Befrielsens domme


Skrevet af Ditlev Tamm

Vi bliver næppe nogen sinde færdige med retsopgøret efter besættelsen. Domstolenes rolle, som dem, der skulle dømme efter en lov med tilbagevirkende kraft, vil til enhver tid være kontroversiel.

Under besættelsen havde domstolene med Højesteret i spidsen bakket op omkring den officielle danske politik, forhandlingspolitikken, og i konsekvens af den afsagt strenge domme over foredragsholdere, der havde kritiseret besættelsesmagten, fiskere, der havde transporteret en dansk politiker til Sverige, udgivere af illegale blade eller en officer, der havde søgt at hverve til engelsk krigstjeneste. Højesteret havde også godkendt en lov om internering af danske kommunister, så der var fra modstandsbevægelsens side lagt i kakkelovnen, da besættelsen var ovre.

Domstolene og ikke mindst Højesteret var kompromitteret, mente man, og i stedet burde særdomstole med dommere, der havde den rigtige indstilling, dømme under det opgør, der nu måtte følge, med dem, der havde været på den gale side. Modstandsbevægelsen havde både en straffelov og en processuel lov parat, og man var også rede til at finde de nødvendige dommere i egne rækker. Det blev dog ikke til noget, selv om det måske i virkeligheden ikke havde været så dårlig en idé endda at lade modstandsbevægelsen og ikke det bestående danske retsapparat gennemføre det opgør, som nu skulle til. Domstolene var jo kompromitteret, og nu risikerede de at blive det en gang til ved at vende på en tallerken og dømme efter nye love, som kriminaliserede adfærd, som ikke uden videre lod sig rubricere som sådan.

Som barn læste jeg i min fars Ugeskrift for Retsvæsen, længe førend jeg tænkte på selv at blive jurist, og jeg husker stadig min forundring over uforståelige sager mod soldater eller marinevægtere eller andre mere eksotiske kategorier af personer, som havde overtrådt en mærkelig lov, der betegnedes som et straffelovstillæg, og som ofte fik langvarige fængselsstraffe. Senere forstod jeg lidt af, hvad det drejede sig om, og endnu senere fik jeg det privilegium at skrive en bog om alle disse sager og meget andet, der har med retsopgøret at gøre. Arbejdet med emnet fik mig til at miste den sidste rest af tro på en højere retfærdighed og domstolenes ufejlbarlighed. Til gengæld lærte jeg meget om forholdet mellem magt og ret og menneskelig svaghed i alle dens afskygninger.

I Ugeskrift for Retsvæsen finder vi efter sagens natur kun en meget lille del af de næsten 14.000 domme over de såkaldte landssvigere afsagt efter både det nævnte straffelovstillæg, en særlig lov om økonomisk kollaboration (»værnemagerloven«) eller den særlige krigsforbryderlov. Som systemet var skruet sammen, kunne domme kun ankes med særlig tilladelse, men en sådan blev givet i tilstrækkelig mange tilfælde til, at Højesteret så nogenlunde kunne fastlægge en kurs.

På flere punkter blev Højesterets rolle fatal for retsopgørets gang. Særlig to domme fik uheldige følger, mens en tredje endnu den dag i dag virker inkonsekvent med hældning mod det idiotiske. Den ene af de uheldige domme er Højesterets dom af 28. november 1945 (UfR 1946, s. 31). Sagen vedrørte en dansk frivillig i det såkaldte Frikorps Danmark, Erik Kam, der havde meldt sig til krigstjeneste i korpset sommeren 1941. Som undskyldning henviste han til velkendte omstændigheder omkring den danske regerings tvetydige holdning til korpsets oprettelse og til personlig idealisme og ønske om at kæmpe for Finland mod »bolsjevikkerne«.

Det var standardundskyldninger, som dygtige advokater havde fremført på grundlag af udførlig dokumentation af omstændighederne omkring Frikorpsets oprettelse, men på sin vis var de jo gode nok. Ved byretten frikendtes Erik Kam da også, mens han ved landsretten idømtes lovens minimumsstraf af fire års fængsel. Højesteret nedsatte ved sin dom straffen til fængsel i to år.

