Mens de fleste jurister kaster sig over tilværelsen som fuldmægtig umiddelbart efter endt studietid, så gik der flere år før Stine Andersen nåede dertil. Først var hun et smut forbi Bruxelles, så skrev hun en ph.d. i EU-ret i Firenze, så skulle hun også lige forbi FN i New York og Cambridge University som gæsteforsker.
“Jeg var en rimelig ’gammel’ fuldmægtig”, siger Stine Andersen med et skævt smil.
Med et speciale, der til at starte med kredsede om europæiske forhold, var det essentielt for hende at rejse ud og opleve verden.
“Personligt har det givet rigtig meget. Også på det faglige plan. Og så har det især været med til at give en forståelse af, hvor vigtigt det er for Danmark som et lille land at være med ved bordet i EU og i internationale organisationer. Globalisering giver mange muligheder, men også udfordringer, der ikke kan håndteres nationalt, og som derfor løses i fx EU, OECD eller WTO-regi. Når reguleringen er så massiv og har så stor betydning for næsten alle danske retsområder, skal Danmark selvfølgelig helst også gerne være med til at påvirke udviklingen. Altså, hvilken vej går vi? Det samme gælder retsudviklingen ved EU-Domstolen, hvor Danmark også har mulighed for at komme med argumenter - også i sager, der ikke vedrører Danmark - og på den måde være med til at påvirke, hvordan EU-reglerne skal fortolkes.”
EU-retten blev et vendepunkt
For Stine Andersen var det interessen for samfundet og de mange muligheder, som en juridisk uddannelse giver, der drev hende ind på jurastudiet. Og her var det særligt EU-retten, der var en øjenåbner i forhold til juraens betydning for både det nationale og internationale samfund.
Jeg syntes, at EU-retten var sindssygt spændende. De første par år læste jeg op på pensum for at kunne gå til eksamen. Men den introduktion, jeg fik til EU-retten på Københavns Universitet, viste, hvorfor vi overhovedet har EU, hvad grundtanken med fri bevægelighed er, hvorfor man prøver at skabe en helt ny forfatning og på den måde integrere en række lande. Det var virkelig, som lærebogen også hed, EU-ret i kontekst.
Her gik det op for Stine Andersen, at juraen reelt var en af grundpillerne i den fredstid, som EU også har sikret siden 2. Verdenskrig.
Det var meget klart for mig der, at juraen er et instrument til at opnå noget, der var meget højere end selve juraen. Altså reelt i sidste ende at skabe fred i Europa. Men at man gjorde det igennem økonomisk integration og fri bevægelighed over de nationale grænser, det synes jeg var sindssygt spændende
Skat og EU er ufravigelige størrelser
Danskerne var i maj ved stemmeurnerne for at sammensætte et nyt Europaparlament. Og her var det ikke blot klima eller forholdet mellem national og transnational regulering, som var i centrum. Skat var også et varmt samtaleemne, sandsynligvis i relation til de mange sager om hvidvask og skatteunddragelse.
En af de store diskussioner under EU-valgkampen cirkulerede om unionens kompetence til at regulere skattelovgivningen i de enkelte lande. Med 28 landes forskellige skattetryk ville det i nogles optik være et brud på staternes økonomiske suverænitet, hvis man centraliserede og definerede en fælles skattesats på tværs af EU. På den anden side lød argumenterne, at netop et fælles skattetryk og skattesystem ville neutralisere mulighederne for at bedrive aggressiv skatteplanlægning og flytte overskud til lande, hvor selskabsskatten var lavere. Og netop i dette spænd har EU, ifølge Stine Andersen, indtaget en nuanceret og progressiv tilgang, der har fokuseret på det, som man reelt kunne skabe enighed omkring.
”Der ligger nogle nationalpolitiske valg i, hvordan man har indrettet sit skattesystem. Det er jo et af de områder, hvor der stadigvæk er vetoret, så enhver medlemsstat kan blokkere Kommissionens forslag til EU-lovgivning. Og der tror jeg simpelthen ikke, man er klar til at afgive kompetence til EU-niveau.
Jeg synes, det kommissionen har gjort i den situation, faktisk er meget intelligent, for de siger: ’Ok, den materielle skatteret kan landene ikke blive enige om at harmonisere – men så skruer vi på en række omkringliggende instrumenter, hvor EU rent faktisk har beføjelser, som f.eks. ved at sikre håndhævelse af reglerne til bekæmpelse af hvidvask, ved at bruge statsstøttereglerne på skatteområdet, indlede traktatsager mod medlemslandenes diskriminerende skatteregler osv.’. Kommissionen kunne også overbevise medlemsstaterne om, at EU i hvert fald måtte sørge for, at der kommer den rigtige informationsudveksling mellem landene, og på det område er der gjort et kæmpe stykke arbejde på direktivniveau, som skal sørge for, at det i hvert fald sikres, at der ikke er nogen, der kan misbruge de forskellige nationale systemer til at gå under radaren.”
