Magtens fristelser


Skrevet af Jens Peter Christensen

Efter i distraktion at have ladet sig barbere to gange, en gang før og en gang efter frokosten på Glyptotekskafeen, indfandt den næsten 150 kg tunge herre sig på domhuset på Nytorv, henvendte sig til den vagthavende overbetjent og sagde:
“Jeg er kommet herop for at anmelde et bedrageri. Ja, det er mig selv”. – For en sikkerheds skyld havde han medbragt corpus delicti i form af en af de falske bankdirektionserklæringer, han havde udarbejdet for at dække over bedragerierne. Han ville ikke risikere ikke at blive troet.

 

UfR 1910, 948 R

 

Overbetjenten – nr. 10 Jacobsen – optog derefter følgende rapport:
“Tirsdag den 8. September 1908. Fhv. Justitsminister Alberti indfandt sig Dags Formiddag kl. 11 3/4 paa Politikammeret og meldte sig som skyldig i Falsk og Bedrageri med Hensyn til meget store Beløb, men hvis Størrelse i Øjeblikket ikke kan opgøres…”.

Kriminalretsassessor August Schou fik overdraget sagen mod Alberti, og forfatteren Otto Rung, der var fuldmægtig i kriminalretten, kom til at føre protokollen. I sin bog “Fra min Klunketid” beskrev Otto Rung bl.a. det første forhør og ransagningen af Albertis kontor.

Om Albertis entre til forhøret skriver Rung:
“Jeg så ham træde frem den allerførste forhørsdag, da den grønne filtdør åbnedes af vor flinke, lidt undersætsige betjent, Jansen. Og dér stod han, rejst og almægtig […]. Han blev stående foran skranken, uberørt og urokkelig […] massiv og statelig, som tog han mod en supplikant. Han fik anvist plads på en alt for lille rørstol, hvorfra hans korpus vældede opad og ud til alle sider, bredt og umådeligt i sit omfang, og med urokkelig ligevægt mønstrede han den, som var hans dommer, og som han nedladende overlod første replik og udspillet i den duel, der forestod”.

Også ransagningen af Albertis kontor i Ny Vestergade 17 gav anledning til en malende skildring:
“Her i det nussede kontor bag Sparekassens mere luftige lokaler fornam man sig som i en skummel vinkelskriver-stue i en afsides lille købstad. På hestehårs-chaiselonguen lå dynger af falmetgule akter og mellem dem en sammenrullet manchetskjorte, sidst afkastet efter en skydebane-middag. I krogen bag den svære kakkelovn var henslængt en hob udtrådte bondesålede fjerstøvler – fjorten par talte jeg op! Og henover sofapuden lå en nypresset spidskjole med en ordensstjerne endnu påsyet efter et taffel.

Og det umådeligt mægtige arbejdsbord, der fyldte den halve stue, var fundamentet for et papir-bjerg, et Mont Blanc af akter, private breve, embedsskrivelser og koncepter, smidt hen i bunke, eftersom de var løbet gennem hånden. Det var en uhyre køkkenmødding af gult og hvidt papir, hvis ophav gik tilbage til allerførst i årene halvfems […]. Således ser i reglen det gehejme arkiv vel også ud på mangen statsmands skrivebord og i alle historiens tidsaldre! Men her var arkivet og papirkurven gået op i ét! Al orden var givet op, al udsondring forsømt af en, der næppe mere kunne skelne mellem ret og uret eller mellem ven og fjende”.

Til bunds i sagen kom man dog. Bedragerierne løb op i over 15 mio. kr. Et astronomisk beløb efter datidens forhold. Som formand for landets næststørste pengeinstitut, Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, havde Alberti i dølgsmål solgt ud af sparekassens realkreditobligationer under foregivelse af, at de lå deponeret i Privatbanken. Obligationssalget finansierede Albertis fejlslagne spekulationer i sydafrikanske guldmineaktier samt det underskud, der på grund af hans ulovlige transaktioner var opstået i landets største smøreksportvirksomhed, Danske Landmænds Eksportforening, hvor Alberti ligeledes var formand.