Konsekvenserne af denne dom blev meget store. Minimumsstraffen var indsat for at si mindre væsentlige sager fra. Byretten og landsretten havde anlagt hver deres vurdering af, om minimumsstraffen var forskyldt. I stedet for at forholde sig til dette alternativ valgte Højesteret generelt at sænke straffen til to års fængsel med den virkning, at minimumsstraffen nu ikke længere kunne fungere som filter. Kun en af Højesterets dommere ville frifinde, fem ville idømme fængsel i fire år, mens et flertal på syv altså ville nedsætte straffen i strid med lovens intention. Det betød, at der herefter var fri bane for anklagemyndigheden til at indbringe en lang række sager for domstolen, hvor man ellers kunne have skønnet, at fire års fængsel ikke var forskyldt. Dermed kom marinevægterne og deres kolleger i forskellige korps også i Ugeskriftet.

Dommen fra november 1945 fik afgørende betydning for retsopgørets omfang. Hvis man ønskede det stort, kunne man være tilfreds med Højesterets dom. Hvis man hørte til dem, der mente, at netop disse frikorpssager lå i yderkanten af det område, hvor man kunne være bekendt at idømme straf, hvis domstolene på en blot nogenlunde konsekvent måde ville forholde sig til besættelsestidens realiteter, måtte man nok erklære sig enig med den enlige dommer Heise, der ville frifinde.

Den 5. december 1945 afsagde Højesteret den første dødsdom under retsopgøret (Ugeskrift for Retsvæsen 1946, s. 41). Sagen drejede sig om en journalist, Flemming-Helweg-Larsen, der havde meldt sig til Waffen SS og under et ophold i Danmark den 30. august 1943 havde sammen med to andre deltaget i drabet på en dansk redaktør. Om den pågældende handling, der var en hævnakt for en personlig fornærmelse, overhovedet opfyldte lovens krav om, at dødsstraf kun kunne anvendes, hvis en handling var begået i tysk interesse, var i sig selv tvivlsomt. Det var den første sag om dødsstraf, anklagemyndigheden insisterede, og Højesteret dømte. Justitsministeren ville ikke benåde, og dermed var der lagt et strengt niveau for anvendelse af dødsstraffe, der fik betydning for senere sager.

Det er tankevækkende, at der i Norge efter en langt mere repressiv besættelsesperiode ved endelig instans afsagdes alene 30 dødsdomme over norske landssvigere, mens tallet er mere end det dobbelte i Danmark. Det var høgene i Højesteret, der fik lagt en streng kurs fra begyndelsen, som var svær at fravige senere, hvis man ville være konsekvent, og det vil domstole helst være. Nordmændene begyndte med at dømme og skyde Quisling, så var man da begyndt fra toppen.

Efter de to domme fra slutningen af 1945 havde Højesteret åbnet for et omfattende opgør og anlagt en streng praksis, når det gjaldt dødsstraf. Hovedskylden lå dog hos anklagemyndigheden, der havde valgt netop to tvivlsomme sager som prøvesager i stedet for at finde nogle virkelig alvorlige tilfælde inden for de to kategorier, krigstjeneste og drab i tysk interesse. Men, kunne man sige, netop derfor kunne Højesteret jo have valgt frifindelse og livsvarigt fængsel uden at kompromittere opgørets intentioner.

Sagen mod de hovedansvarlige for den tyske politik og terror i Danmark under besættelsen (Ugeskrift for Retsvæsen 1950, s. 453) er et lærestykke i domstolsforvirring. Det handlede om personer, der havde fremkaldt og organiseret aktionen mod danske jøder og det danske politi, personer, der i krigens sidste måneder havde undladt at benåde danske patrioter, personer, som havde været med til at udpege uskyldige danske terrorofre, og som i øvrigt bar ansvaret for organiseringen og rekruttering af hundredevis af danske hjælpere som terrorister i »kampen« mod modstandsbevægelsen.

