Foran Danmarks magtcentrum – Christiansborg møder jeg Ludvig Wier. Han er i mørkeblåt jakkesæt og brune snøresko. Klædt, som jeg forestiller mig, en embedsmand går klædt.
Vi går ind i en gård omkranset af ministerier. Sætter os ved et bordebænkesæt, og under fuglekvidder fortæller han mig om, hvordan corona for omkring et år siden sendte ham og hans hustru fra USA og tilbage til Danmark, men også om, hvem han er, og hvad der har drevet og stadig driver ham frem; før i sin forskning med international beskatning og udvikling og nu i sit arbejde i Finansministeriet.
“For mig har spørgsmålet altid været det samme.
Hvad kan man gøre for at hjælpe dem, der har det sværest. Det er egentligt det, jeg synes, er det vigtigste spørgsmål at svare på.
Og jeg tror mange er enige med mig i det,” siger Ludvig Wier.
Verden går glip af 2000 milliarder kroner i skatteindtægt
Hvis du googler missingprofits.world, kommer du ind på en hjemmeside med et verdenskort. Fører du musen over de forskellige lande, kommer små faktabokse op, der fortæller, hvor meget virksomhedsskat landet mister på grund af skattely.
Danmark mister 10%. Tyskland mister 26%. Og USA 19%.
Netop de tal og arbejdet bag dem har Ludvig Wier været med til at lave som en del af den forskning, han arbejdede med under sin ph.d.
“Interessen startede egentligt, da jeg skulle skrive speciale på økonomistudiet sammen med en god kammerat. Vi prøvede at forstå, hvor stort et problem skattely var. I den proces fandt vi ud af, at det var der ikke nogen, der havde et godt bud på,” siger han.
Senere da han skulle skrive sin ph.d., havde han egentligt et helt andet sigte for øje, men endte nede af samme vej.
“Egentligt ville jeg kigge nærmere på udviklingslande, og hvordan man kunne hjælpe økonomien i de lande. Men igen kom jeg frem til, at det handlede om at få nogle penge i kassen, og igen var formodningen, at skattely var et stort problem,” siger han.
Som en del af sin ph.d. var han på udveksling i Berkeley, hvor han mødte en professor – Gabriel Zucman – som han havde en god dynamik med. Sammen med ham begyndte samtaler om, at det på mange måder var mærkeligt, at der ikke var et begreb om størrelsesordenen for, hvor udbredt brugen af skattely er.
“Vi startede bare med at slå op i nationalregnskaber og finde ud af, hvor store selskabernes indtægter er i forskellige lande, og så talte vi, hvor meget profit der er i hvert land, og sammenlignede det med, hvor meget aktivitet der reelt foregår i landene. Når de ting holdes op imod hinanden, kan man se, at der ikke er nogen sammenhæng i en gruppe lande. Det er derfor meget tydeligt, at det handler om skattely, da de heller ikke har mange ansatte i forhold til, hvor mange penge de har,” forklarer Ludvig Wier og fortsætter:
“Normalt, når man kigger på multinationale selskaber, så får de en halv krone i profit pr. ene krone, de betaler i løn. Men kigger man på selskaber i eksempelvis Puerto Rico, kan man se, at nogle selskaber får 16 kroner i profit pr. betalt lønkrone.”
Ifølge Ludvig Wier svarer det puertoricanske eksempel til en faktor 32 forskelligt fra et ’normalt’ land. Det er det simple regnestykke, de har lavet på alle verdens lande. Og med det regnestykke kom de også frem til, at verden som helhed går glip af næsten 2000 milliarder kroner i skatteindtægter om året.
Skattely rammer de svageste hårdest
Ludvig Wier sidder overfor mig. Rundt om os ligger det ene ministerium efter det andet. Men selvom der på den anden side af murene tages store beslutninger og diskuteres skæbner, er der stille her i gården, hvor fuglefløjt er de eneste lyde udover vores stemmer.
Han fortæller mig, at processen i forbindelse med indsamlingen af tallene til udregningerne, som var færdige og blev delt tilbage i 2017, var ret kedelig, men at han tror på, at de allerede har haft rigtigt stor betydning.
“I al ydmyghed tror jeg, at det allerede har skubbet enormt meget til diskussionerne og fokusset på beskatning. Blandt andet er der jo kommet det her forslag om en bund under selskabsskatten, som vi har været med til at vejlede om hele vejen.
Det er vores tal, der er blevet normen at referere til i medier og internationale organisationer verden over, fordi vi ligesom var de første til at gøre det håndgribeligt og sammenligne på tværs af lande,”
siger han.
Jeg spørger ham, hvor han tror, hans grundlæggende interesse for disse emner er kommet fra, og han fortæller, at han altid har interesseret sig rigtigt meget for udviklingsøkonomi.
“Der er ret stor enighed om, at hvis man gerne vil det sidste stykke i forhold til at hjælpe de fattigste lande i verden, så kræver det, at man får skabt skatteindtægter i disse lande,” siger han.
Kigger man på de rige lande i verden, kan de lande for hver 100 kroner de genererer tage omkring 40 kroner til statskassen. Kigger man på de fattigste lande i verden, så har de svært ved at komme over de 10 %. Ikke fordi de har en enormt borgerlig tankegang, men fordi de ikke kan komme over niveauet, da de har for dårlig kontrol, for meget snyd og for få ressourcer, forklarer Ludvig Wier mig.
