at Kommissionen ville have klaret det selv, men jeg tror, det er den rigtige løsning, at man gør det så bredt, som man overhovedet kan med 130 lande. Det er klart den bedste løsning.

Det der er et tungt spørgsmål er, hvilken rolle EU så har nu? Skal man lave en EU-sats også? Skal det være 17 i EU? Eller 20? Hvor skal man lande henne?

Selvfølgelig over de 15 %, men skal den bare være 15, hvad så med de lande, der ikke er med? De har jo deres problemer med deres effektive skatterate. Irerne er i hvert fald foreløbigt ude, og det er de selvfølgelig, fordi de har nogle helt konkrete udfordringer, fordi de har tiltrukket en masse giganter med fordelagtige skatteforhold.”

I den forbindelse er det interessant at se nærmere på de magtforskydninger, der er sket inden for EU, efter briterne forlod unionen. Ifølge Lasse Hamilton Heidemann har netop briternes udtræden haft stor betydning for, at tilslutningen internt i EU til OECD-aftalen nu er så stor, særligt også i relation til den medfølgende omfordeling af skatteprovenu hos de største virksomheder.

”Det bedste ved denne aftale er jo, at det favner hele vejen rundt, og man cherrypicker ikke i, at det må være det ene eller det andet sted og skaber en masse ubalance. Og raten kunne sådan set også være fin nok, hvis ikke det var, fordi vi så fraskriver os muligheden for at kunne fravige den og bestemme over, hvad den ellers kunne være. Grunden til, den kommer nu, tror jeg, er kombinationen af det her tech-lash mod tech-giganterne, hvor man kan se, at der er udfordringer, som kommer oveni corona, der også har skabt udfordringer, og så vil man gerne have nogle penge i kassen. Det er ikke nogen hemmelighed, at efter briterne har forladt butikken, er der også internt i EU en anden dynamik.

Briterne var jo de handelsliberale sammenlignet med os, og nu er dynamikken en smule anderledes, og der er mere fokus på at lukke omkring Europa med mere statsstøtte og undtagelser af konkurrencelovgivningen og den slags ting. Det er koncepter, man længe i EU kæmpede imod, og som de handelsliberale lande var modstandere af, og som briterne før var store nok til at kunne blokere – men det kan de ikke længere. Nu er briterne ude, vi har ikke et blokerende mindretal med de handelsliberale lande, så nu er der mulighed for at kunne gøre det på en anden måde end tidligere, og en del af den diskussion med industripolitikken og tech-suveræniteten og strategisk suverænitet og sådan noget falder også lidt sammen med den her skattediskussion. Hvad kan man beskatte, og hvordan kan man komme efter nogen, der ligger i andre jurisdiktioner.”
Med briternes udtræden er det nu lande som f.eks. Frankrig, der står stærkere i den interne magtbalance i EU.

”Det er ikke et samlet EU, der snakker, når vi taler minimumssatser.

Franskmændene har i et vidst omfang trukket tyskerne med ind i det, der har lavet fælles udspil i forhold til industripolitikken, hvor tyskerne før lå sådan lidt i læ af englænderne, som råbte højt nej til det hele, så kunne de ligge lidt midt på, men nu er de altså trukket lidt mere derover,

og det gør, at de handelsliberale lande er kommet i klemme, fordi vi er for små, og vi mangler nye venner.”

Han tvivler da også på, at et land som Ungarn, der som bekendt er kritisk overfor det meste nye på EU-området, kan stå uden for en eventuel EU-aftale særlig længe. For hvis EU-landene implementerer denne aftale i OECD-regi og samtidig begynder at trykke ungarerne på pengepungen i forhold til EU-støtte, så vil de også naturligt følge med.

”Det, der kommer til at afgøre om lande som Ungarn og Polen kommer med, tror jeg, det er pengene i EU-systemet. ”Hvis ikke man kan få EU-midler, medmindre man opfylder de her ting, så står Ungarn i et massivt problem, fordi de får rigtig mange støttekroner den ene eller den anden vej rundt. F.eks. landbrugsstøtte, og nu kommer der en kæmpe recovery-støtte, det bliver så stor en ting for dem, at det bliver de nødt til at gøre. At trække dem igennem traktatens artikler, det kommer der ikke noget ud af, de dækker jo også over hinanden, der skal være enstemmig afstemning, og Polen har Ungarn og omvendt. Det er trykket på pengepungen, der virker, tror jeg.”
(København og Bruxelles). Konsulent Office for Public Management (London) og ekstern konsulent i Gabriel A/S (Aalborg).

Del artiklen