Lars Aagaard kører elbil. Det er en lidt ældre model, så den kan køre 300 kilometer, før den skal lades op: ”Nu når jeg er fyldt 50, skal jeg alligevel stoppe ind for at gå på toilettet eller drikke en kop kaffe,” siger Lars Aagaard, mens han griner.
Det er ikke, fordi Lars Aagaard kører elbil, han er interessant. Men han er særligt interessant, fordi han er direktør hos Dansk Energi – og måske er det også derfor, han kører elbil – for lige nu er tegnebrættet grønt.
Lars Aagaard inviterer os med ind bag facaden i Dansk Energi. For som han selv siger, er han Dansk Energi og omvendt: ”Mange mener nok, jeg er ansigtet på Dansk Energi. Jeg investerer jo en del af mig selv i jobbet,” siger han.
Og ansigtet på Dansk Energi siger ikke bare det, folk gerne vil høre: ”Jeg er ikke super behagesyg. Jeg står ikke op om morgenen og tænker, at i dag skal folk tænke noget pænt om mig.”
Da han fyldte 50, var det, som om der skete noget: ”Det var ikke sådan, jeg slog mig på brystet og sagde, hold kæft, hvor er jeg god. Men jeg følte ro i mine stærke og svage sider og tænkte, at jeg kan være mig selv bekendt,” siger Lars og fortsætter:
”Jeg tænker da meget over den sag, jeg arbejder for – grøn omstilling – og på at bidrage til den offentlige debat.
...Fortælle om udfordringen, så folk, der ikke arbejder med energi og klima, har en chance for at følge med. Jeg forsøger at tale et forståeligt sprog, der ikke gør emnet komplekst.”
Han har sagt ja til at snakke om, hvilken rejse dansk energi har været på i forhold til en grøn omstilling, hvordan vi skal nytænke skattesystemet, så det tilpasses den grønne omstilling, og ikke mindst hvilken rolle – han forventer – elbiler vil spille i fremtiden.
Det betyder noget, hvilken energi der strømmer ud af kontakterne: ”Det er et kæmpe ansvar at udvikle rammerne for energisektoren, så vi kan bevæge os væk fra fossile brændstoffer,” slår Lars fast. ”Og så skal de grønne løsninger være til at betale. Vi skal sørge for, de er blandt de mest effektive i verden, og som organisation skal vi dele vores viden, perspektiv, barrierer og muligheder for en fremtid med grøn energi,” siger Lars Aagaard.
Vi skal nytænke skattesystemet
Lars Aagaard forklarer, at den billigste måde at producere energi er med vindmøller og solceller, hvilket betyder, vi står med den billigste grønne energiressource: ”Tredive års energipolitik, der i høj grad har handlet om at forandre, er lykkedes. Det er jo fantastisk. Nordsøen kan rumme ubeskriveligt meget havvind, og solcellerne handler bare om, hvor mange kvadratmeter vi stiller til rådighed.”
Produktet er der. Nu handler det bare om at få forbrugerne til at vælge den grønne løsning, og det er udfordringen. Lars Aagaard oplever, at vi står over for en skattepolitisk udfordring: ”Folk skal vælge mellem grøn og sort energi. Der er et par millioner mennesker, der skal træffe en beslutning. Hvordan transporterer de sig? Hvordan varmer de huset op? Det er en masse enkeltstående beslutninger,” siger Lars Aagaard.
Og det er her, de – ifølge Lars Aagaard – skal træffe det grønne valg. Og det skal en grøn skattepolitik bidrage til:
”Det er ikke så kompliceret. Man skal øge beskatningen af fossile brændsler. Men bliver det for voldsomt, rammer det socialt skævt, og nogle industrier, som fødevarer og cement, vil blive ramt for hårdt. Det er en del af kompleksiteten. Og så bliver vi nødt til at sørge for, at beskatningen giver incitament til at købe en grøn bil. Elbilen er endnu ikke billigst,” siger han.
Fra Lars Aagaards side af bordet er der nogle helt klare ønsker til en grøn skattereform. Det gælder helt konkret om beskatning af CO2, og at man gennem bilbeskatning skaber et incitament til at tilvælge grønne biler fremadrettet: ”Jeg mener, man skal få forureneren til at betale, men ultimativt få forureneren til at forsvinde,” siger Lars Aagaard og fortsætter: ”Men hvem skal så betale for velfærden, når forureneren ikke er der mere?” spørger han.