Da alle obligationer var realiseret, og da et telegrafisk afslag på en låneansøgning om morgenen den 8. september indløb fra Albertis bankforbindelse i London, var slaget uigenkaldeligt tabt. Forinden Alberti meldte sig på domhuset, havde han angiveligt siddet på sit kontor i Ny Vestergade og funderet over, om han hellere skulle gøre kort proces. Men han endte med at lægge de to revolvere, en model med drejetromle og pinfirepatroner fra 1890 og en helt moderne Browning, begge skarpladte, tilbage i det gulmalede pengeskab. Her dukkede de ved ransagningen op tillige med en cigarkasse med kobberskillinger og det lille legetøjstrykkeri, Alberti havde anvendt til at fremstille sagens falske dokumenter. Legetøjstrykkeriet var af mærket “Perfekt”.

Selv forklarede Alberti under forhørene, at grunden til hans selvanmeldelse var, at han ikke længere kunne “holde sine Tanker samlet til Klarhed af Situationen”.

Den 17. december 1910 faldt dommen. Synderegistret var omfattende. 56 sider fylder dommen i Ugeskriftet (UfR 1911, 382). Straffen stod mål med dommens længde. Otte års tugthus. De første år tilbragte Alberti i Horsens. De resterende i Vridsløselille. Vægten faldt til under det halve. 71 kg.

 

Det politiske parnas i frit fald

Én ulykke kommer sjældent alene. Og sådan også her. Alberti trak datidens politiske parnas med sig i faldet: Konseilspræsidenten og med ham hele regeringen. Den 12. oktober 1908 trådte I.C. Christensen tilbage. Alberti-sagen gav ham et ulivssår, han aldrig forvandt. Som Søren Mørch bemærker, havde I.C. været, hvad man i sagaerne ville kalde “en lykkemand”. Nu var lykken sluppet op, og han blev aldrig igen regeringens leder.

Alberti kom aldrig for Rigsretten for sine embedsforbrydelser som justitsminister. De otte års tugthus, han blev idømt for sine handlinger som privatperson, slog til. Efter sigende kunne man fra politisk side ikke udholde tanken om i Rigsretten atter at skulle konfronteres med den mand, der havde holdt flertallet hen med snak, trusler og svindel i årevis.

Hertil kom, at de embedsforbrydelser, der var kommet for en dag under forhørene over Alberti i Kriminal- og Politiretten, var af en sådan karakter, at de ikke synede særligt sammenlignet med de forbrydelser, Alberti havde begået som privatperson. Det folketingsudvalg, der var blevet nedsat for at vurdere Albertis embedsforbrydelser, konkluderede således også ganske lakonisk i sin betænkning af 2. april 1910, at man havde gennemgået de tilstillede forhørsakter, og at intet af udvalgets medlemmer derefter havde fundet anledning til at fremsætte forslag til yderligere indstilling til Tinget.

Flertallet havde imidlertid ikke noget imod at underkaste I.C. Christensen og hans indenrigsminister Sigurd Berg, sønnen af den gamle Venstre-høvding Christen Berg, en nærmere granskning.

Havde I.C. Christensen som konseilspræsident medvirket til, eller i hvert fald ikke søgt at forhindre, at Alberti misbrugte sin embedsstilling? Havde han uden hjemmel ydet Albertis sparekasse et millionlån? Havde han afholdt indenrigsminister Sigurd Berg fra at gøre sin embedspligt som tilsynsførende med Den

Sjællandske Bondestands Sparekasse, hvor Alberti var formand? Og havde han, på trods af de meget graverende beskyldninger, der både på Rigsdagen og i pressen var fremsat mod Alberti, forsømt at undersøge Albertis forhold? Og hvad med Sigurd Berg? Havde han forsømt sin embedspligt ved ikke at føre fornødent tilsyn med Albertis sparekasse?