“Det er også derfor, at der i verdensmålenes Sustainable development goals bliver skrevet, at nøglen til at løse ekstrem fattigdom er, at vi får hævet kapaciteten til at indkræve skatter i udviklingslandene, og det kan selskabsskatten hjælpe med,” siger han og fortsætter:
“For mange af udviklingslandene har svært ved at indsamle personbeskatning, fordi det kræver, at du tjekker hvert eneste individ, men det at banke på tyve større virksomheders dør og tjekke op på dem, det er overkommeligt, og derfor er selskabsskatten vigtig i disse lande.”
Med corona kom embedsstillingen
Da corona for et år siden forstyrrede forårsglæden i marts og lukkede næsten hele verden ned i løbet af sommeren, fik den også store konsekvenser for Ludvig Wier og hans hustru. De befandt sig i Californien, hvor Ludvig forskede og underviste på Berkeley University.
“Vi stod overfor et valg, da det hele lukkede ned. Californien lukkede fuldstændigt ned. Min hustru var freelance-journalist, og hendes opgaver forsvandt med det samme. Vi havde familie herhjemme i Danmark, som vi også var bekymret for, derfor besluttede vi i første omgang bare at rejse hjem, velvidende at det kunne blive svært at komme tilbage. Og det viser sig jo nu, at det først er for nyligt, at USA er åbnet op for europæere igen,” siger Ludvig Wier, da samtalen falder på, hvorfor han kom hjem til Danmark igen, og hvorfor han stoppede med at være forsker og blev embedsmand i stedet.
Tanken om at tage nye udfordringer op havde i lang tid floreret i hans hoved. For efter at have forsket og foreslået skattemyndigheder verden over løsninger, der for Ludvig Wier virkede simple og ligetil, men ofte blev mødt af den modsatte indstilling, blev han mere og mere fristet til selv at prøve at sidde på den side af lovforslagene. Der hvor beslutningerne bliver taget.
Og derfor blev coronanedlukningen af Californien det lille skæbneskub, der omsatte de tanker til handling.
“Jeg tænkte, det var på sin plads med nogle nye udfordringer, når jeg nu var tilbage i Danmark. Og det er jo noget helt andet at arbejde i et embedsværk i forhold til at være forsker,” siger han og tilføjer:
“Jeg synes, det kunne være en spændende udfordring at prøve at blive en del af systemet.
En ting er at være forsker og komme med gode idéer – en anden er at implementere dem.
Så efter corona kom og rystede posen, tænkte jeg, det var på tide at prøve kræfter med det. Det handlede på en måde om at putte noget handling bag. Tage skridtet videre end analysen.”
Hvordan var det at gå fra at kunne tale om alt som forsker til at have nogle forbehold som embedsmand?
“Der er jo faktisk ikke nogen regler, der siger, at man ikke må sige sin mening, ligesom det passer én, men det er bare meget god stil. For når man er en del af systemet og skal udføre regeringens politik, så harmonerer det ikke så godt med at stå og sige, hvad man selv synes i offentligheden om et givent politisk emne. For så fjerner man på en måde en del af troværdigheden.”
“Jeg har før lavet utroligt meget presse, men det er ikke noget, jeg rigtigt savner, for jeg synes, det meget handler om at sige nogle korte sætninger, og så er der nogen, der bliver enormt forargede over det, man siger, og så indgår det i en af de der uendelige Twitter-debatter. Det savner jeg som sådan ikke helt vildt. Så er der selvfølgelig også en masse forskere, der vælger at være ude af den offentlige debat, men jeg har aldrig kunnet se værdien i at lave en analyse for analysens skyld. Som forsker handlede det meget for mig om at rykke den offentlige mening,” siger han.
Samtidigt fortæller han også, at det på mange måder var tiltalende at slippe ud af den offentlige meningskrig på Twitter og ind bag lukkede døre, hvor man arbejder på at tale uenighederne væk.
Spørgsmålet, der går igen
“For mig har spørgsmålene altid været de samme,” siger Ludvig Wier, da snakken falder på hans skoletid.
Allerede i folkeskolen havde han stor interesse for politik og samfundet. Men først på universitetet følte han sig ordentligt tilpas, fordi der endelig var et miljø, hvor det var okay at være passioneret omkring emnerne.
“Da jeg flyttede til USA for at skrive min ph.d., boede jeg på campus, og her blev jeg hurtigt en del af et fællesskab, hvor der var den her samme passion omkring at diskuterer de her spørgsmål og finde mulige løsninger på dem,” siger han og tilføjer med et smil:
“Min hustru kan godt blive ret frustreret over, at det er de samme spørgsmål, jeg snakker om i min fritid.”
For Ludvig Wier ville stille sig selv de samme spørgsmål, selv hvis han ikke arbejdede med dem som forsker eller i Finansministeriet.
Hvad kan man gøre for at hjælpe dem, der har det sværest?
“Det er ligesom det, jeg tror, livet handler om – om man kan ændre på nogle af de uretfærdigheder, der er.”