”Vi kan ikke bare beskatte grøn energi på samme måde som sort energi. Vi må finde en ny måde at finansiere velfærdsstaten på, når vi får færre penge gennem energibeskatning. Vi skal acceptere, at vi ikke kan blive ved med at beskatte biler på samme niveau. Enten skal vi beskatte noget andet. Eller også mindske det offentlige forbrug – det er en teoretisk mulighed, men næppe realistisk,” konkluderer Lars Aagaard.
”Du kan ikke beskatte de fossile biler så hårdt, at vi ad den vej dækker statens indkomsttab i omstilling fra fossile biler til elbiler. Det rammer den sociale balance. Men hvis man forestillede sig, man hævede bundskatten en lille smule … Det kan blive nødvendigt.”
Jeg nævner noget med ”din holdning”, og han stopper mig.
”Jeg er ked af, du siger holdning, for det er en analyse. Jeg har sagkundskaben i ryggen,” siger han og griner.
Alle skal kunne være med
Elbilen spiller en stor rolle i den grønne fremtid. Og helt personligt har Lars det sådan, at tanken om at vende tilbage til en forbrændingsmotor ikke eksisterer. For fem år siden havde han svært ved at forestille sig el til persontransport, men nu er han ikke længere i tvivl: ”Nu bliver der et skifte. Elbiler var noget for millionærer. Nu er der millioner, der kommer til at køre elbiler. Det vil stige ekspotentielt,” slår Lars fast.
”Mennesket har det forhold til deres bil, at de køber den, der kan tilfredsstille deres mest marginale kørselsbehov. Hvis man nu en dag skulle få brug for at kunne slæbe en trailer på halvandet ton eller ville købe en båd? Men det vil ændre sig,” spår Lars. ”Mange siger, en elbil ikke kan tilfredsstille alle behov, men hvorfor skal den det? Lad være med at overinvestere i de marginale behov, men dæk de 90 procent.”
Lars spår, at man fremadrettet har en elbil, og når man så har brug for en familiebil, man kan køre på ferie i eller tilsvarende behov, kan man leje eller lease.
Jeg spørger ham, om det er realistisk, at man kan udbygge elnettet i det omfang, som regeringen lægger op til, og her er vi inde at røre ved en meget vigtig ting, understreger han. Han er fortrøstningsfuld. Han mener nemlig, at hvis vi forbereder os de næste syv år, så vi er på forkant med udviklingen, kan vores elnet også klare den dag, hvor størstedelen af danskerne kører elbiler.
Når industriens muskel spændes
Lars forklarer, at da de startede den grønne omstilling, stammede ca. halvdelen af Danmarks CO2-udledning fra energisektoren: ”Nu er vi suverænt den sektor, der har reduceret allermest, og den der kommer allerlængst inden 2030. Vi er ekstremt tæt på at være i nul. Det forestillede man sig aldrig. Hvis vindmøller i 1990 skulle forsyne Danmark, ville energiregningen være ubærlig og ramme den sociale balance. Men vi har snart over 100 procent vindenergi, hvor resten eksporteres til nabolandene.”
”Vi har beskattet el alt for højt. Vi skal lette beskatningen. Kommer vi over 70 procent på den anden side af 2030, er der meget, der tyder på, at det grønne er det billigste. Men det kræver forberedelse. Der er beslutninger, der skal træffes, for at en reduktion på 70 procent inden 2030 er inden for rækkevidde. Det kommer til at ske. Men den store udfordring er transportsektoren.”
"Man skal ikke få folk til at skrotte deres næsten-nye bil i morgen. Og virksomhedsejeren, der lige har købt nye biler til hele virksomheden, skal ikke skrotte hele linjen. Men vi skal sørge for, at han vælger rigtigt om fem år, når der skal købes biler igen."
”Livet har lært mig, at der skal være et økonomisk incitament, og at industrien kan innovere og finde nye løsninger, og det er den stærkeste muskel. Industriens muskel ... Når vi spænder den. Når først den kreativitet og vildskab slippes løs, så rykker vi.”
Og Lars Aagaard tror på, det nok skal komme til at rykke. Det er en vigtig sag for ham. Som han startede med at sige, så er han Dansk energi og omvendt. Han har svært ved at skelne mellem arbejdsliv og privatliv: ”Når jeg lægger hovedet på puden, tænker jeg over arbejdet, og når min datter ringer midt på dagen og har brug for at snakke et kvarter, gør jeg det. Det er svært at tænde og slukke – både for arbejde og det private.”