Den 7. december 1909 vedtog et flertal i Folketinget, bestående af radikale, socialdemokrater og højremænd, at stille I.C. Christensen og Sigurd Berg for Rigsretten. Tiltalen var formuleret som et bekræftende svar på de netop nævnte fem spørgsmål. Tiltalebeslutningen var muliggjort af, at I.C. Christensens Venstrereformparti ved folketingsvalget den 25. maj 1909 gik voldsomt tilbage og tabte en tredjedel af mandaterne. Venstre-partierne mistede dermed flertallet i Folketinget. Efter et mistillidsvotum til regeringen Holstein-Ledreborg dannede den radikale C. Th. Zahle den 28. september 1909 en mindretalsregering, der ved sin tiltrædelse proklamerede, at den så det som en hovedopgave at “lede Udrensningen” efter Alberti. Godt to måneder senere var Rigsretstiltalen besluttet. Rigsrettens dom blev afsagt fredag den 17. juni 1910, kl. 21 i den midlertidige Rigsdagsbygning i Fredericiagade. Dommens præmisser og konklusion kan, tillige med det stykke af anklagen, hvori anklagepunkterne var anført, læses i Ugeskrift for Retsvæsen, 1910, side 948-951.

Sigurd Berg blev dømt. Straffen var en bøde på 1000 kr.; mere end en arbejders årsløn. Forvandlingsstraffen blev sat til simpelt fængsel i 60 dage. Samtidig blev Berg dømt til at udrede en femtedel af godtgørelsen på 10.000 kr. til anklageren, højesteretssagfører Gerhard Müller Rée. Rigsretten fandt i overensstemmelse med anklageskriftet, at Sigurd Berg som minister havde forsømt sin tilsynspligt med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse.

 

Magtspil og ansvarsforflygtigelse

Er man til dybere dykning, er de 800 tættrykte sider i “Rigsretstidende. 4de Sag” stedet. Det nytter sig. I den smukke, skindindbundne bog, bliver man vidne til et sandt festfyrværkeri af magtspil og ansvarsforflygtigelse ministre og embedsmænd imellem. Det er mere end 90 år siden, men det kunne altsammen have været i går.

Under vidneafhøringerne i Rigsretten kom det frem, at Bergs departementschef, Napoleon Michael Anthonius Krieger, allerede i sommeren 1906 havde advaret Berg om, at der manglede en debetpost på 3 mio. kr. i Den Sjællandske Bondestands Sparekasses regnskab for et lån, som sparekassen havde optaget i Nationalbanken.

Departementschef Krieger var blevet informeret om denne mangel af ingen ringere end Nationalbankens direktør Rasmus Strøm. Strøm havde opfordret Krieger til at få sparekasseinspektør Bindslev til at se på sagen. Krieger fulgte nationalbankdirektørens opfordring og gik til sparekasseinspektøren.

Men inspektør Bindslev ville ikke tage sagen op. Bindslev var – med god grund – bange for Alberti og vægrede sig over for departementschef Krieger. Bindslevs argument var, at så længe I.C. Christensen som regeringens leder tillod justitsministeren at være formand for Bondestandens Sparekasse, måtte han som sparekasseinspektør kunne gå ud fra, at alt var i den bedste orden i sparekassen.

Departementschef Krieger måtte således gå tilbage til nationalbankdirektør Strøm med uforrettet sag. Herefter var den eneste mulighed at give sparekasseinspektøren en udtrykkelig ordre om at tage sagen op. Men det ville kræve, at ministeren, Sigurd Berg, blev underrettet om sagen og tilsluttede sig. Den ide var nationalbankdirektør Strøm imidlertid ikke begejstret for. Han ønskede ikke meddelelsen fra Nationalbanken om det maskerede lån givet videre til indenrigsminister Berg.

Hvorfor? blev Strøm spurgt under afhøringerne i Rigsretten. Fordi, svarede Strøm, at man i Nationalbankens direktion frygtede, at en sådan oplysning fra Nationalbankens side ville blive opfattet “som en Anklage” mod justitsministeren. Man risikerede derfor, at justitsministeren ville blive banken “meget ugunstig optaget”.

Hertil kom, at Nationalbanken stod over for at skulle have fornyet sin oktroi, der blandt andet gav banken eneretten på seddeludstedelse. Det var noget, sagde Strøm, “man ikke godt kunde glemme eller lægge til Side, idet man stod overfor den Mand [Alberti], hvis Indflydelse derpaa var den allerstørste af alles”.