I et vist omfang havde de handlet inden for folkerettens rammer, men samtidig også groft overtrådt krigens love. At anvende dødsstraf, når den nu var der, over for den rigsbefuldmægtigede Best, SS-chefen Pancke eller politichefen Bovensiepen forekommer ikke helt unaturligt ved eftertanke over nazismens forbrydelser og disse personers helt frivillige medvirken til besættelsestidens værste overgreb.

Men sådan gik det ikke. Byretten idømte dødsstraf, og i et konsekvent opgør med dem, der virkelig bar et ansvar, havde det været den »rigtige« endelige straf. Efter et parodisk forløb nedsatte Østre Landsret byrettens dom til fem års fængsel. Højesteret endte med et komisk kompromis. 12 år til krigsforbryderen Best, 20 år til Pancke og livstid til Bovensiepen. To dommere ville dog idømme dødsstraf.

En af de største og vigtigste danske retssager, hvor store spørgsmål om ansvar, folkeret og krigsforbrydelser var i spil fik ved danske domstole et amatøragtigt og parodisk forløb. Dommen kan ikke anbefales til læsning af juridiske studerende i dag, der tager international strafferet, menneskerettigheder eller krigsforbrydelser alvorligt, men den er et godt eksempel på, at forbrydere og deres værker kan blive så store, at danske domstole ikke kan overskue dem.

To års fængsel blev to års fængsel og dødsstraf er nu engang dødsstraf. Men Det tredje Riges bødler, der var skyld i det alt sammen, kom hjem få år efter. Ikke underligt, at retsopgøret stadig fascinerer.

Og så lige to sager til sidst. Det økonomiske opgør blev svært. Det viste sig, at politikerne, der ellers holdt tæt med deres ansvar, trods alt ville tage ansvaret for, at der under besættelsen af danske virksomheder blev udført store entreprenørarbejder som lufthavne og befæstningsværker for tyskerne. Så undgik vi tyske arbejdere, som der nu ikke var mange ledige af under krigen, eller tvangsarbejde, og det sidste var en god undskyldning, som man hurtigt lærte at benytte med det resultat, at entreprenører slap fri, og jo mere, der var bygget, og jo mere, der var tjent, jo lettere. Her var det godt at være stor.

Til gengæld var det ikke så godt at være en mindre servicevirksomhed, der blev lidt større af at betjene værnemagten. Så derfor slap entreprenør Carlsen fra Randers, der havde tjent 2,4 millioner for at bygge for tyskerne, for straf (UfR 1949, s. 817), mens ejeren af et mindre vaskeri i Esbjerg, der havde holdt lidt for mange tyske soldater med rent tøj, måtte en tur i fængsel for værnemageri (UfR 1951, s. 994).

Domstolene ville selv være med til retsopgøret. De kunne have valgt at overlade det til andre, men det opfattedes som skamfuldt, selv om det i mange andre lande blev løsningen. Så må de også finde sig i, at vi i dag kan sætte spørgsmålstegn ved, om det nu var den højeste retfærdighed, man fandt frem til, lige i den forbindelse. Heldigvis har vi Ugeskriftet, hvor læseren selv kan efterse, om det nu også er som her beskrevet. Det er nemt at være bagklog, men undertiden er vi faktisk lidt klogere bagefter. Og også derfor er retsopgøret og dets domme så spændende.

Ditlev Tamm (foto af Lars Bahl)

Ditlev Tamm (foto af Lars Bahl)

Ditlev Tamm (f. 1946) er forfatter og professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Hans primære forskningsområder er retshistorie, dansk historie, romerret, ret og litteratur, kirkeret og kirkehistorie. Han er forfatter af bl.a. Juraens 100 bedste historier, Retshistorie, og Global retskultur. Ved siden af sin forsknings- og forfattervirksomhed er han flittig samfundsdebatør.

Ugeskrift for Retsvæsen

Ugeskrift for Retsvæsen udgives af Karnov Group, som er blandt de førende udgivere af information til jurister, revisorer og ledere i den private og offentlige sektor.