Det – næsten – perfekte dobbeltmord


Skrevet af Preben Alsøe

Den 5. november 2001 stadfæstede Højesteret Vestre Landsrets nævningedom af 26. juni 2001, hvorefter T for bl.a. dobbeltdrab blev idømt fængsel på livstid. T var indisk statsborger og de myrdede en grønlandsk mor C og hendes 2-årige barn N. Drabene var begået i perioden 9.-12. oktober 1999 i eller ved et sommerhus på Fanø.

UfR 2002, 248 H

Når denne sag findes interessant for en nærmere beskrivelse, skyldes det, at sagens opklaring, som det vil fremgå nedenfor, i den indledende fase absolut ikke var nogen given omstændighed. Opklaringen var et resultat af et meget omfattende efterforskningsarbejde på nationalt, men så sandelig også på internationalt plan. Politiet fik meget afgørende bistand fra flyselskaber, telefonselskaber, udlejningsbureauer, forretninger, hvor de implicerede havde færdedes, og vidner fra lokalområdet. Afhøringer i ofrenes hjemby Nuuk på Grønland bidrog på afgørende punkter til at opbygge den fældende indiciekæde.

Det er næsten altid interessant for medierne i alvorlige sager, hvor direkte tekniske beviser mangler, at give offentligheden det indtryk, at der ikke er nogen beviser. Dette kan man næppe ændre meget ved, allerede fordi hverken politi eller anklagemyndighed har nogen fornuftig anledning til forud for domsforhandlingen at røbe indiciekæder for offentligheden. Man kan som deltager i domsforhandlingen kun håbe på, at nævninge ikke påvirkes på en uheldig måde, således at deres afgørelser er præget af en uheldig mediepåvirkning. Dette gælder naturligvis begge veje, idet medierne undertiden udtrykker sig ret kategorisk om skyldspørgsmålet på et i forhold til domsforhandlingen meget for tidligt tidspunkt. Alene den omstændighed, at en bestemt person er efterlyst eller anholdt i en konkret sag, kan medføre medieformuleringer, som angiver, at nu er sagen opklaret. Jeg kan i denne sammenhæng ikke undlade at anvende et par linier på at gøre opmærksom på det regelsæt, som regulerer bevisførelsen efter dansk ret. Det er anklagemyndigheden, som har bevisbyrden sådan at forstå, at enhver rimelig tvivl om beviset skal komme den tiltalte til gode. Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er fremført under domsforhandlingen.

Bedømmelsen af bevisernes vægt er ikke bundet ved lovregler. Dette er en ordret gengivelse af retsplejelovens § 896. Man plejer at formulere bestemmelsen som udtryk for princippet om bevisbedømmelsens frihed. Dette betyder igen i praksis, at sagens parter ved deres henvendelser til nævningene om skyldspørgsmålets afgørelse appellerer til nævningenes sunde fornuft. I et nævningeting stilles der efter gældende ret heller ikke noget krav om at afgørelsen skal begrundes. Disse omstændigheder fører til, at et bevis bestående af indicier skal være ganske overbevisende for, at man med god samvittighed kan dømme en tiltalt. Man må håbe, at det ikke er en forudskabt tro på, om en tiltalt er skyldig eller ej, som bestemmer resultatet, men netop den sunde fornufts afgørelse, som træffes på grundlag af de indicier, som fremkommer i retssalen.

Det er på den ene side påfaldende, at bevisreglerne i virkeligheden kan fortolkes med ganske almindelige danske ord. Det er på den anden side betryggende, at man netop på dette område ikke har fået skabt et fortænkt juridisk sprogmysterium, som en tiltalt måske ville have vanskeligt ved at forstå. Det er relativt sjældent, at et nævningeting i dommen anfører bevisdata, og jeg er derfor yderst tilfreds med, at nævningetinget i sagen mod T i dommen skrev følgende: “Ved fastsættelsen af straffen tages der hensyn til, at T både har dræbt C, med hvem T indgik ægteskab den 6. september 1999, efter at de havde kendt hinanden i ca. 1 uge – og C’s 2-årige datter N. T’s bevæggrund til at begå de 2 drab er ikke klarlagt under sagen. Der er videre lagt vægt på, at T begik de 2 drab i eller ved det sommerhus, som han havde lejet nogle dage i forvejen med henblik på at begå forbrydelsen. Der har herefter været enighed om at fastsætte straffen til fængsel på livstid.”