Krieger gik alligevel, som den pligtopfyldende embedsmand han var, til sin minister med nationalbankdirektørens oplysning. Men Berg slog sagen hen, efter at have nævnt den for I.C. Christensen. Også en række senere advarsler fra departementschefen om, hvordan det angiveligt stod til i Bondestandens Sparekasse, sad Berg overhørig.

Heller ikke den nye sparekasseinspektør, dr. polit. Holger Bisgaard, der tiltrådte i september 1907, havde nogen brændende lyst til at tage fat om sagen. I en skrivelse, der blev oplæst i Rigsretten, forsvarede Bisgaard sig med, at han stod over for to ministre, “som den underordnede Embedsmand, hvis Opgave det var at kontrollere dem. […] Her maa Embedsmanden altid komme til at trække det korteste Straa. Han maa blive Offeret, hvis noget Offer skal bringes for at opretholde Systemet. Og jeg vilde være falden som Offer, hvis jeg uden Ordre havde indfunden mig i Sparekassen, og hvis der ikke havde foreligget andet end den meget omtalte Saldopostering, det mente jeg dog at kende Alberti nok til”.

Hvis der skulle foretages en undersøgelse, måtte det efter sparekasseinspektør Bisgaards opfattelse blive ministeriets sag at give en ordre til ham om, at det skulle ske. På denne måde gik alle involverede kontrolinstanser i dækning bag hverandres ryg. Og den minister, der havde det som sin opgave at tage affære, indenrigsminister Berg, turde ikke give ordren.

Rigsrettens formand, Højesterets Justitiarius N.K.P. Lassen, gav under afhøringen af Berg udtryk for, at det stod for ham som “en fuldstændig Gaade”, hvorfor man ikke havde skredet ind tidligere. “Hvorfor? Det var dog saa nemt at lægge Kortene paa Bordet og afværge ethvert Angreb paa Sparekassen ved at sige:
Nu lade vi Sparekasseinspektøren undersøge det”.

Stillet over for Lassens enkle dommerlogik forsvarede Sigurd Berg sig med, at det ville være “et ganske ekstraordinært Skridt”, såfremt en minister uden nogen indstilling derom skulle lade foretage en undersøgelse af en sparekasse eller et stort pengeinstitut. Et sådant ekstraordinært skridt var ganske sikkert aldrig nogen sinde foretaget.

Bergs forsvar fremmede tilsyneladende ikke Justitiarius’ forståelse for ministerens manglende initiativ, idet Lassen straks replicerede: “Jeg spørger fremdeles – det er mig ganske uforklarligt – hvorfor? Hvorfor? Er det af Frygt for Alberti? Er det ikke det, der til syvende og sidst gjorde sig gældende?”.

Berg besvarede spørgsmålene med tavshed. Om det, der ikke kan tales, må der ties. Anklager Rée angreb det virvar af ansvarsforflygtigelse, der således havde tegnet sig, med den mest bidende ironi, da han i sin afsluttende procedure for Rigsretten udtalte:
“Hvor maa saa egentlig ikke Hjertet svulme i Brystet paa en dansk Mand, naar han ser den Embedsiver, det heroiske Mod og den Kyndighed, hvormed disse Embeder have været røgtede”.

Som forklaring på indenrigsminister Bergs vankelmod kan det formentlig tjene, at han endnu på det tidspunkt kun var en ung mand sidst i trediverne. Af mange grunde måtte han føle sig uden myndighed over for en mand som Alberti. På denne måde fik Alberti frit spil. Berg blev til gengæld dømt i Rigsretten for at have overtrådt straffelovens § 143 om grov eller gentagen forsømmelse og skødesløshed i tjenesten.

