Af Rasmus Hylleberg / Foto: PR

Midt i coronakrisen fik Thomas fart under vingerne


Både advokatfirmaer og revisionshuse afskedigede medarbejdere i umiddelbar forlængelse af nedlukningen af landet tilbage i marts. Men for andre har 2020 været et væksteventyr. Taxo har mødt en af de skatterådgivere, der for alvor fik fart under vingerne i året, der gik. Årsagen skal findes i noget så indlysende som et fokus på hjemmesideoptimering.


Thomas Damsgaard

34 år, Cand.merc.jur

2017: Skattejurist og indehaver Kevlaw ApS

Tidl. ansat hos Skattejuristerne


Alle har været påvirket af året 2020. Medierne har kappedes om at fortælle mangen en historie fra erhvervslivet om virksomheder, der kæmper en udmattende overlevelseskamp.
Men det er langtfra alle brancher, der er ramt på omsætningen. Som det kan læses flere steder i denne udgave af Taxo, så er skatterådgivning et af de områder, der har oplevet fremgang. Det gælder i hvert fald for de kilder, som vi i dette nummer har interviewet.
En af dem er skattejurist Thomas Damsgaard, der er indehaver af Kevlaw APS. Taxo møder ham på en videoforbindelse fra Tenerife, hvor han driver sin virksomhed. Og det er derfor også her, vi starter vores interview – for hvordan driver man overhovedet dansk skatterådgivning og fører danske skattesager, når man sidder på en spansk ferieø?

“Før jeg tog herned, har jeg drevet virksomheden fra Dublin og det har jeg gjort siden starten af 2019. Min forretningsmodel har måske derfor været ’coronasikret’ fra starten, da jeg har rådgivet på afstand længe. Det som har ændret sig, og det som coronasituationen har betydet for virksomhedens set-up er, at potentielle klienter nu faktisk lige pludselig forventer, at rådgivningen skal ske på afstand,” siger Thomas Damsgaard og uddyber:

”Det er klart, at før coronaen, der var jeg mere i Danmark i forbindelse med møder for Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten. Pandemien betyder jo også, at de her instanser har været mere fleksible i forhold til onlinemøder osv. Men jeg kommer til at være mere i Danmark fremadrettet, når coronaen forhåbentlig lægger sig lidt igen.”

Helt konkret oplever Thomas desuden, at de lange sagsbehandlingstider i det danske skattesystem har været en fordel i denne tid.

”Mange af de sager, jeg har, er der jo ikke engang truffet afgørelser i endnu på grund af de lange sagsbehandlingstider, så det har faktisk ikke været et problem endnu.”

 

Flere kunder og øget omsætning

Thomas Damsgaard har drevet Kevlaw siden 2017. Og særligt 2020 har indtil nu været hans bedste år for forretningen. Det kommer vi tilbage til.
Men mens mange andre har set nye forretningsmuligheder i de nye behov, som coronakrisen, nedlukning af erhverv osv. har ført med sig, så har Thomas Damsgaard oplevet et løft på anden vis.

”Jeg har ikke målrettet min markedsføring i relation til corona, så jeg har ikke oplevet det store skifte i mit eget fokus. Det var meget tydeligt, at de store revisorer meget hurtigt tog en stor luns af det her marked, og jeg vurderede derfor ikke, at det var muligt bare sådan lige at få en fod indenfor i forhold til nye rådgivningsområder,” siger han.
Thomas Damsgaard oplever derimod, at han har fået flere sager end normalt på allerede velkendte områder.

”Jeg har fået flere sager end for et år siden, men det er ikke på grund af coronaen. Jeg har haft et stort fokus på min markedsføring, og det har givet mig mere arbejde.

Og så er der blevet allokeret flere ressourcer til Skats kontrol af borgerne, hvilket generelt har resulteret i flere skattesager. Det er især kommet til udtryk gennem en tilsyneladende stigning i flere sager, som omhandler relativt små beløb.

Generelt oplever jeg, at Skat får fulgt mere op på oplysninger, de modtager på borgerne,” siger han og uddyber:

”Selskabets omsætning er alene steget med 65 % det seneste år, så det er jeg rimelig godt tilfreds med. Jeg kan se, der fortsat er stigning i besøg på hjemmesiden, så min forventning er da, at væksten også fortsætter dette år. Håbet er forhåbentlig at få en ansat mere tilknyttet.”

 

Øget trafik med 580 %

Lad os lige stoppe op ved det her med hjemmesiden. Da undertegnede journalist googlede ordet ’skatterådgiver’, var det tredje og femte hit Kevlaw. Thomas Damsgaards lille anpartsselskab kom altså før de store revisions- og konsulenthuse og advokatfirmaer.
Her finder formentlig kimen til Thomas Damsgaards vækst. Selvfølgelig skal kvaliteten af den udførte rådgivning være i top. Men hvis man vil vækste sin virksomhed, så kan et strategisk fokus på SEO (search engine optimization) sende din vækst mod nye højder.

”Hjemmesiden fungerer jo som min primære indtægtskilde. Det betyder, at den skal afspejle den kvalitet, jeg leverer for kunderne. Det har så sindssygt stor betydning for, hvordan kommende klienter opfatter dig – det er små tweeks, helt ned til hvor du placerer billeder, kontaktinfo osv. i forhold til, om kunderne tager fat i dig. Så investering i hjemmeside har betydet alt for mig,” siger han.

I stedet for at fokusere på at optimere sin forretning på nye rådgivningsområder så har Thomas Damsgaard altså i stedet brugt ressourcer på at optimere sin onlinetilstedeværelse.

'”Helt konkret har jeg oplevet en stigning på 580 % i forhold til besøg på hjemmesiden. Jeg har haft nogle gode venner, som har egen forretning med fokus på SEO. Stigningen i antal besøg på sitet har jo betydet, at prisen for hver klient er faldet markant.”

Mens 2020 har budt på stor vækst, så ærgrer det Thomas Damgaard, at han ikke har været mere opsøgende i forhold til de nye forretningsmuligheder, som coronakrisen førte med sig, herunder f.eks. hjælp til rekonstruktioner i relation til corona.

”Jeg har nok ikke udnyttet forretningsmulighederne ved corona godt nok, for krisen har jo også åbnet nye markeder. De specialiserede ydelser blev jo hurtigt fanget af de store huse, og der tror jeg, at jeg havde været mere opsøgende, hvis jeg ikke i forvejen havde oplevet den her vækst,” fortæller han.

Del artiklen