 

Sagen

Den 5.-6. februar 2000 opholder ejeren af det i sagen omhandlede sommerhus sig i dette. Huset havde ejeren købt bl.a. fordi det ligger ugenert – nærmest i en klitgryde, således at det er vanskeligt fra de omliggende huse at se, hvad der foregår. Han havde allerede i november 1999 gjort iagttagelser om, at der var gravet i sandet flere steder på sommerhusgrunden, og han havde da også undret sig lidt over dette men uden at det gav anledning til nærmere. Efter orkanen i december 1999 havde han været ude ved huset for at se, om der var sket skader, men alt blev fundet i orden. Ved den aktuelle iagttagelse gjorde han sig overvejelser om, at et dyr kunne have gravet. Ved en nærmere undersøgelse konstaterede han, at det måske var en barnefod, som nu ragede op i sandet, og han kontaktede politiet. Ved politiets undersøgelser blev den frygtelige mistanke bekræftet, og med retsmedicinsk og teknisk bistand blev barneliget gravet fri.

Der var ikke noget barn efterlyst, og det var på findetidspunktet umuligt at fastslå barnets identitet. Sommerhusgrunden blev nu nærmere undersøgt, og et helt andet sted på grunden, men godt camoufleret fandtes endnu et gravested i sandet og i ned til 1,2 meters dybde et voksenlig, en kvinde, hvis identitet heller ikke umiddelbart lod sig fastslå. Ved den påfølgende obduktion kunne dødsårsagen for barnets vedkommende ikke fastslås. At barnet havde sand i de ydre luftveje gav anledning til overvejelser, om barnet var blevet begravet levende, men en senere retsmedicinsk erklæring udelukkede i hvert fald juridisk denne mulighed, idet der ikke blev fundet sand i de dybereliggende luftveje.

Dødsårsagen for barnets vedkommende er aldrig blevet fastlagt. Hverken ydre eller indre undersøgelser af barnet gav noget resultat lige så lidt som efterprøvning af muligheden for forgiftning, indtagelse af alkohol osv. Anderledes så det ud for voksenligets vedkommende, idet dødsårsagen her kunne fastslås at være kraniebrud forvoldt ved stump vold. Liget havde også andre slagmærker, men ikke i sig selv af livstruende art. Teknisk afdelings undersøgelser af huset og husets omgivelser afdækkede ikke nogen spor, som kunne bidrage til en hurtig opklaring. At der var tale om et dobbeltdrab var utvivlsomt – en konklusion, som byggede på fundet af 2 lig og dødsårsagen for voksenligets vedkommende. Retsmedicinerne kunne som følge af mumificering af ligene ikke udtale sig ret præcist om dødstidspunkter, men en angivelse i måneder blev oplyst.

Der var tale om 2 grønlændere – barnet ca. 2 år, kvinden ca. 22 år og meget kraftig, og disse oplysninger var for identifikation af ligene et udgangspunkt. Hvem gerningsmanden kunne tænkes at være, havde ingen lige nu nogen anelse om, og det blev ikke lettere af, at sommerhuset sommer og efterår 1999 havde været udlejet på ugebasis. Ejeren af huset kunne imidlertid – støttet af oplysninger fra udlejningsbureauer – give nogle interessante oplysninger om en bestemt udlejningsuge, nemlig fra den 9. oktober 1999-16. oktober 1999. For denne uge var der ikke foretaget nogen afregning for elforbrug, og en opgørelse over elforbruget i denne uge viste, at der var brugt påfaldende mindre el, end en udlejningsuge som den aktuelle skulle forventes at medføre.