Sigurd Berg kom sig aldrig over dommen. Ved folketingsvalget i maj 1910 havde han mistet sit mandat i Folketinget, og først ved valget i 1918 blev han atter medlem af Tinget. Efter godt et år som indenrigsminister i regeringen Neergaard døde han i juli 1921, kun 53 år gammel. Hans helbred var undergravet. Som Svend Thorsen bemærker i “De Danske Ministerier”, fik Sigurd Berg allerede ved sin herkomst, som søn af den gamle Venstrefører Christen Berg, et stort forspring, men han “syntes ikke selv født til lykke”.

Også for departementschef Krieger, hvis vidneudsagn fældede Berg, fik rigsretssagen konsekvenser. Foranlediget af sagen søgte Krieger bort fra ministeriet og udnævntes i februar 1910 til kabinetssekretær hos Frederik VIII. Krieger forblev i stillingen efter tronskiftet i 1912 og kom under påskekrisen til at spille en vigtig rolle som mægler mellem Christian X og de politiske ledere.

I.C. Christensen blev frifundet. Men helt fri gik han alligevel ikke. I Rigsretsdommens præmisser gav Rigsretten nemlig anklager Rée medhold i, at der navnlig under forhandlingerne i Rigsdagen i foråret 1908 var fremkommet oplysninger, der bestemt pegede på, at Alberti i sin embedsførelse havde gjort sig skyldig i misbrug og vilkårligheder. Rigsretten fandt derfor, at en nærmere undersøgelse af disse forhold havde været påkrævet. I.C. Christensen havde derfor ikke handlet forsvarligt, da han – under påberåbelse af, at der ikke forelå beviser mod Alberti – havde nægtet sin bistand til at foretage en sådan undersøgelse.

Rigsretten fandt imidlertid, at der havde foreligget en række undskyldende omstændigheder for I.C. Christensen. Hans forhold kunne derfor ikke henføres under nogen af straffelovens bestemmelser. Det sidste var nødvendigt, hvis I.C. Christensen skulle dømmes, idet en særskilt ministeransvarlighedslov endnu lå et halvt århundrede ude i fremtiden.

Den tilsynspligt, I.C. Christensen blev bebrejdet at have brudt, stod ikke at læse i loven. Men det behøvede den heller ikke, fremhævede anklager Rée: “Den Pligt behøver intetsteds at staa skreven, den er skreven i Hjerterne. Selv for Hedninge staar Loven skreven i deres Hjerter. Pligten er nemlig selvfølgelig, en Følge af, at Konseilspræsidenten i en vis Relation er de andre Ministres Overordnede og som Følge deraf har en vis Tilsynspligt”.

Og sådan er det blevet: I den statsretlige litteratur og senest i Undersøgelsesrettens beretning om Tamil-sagen, er det lagt til grund, at tilsynspligten er der.
– Om måske ikke altid i hjerterne.

 

Angrebene mod Alberti

Angrebene havde regnet ned over Alberti i årene forud for hans selvanmeldelse. Alberti var som justitsminister kendt som en skrupelløs og hård administrator, en mand fra det praktiske liv, der ikke holdt sig tilbage for at pleje egne økonomiske og personlige interesser, når afgørelser skulle træffes.

I 1907 havde Alberti eksempelvis udpeget den agtværdige, men ikke særligt fremragende birkedommer Schou fra Fredensborg, til højesteretsdommer. Det opsigtsvækkende springavancement var udtryk for Albertis anerkendelse af, at birkedommeren havde ansat Albertis svigersøn som fuldmægtig ved birket. Noget for noget. Efter at have prøvevoteret i tre sager måtte dommer Schou dog trække sig tilbage i erkendelse af, at hans evner ikke var på højde med hvervet.

På lignende måde blandede Alberti offentlige og private interesser sammen, når han skulle fordele biografteaterbevillinger, give lotteribevillinger, tage stilling til sager om udsættelse af strafafsoning og give byggedispensationer. Hvad angår det sidste, spillede det en rolle, at Alberti ud over sine mange andre stillinger og hverv også var teglværksejer og murstensleverandør.

På mange års afstand må man spørge, hvordan det kunne komme så langt? Svindlerierne var startet endnu før Alberti i 1892 slog Hørup i Køge-kredsen og blev indvalgt i Folketinget. Hvordan kunne Alberti gennem så mange år holde sine kritikere fra livet? Og hvordan kunne Alberti gennem syv år som justitsminister opretholde sin troværdighed på en måde, så regeringen og flertallet i Rigsdagen spillede med på hans melodi og gav ham dækning?