Hun ser dog kompleksiteten i de europæiske skatteregler i relation til de nationale som en af de store udfordringer for de mennesker, der både rådgiver og arbejder med skat. EU’s indflydelse på skatteområdet sker ifølge Stine Andersen i stort omfang gennem domstolspraksis, og derfor kan det svært at holde styr på, hvad der er praksis på stående fod.
"De største skatteretlige udfordringer er at kunne forstå kompleksiteten. Den drypvise påvirkning af dansk skatteret fra administrative EU-regler, EU-skatteregler og EU-retspraksis og også transfer pricing-principperne, som er OECD-baserede, stiller nogle meget store krav til rådgivningen i forhold til, hvad der er gældende ret.
Altså, man er nødt til at have et netværk af rådgivere i andre lande, sådan at du forstår, hvad det er for nogle problemstillinger, der kommer op nu i næste bølge, for du kan ikke slå det op nogen steder. Og meget af det sker også hurtigt. Når fx principielle EU-domme bliver afsagt, så skal de tygges igennem, og man skal forstå, hvad implikationerne er mere generelt. Vi ser jo også, at kommentatorer og blogs får større betydning på området, fordi der ikke her er den samme langsommelige proces, som for nogle af de internationale skattetidsskrifter, hvor det måske tager ni måneder, inden der sker peer-review, og artiklen er blevet sat op og godkendt. På det tidspunkt er der allerede blevet skrevet tre fundamentale blogindlæg med de væsentligste fortolkningsbidrag.”
Flere nuværende regler udfordrer virksomhedernes retssikkerhed
Hvad tænder egentlig indignationen hos en skatteretsadvokat, der arbejder med proces og retssager? Stine Andersen er især optaget af spørgsmålet om virksomhedernes retssikkerhed i relation til verserende retssager.
Hun henviser til det faktum, at virksomheder, der vinder en sag ved landsskatteretten, risikerer at skulle betale astronomiske summer i godtgørelse, hvis deres sag indbringes for domstolene, og virksomheden i sidste ende taber. Problemet er, at man ikke i dag kan lave en frivillig deponering af den omtvistede skattebetaling og på den måde sikre sig mod en renteeksponering, hvis sagen i sidste instans tabes. Og det udfordrer retssikkerheden, da det ifølge Stine Andersen reelt kan betyde, at man som virksomhed kan blive tvunget til at opgive en retssag.
”I den situation, hvor Skatteministeriet tager din vundne sag til domstolene, og det drejer sig om en kompleks eller principiel sag, og måske en sag, der også skal forelægges EU-Domstolen, kan det tage flere år, inden sagen er endeligt afgjort ved dom. Her kan renteeksponeringen sætte virksomheden i den situation, at den simpelthen ikke har råd til at følge sin sag til dørs, selv om medholdschancen vurderes at være stor, fordi det potentielle rentekrav overstiger virksomhedens betalingsevne. ”
Og det kan i sidste ende betyde, at man som skatteyder kan være nødt til at tabe sin sag.
Hellere betale 20 millioner nu end at risikere at betale 150 – for det kan være, man ikke har råd til det om x antal år.
”Hellere betale 20 millioner nu end at risikere at betale 150 – for det kan være, man ikke har råd til det om x antal år. Advokatrådets skatteudvalg har netop arbejdet på dette, og der var faktisk også en tilkendegivelse i den tidligere skatteministers seneste retssikkerhedspakke af, at retstilstanden er urimelig og bør ændres. Det håber jeg sker meget snart.”
Som et andet eksempel nævner Stine Andersen situationen, hvor det er virksomheden, der har påklaget til Landsskatteretten eller indbragt en afgørelse for domstolene. I den situation kan virksomheden som hovedregel få henstand med skattebetalingen, indtil sagen er afgjort.
Hvis virksomheden i sidste ende får overvejende medhold, bliver virksomheden alligevel opkrævet renter – også af den del af skattekravet, der ikke var grundlag for. Man bliver altså opkrævet renter af skat, som man aldrig har haft pligt til at betale. Det er i hvert fald resultatet af reglerne om én skattekonto, sådan som de bliver fortolket og håndhævet af Skattestyrelsen i dag. Sådan et system er jo oplagt retssikkerhedsmæssigt skævt.