Albertis eget svar var, at man i Danmark kan gøre alt, bare man gør det! Sandheden synes dog at være mere kompleks.

Angrebene mod Alberti kulminerede i det tidlige forår 1908, hvor Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Højre krævede en tilbundsgående undersøgelse af Albertis forhold. Fra socialdemokratisk side blev der fremsat forslag om nedsættelse af en parlamentarisk kommission til at klarlægge forholdene. Forslaget blev imidlertid afvist af Venstrepartierne, der havde regeringsmagten og flertallet i Folketinget. Der blev derfor ingen undersøgelse.

Da bølgerne gik højst under Folketingets debat den 16. marts 1908, udtalte konseilspræsident I.C. Christensen fra talerstolen, at den forhandling, der havde været ført, ikke havde givet ham “nogen som helst Grund til Misbilligelse overfor min Kollega eller hans Administration”. I.C. Christensen afviste derfor også kravet om at få nedsat en undersøgelseskommission, der kunne se nøjere på Albertis forhold. Kravene om en sådan undersøgelse viste jo bedre end noget andet, sagde I.C. Christensen, at han selv havde ret i, at der ikke var ført tilstrækkelige beviser. Havde der været det, havde det jo ikke været nødvendigt at kræve en undersøgelseskommission! Denne paradoksale argumentation kom I.C. Christensen dyrt at stå.

Under Landstingets forhandlinger om finanslovsforslaget en uge senere måtte I.C. Christensen indse, at slaget var tabt. Fra talerstolen gav de frikonservatives leder, landets største godsejer, lensgreve Mogens Frijs, udtryk for, at forslaget om en uvildig undersøgelse af Albertis forhold var en mulighed, der måtte overvejes. Derimod måtte Albertis forslag om, at man blot uden for Folketinget kunne gentage sine beskyldninger mod ham, hvorefter Alberti ville anlægge injuriesøgsmål, afvises. En sådan fremgangsmåde kunne efter grev Frijs’ mening ikke fjerne “den Uhygge”, der havde bredt sig i det offentlige liv.

Efter grev Frijs’ tale fik Alberti et af de svedanfald, der undertiden kom over ham. Men som Svend Thorsen bemærker:
“Denne gang var det voldsomt, han drev af sved og måtte længe tørre sig med lommetørklædet over isse og nakke”.

Albertis svedanfald – der blev foreviget i karrikaturtegning – var velbegrundet. Uden støtte fra de frikonservative med grev Frijs i spidsen kunne I.C. Christensens regering ikke få sine lovforslag igennem Landstinget.

 

Silkesnor og royal honnør

Selv om I.C. Christensen fra talerstolen havde frikendt Alberti, var Albertis medlemsskab af regeringen blevet en for stor politisk belastning. Alberti fik derfor også silkesnoren kort tid efter Rigsdagens debat. Men silkesnoren blev lang og uddelt med honnør: Efter aftale med Alberti trådte han – officíelt af helbredsgrunde – tilbage den 24. juli 1908. På “den store Dag”, som det blev kaldt i Venstre-kredse: Syvårsdagen for Systemskiftet. Og dermed også syvårsdagen for Albertis udnævnelse til justitsminister.

Den lange silkesnor betød, at Alberti som justitsminister nåede at stadfæste den længe ventede retsplejereform, hvilket han så mindeligt havde anmodet I.C. Christensen om at få mulighed for. Hæderen udeblev heller ikke her. Fra allerhøjeste sted blev der applauderet. I protokollen for mødet i Statsrådet den 19. juni 1908 hedder det således: “Idet Hans Majestæt bekræftede den nysnævnte allerhøjeste Resolution [Frederik VIII havde tre dage tidligere stadfæstet den nye retsplejelov, uden for Statsråd], udtalte Allerhøjstsamme til Justitsministeren Sin Anerkjendelse af, at det var lykkedes Justitsminister Alberti ved Ihærdighed og ved at tage praktiske Hensyn at gjennemføre denne store Sag, som de strenge Theoretikere hidtil forgjæves havde søgt at løse…”.

Den royale hæders varme fik dog kun lov at lune kortvarigt. På grund af det efterfølgende ubehag ved den ministerkontrasignatur, der således figurerede under den nye retsplejelov, kom loven aldrig til at træde i kraft. I stedet blev der fremsat et næsten uændret forslag i den følgende rigsdagssamling, så “det aabenbare Præg af Forbryderen” kunne slettes, som den radikale C. Krabbe så retfærdigt formulerede det.

“For sine store Fortjenesters Skyld” blev Alberti samtidig med sin afsked udnævnt til gehejmekonferensråd, så han kunne bevare sin titel af “Excellence”. Han blev kort efter udnævnt til regeringens repræsentant i Store Nordiske Telegrafselskabs bestyrelse. Alberti var afskediget med saldokvittering. Hans forhold måtte antages at være i bedste orden.

Ikke alle var dog overbevist. I Politiken hed det om Albertis udnævnelse til gehejmekonferensråd:
“Hvis nogen spørger, hvad en Gehejmeraad er, så er Svaret fremtidigt let nok. Ved De ikke det? En Gehejmeraad er jo en Mand, der gehejme aflægger et urigtigt Regnskab for en offentlig Sparekasse. Ja vist, naar man aflægger urigtige Regnskaber i Danmark, saa ender man – indtil videre – i første Rangklasse”.

 

Rigsretssagen og partipolitikken

Rigsretssagen i 1910 står i dag som et vidnesbyrd om, hvor vanskeligt det kan være at få kontrollen med statsmagtens øverste led til at fungere. Ikke mindst når der går partipolitik i en sag. For det var det, der skete i Albertis tilfælde. De voldsomme angreb på Alberti blev uundgåeligt et led i den politiske kamp. Angrebene blev af regeringen, med I.C. Christensen i spidsen, opfattet som et usagligt, politisk stormløb mod regeringen og dens politik. I.C. Christensen forsvarede derfor Alberti. Og dermed blev I.C. Christensens og regeringens liv uløseligt forbundet med Albertis.

Resultatet udeblev som nævnt heller ikke. Da Alberti havde meldt sig, og anklagerne mod ham viste sig at holde vand, var regeringens dage talte, og af såkaldt egen drift trådte den tilbage den 12. oktober 1908.

Også det efterfølgende spil om rejsning af rigsretssag mod I.C. Christensen og Sigurd Berg blev præget af partipolitisk kamp. Fra Venstre-partiernes side lød beskyldningen, at der var tale om politisk forfølgelse, og at sagen blev udnyttet “i tarvelige Partiformaals Tjeneste”. Fra socialdemokrater, radikale og Højrefolk, der ønskede en rigsretssag, forsikrede man, at der ikke var tale om “noget som helst politisk Spørgsmaal, men udelukkende om et Retsspørgsmaal”.

Under alle omstændigheder kunne det ikke nægtes, at man var delt efter politiske anskuelser. I betænkningen fra det Folketingsudvalg, der behandlede tiltalespørgsmålet, så man Højre, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre samlet på den ene side og Venstre-partierne på den anden. Ved den endelige afstemning i Folketinget den 7. december 1909 undlod Venstre-partierne dog, efter I.C. Christensens og Bergs anmodning, at stemme.

Partisplittelsen rakte i øvrigt helt ind i Rigsretten. Et eftersyn af Rigsrettens stemmegivningsbog (der trods titlen har karakter af en voteringsprotokol) viser, at der blandt de landstingsvalgte medlemmer af Rigsretten var en stærk tilbøjelighed til at stemme efter partibogen.

Af rettens i alt 20 medlemmer, ville et flertal bestående af seks højesteretsdommere og seks landstingsvalgte dømme Berg. Sidstnævnte gruppe udgjordes af de fem højremænd:
Gårdejer J.P. Nordby, lensgreve C.J.F. Ahlefeldt-Laurvig, det gamle Estrup-Højres statsretlige våbendrager professor Henning Matzen, generalauditør H.C. Steffensen og etatsråd H.V. Tolderlund. Hertil kom den frikonservative grev Frijs. De tre venstremænd, gårdejer Niels Johansen, gårdejer Niels Hansen og bladudgiver Jørgen Pedersen, voterede alle for frifindelse. Hertil sluttede sig, som den eneste undtagelse fra det partipolitiske mønster, det enlige socialdemokratiske medlem, bageribestyrer C.C. Andersen. C.C. Andersen havde, som en af Den Internationale Arbejderforenings stiftere, tilsyneladende en position, hævet over det politiske spil. Det anføres da også i Dansk Biografisk Leksikon, at “en usvigelig retsindighed var hans styrke”, og at han ofte blev betegnet som “manden i midten”.

Også hvad angik vurderingen af I.C. Christensens forhold var partisplittelsen blandt Rigsrettens landstingsvalgte medlemmer klar, om end ikke helt så markant som i Bergs tilfælde.

Fire landstingsvalgte medlemmer ville dømme I.C. Christensen, mens seks ville frifinde. De 10 højesteretsdommere var delt lige i spørgsmålet. De seks frifindende landstingsvalgte udgjordes, som i tilfældet Berg, af de tre venstremænd og socialdemokraten C.C. Andersen, men disse fire fik nu følgeskab af den frikonservative grev Frijs og højremanden gårdejer J.P. Nordby. Også J.P. Nordby synes at have været en afvigertype. Nordby var Landstingets eneste Højre-gårdmand, og han indtog ofte særstandpunkter. “Partigænger blev han ikke”, hedder det om ham i Dansk Biografisk Leksikon.

De fire øvrige højremænd stemte alle for domfældelse af I.C. Christensen.

Størst politisk åbenhjertighed ytrede lensgreve C.J.F. Ahlefeldt-Laurvig, der ikke lagde skjul på, at han stemte efter sin politiske overbevisning, da han vedrørende de anklagedes skyld fastslog:
“Hvis man ikke vil sige, at de er skyldige, maatte man statuere, at de var Imbecile. […] Det vilde være farligt at frifinde de Anklagede her i dette Tilfælde, som netop viser, at Parlamentarismen er en Ulykke for Danmark, idet der ved Valget af Ministre ikke bliver taget Hensyn til Ministrenes Dygtighed, men til Partiet”.

Havde Berg og I.C. Christensen levet op til deres embedspligter og indledt en undersøgelse af Albertis forhold, ville Rigsretssagen aldrig være blevet til noget. Men kontrolsystemet virkede ikke. Regeringen var en flertalsregering, og den kunne derfor uhindret afvise oppositionens krav i misforstået tillid til, at alt var, som det skulle være.

 

Magtudøvelse i svang

For en regering kan magtens fristelser være betydelige. For en flertalsregering kan de vise sig at være overvældende. Når frygten for at blive kigget i kortene mister sin realitet, risikerer magtudøvelsen at gå i svang. De seneste tildragelser i danmarkshistorien viser, at de samme farer kan lure på det lokalpolitiske plan.

Selv om den fjerde rigsretssag i dag lever sit stille og upåagtede liv hengemt på fire sider i midten af Ugeskrift for Retsvæsens 1910-årgang, bringer sagen fortsat centrale sider af samspillet mellem magt og ret frem i dagens lys. Albertiskandalen og den efterfølgende rigsretssag er et forbavsende klart bidrag til den aktuelle debat om forholdet mellem embedsmænd og den politiske ledelse samt om de folkevalgtes og offentlighedens til tider noget brøstfældige muligheder for at kontrollere dem, der bærer de gyldne kæder.

Artiklen har været bragt i bogen 'Mindeværdige retssager' (2002) af Peter Garde, Mogens Koktvedgaard og Oluf Engell.

Ugeskrift for Retsvæsen

Ugeskrift for Retsvæsen udgives af Karnov Group, som er blandt de førende udgivere af information til jurister, revisorer og ledere i den private og offentlige sektor.