Endvidere havde det ved udlejningsugens udløb vist sig, at huset krævede en rengøring, idet huset var fyldt med sod, som illustrerede, at husets kamin nok havde været anvendt, men på en yderst uhensigtsmæssig måde, idet den havde været overophedet. Udover soden havde huset ved lejemålets afslutning den 16.10. været rent og pænt og efterladt det indtryk, at der ikke havde boet nogen. Grunden til, at der ikke var foretaget nogen afregning med lejeren var, at denne havde oplyst, at han boede i Venezuela, hvorfor udlejer havde fundet det for besværligt at kræve det skyldige beløb betalt. Lejekontrakten blev fundet frem, og efter denne havde en Juan Carlos Clasen den 6. oktober 1999 indgået lejemålet og betalt lejen.

De nærmere afhøringer omkring lejemålet afslørede, at lejeren var interesseret i at leje sommerhus på Fanø, men stillede det krav til huset, at det skulle ligge ugenert. Han interesserede sig overhovedet ikke for husets indretning. Et alternativt sommerhus, som Clasen havde udset sig, blev kasseret til fordel for det aktuelle. “Clasen” forklarede senere i retten, at det var fordi det aktuelle hus var billigere end det alternative hus. Dette var nu ikke tilfældet, men det aktuelle hus lå mere ugenert. Det viste sig hurtigt, at voksenliget var Carla Clasen, født 1976 og barneliget hendes datter Natuk Clasen, født 1996. Disse personer kom fra Nuuk, Grønland, og flere havde på Grønland rettet henvendelse til myndighederne og allerede fra november 1999 udtrykt bekymring for Carlas og Natuks skæbne. Det forholdt sig faktisk sådan, at 2 veninder til C den 6. september 1999 rettede henvendelse til politiet i Nuuk og udtrykte frygt for, at C blev misbrugt af en Juan Carlos Pinto, der samme dag havde giftet sig med C. Politiet havde imidlertid været skeptisk overfor venindernes henvendelse, som man havde vurderet til at være en kende for fantasifuld. Lad det være helt klart, at politiet på Grønland på dette tidspunkt intet grundlag havde for at indlede nogen efterforskning. Der var på dette tidspunkt ikke begået nogen forbrydelse af relevans.

C’s mor rettede i november 1999 henvendelse til politiet, fordi hun fandt det påfaldende, at hun ikke havde hørt fra sin datter, der var rejst med Pinto. Forklaringen om, at C jo frivilligt fulgte sin ægtemand, muligt til Danmark og videre til Venezuela, afskar også på dette tidspunkt politiet fra at indlede en efterforskning allerede af den grund, at man jo heller ikke på dette tidspunkt havde nogen anelse om, at såvel C som N var blevet myrdet. Den 10. januar 2000 henvendte C’s mor sig til politiet og anmodede om en egentlig efterlysning af C og N. Også fra anden side kom der henvendelser til politiet på Grønland. Situationen var fremdeles den, at politiet disponerede udfra den kendte forudsætning, at C og N frivilligt var rejst med Pinto og måske allerede var i hans hjemland, som angiveligt skulle være Venezuela. At C og N i deres skæbnefællesskab begge lå myrdede i sandet på Fanø var jo ukendt. Det giver sig selv, at med fundene af ligene i Fanøs sand gik sagens katastrofale karakter selvfølgelig op for alle.

Det gik også op for politiet, at gerningsmanden til disse drab havde et betragteligt forspring. At man tillige havde at gøre med en gerningsmand, der rejste rundt i verden under flere falske identiteter, var jo umuligt at have nogen bestemt mening om på dette tidspunkt. Det kan her røbes, at Pinto var et falsk navn, den nu eftersøgte lejer af sommerhuset havde brugt, og hans adresseoplysninger om Venezuela fiktion. Man kan undre sig over, at lejeren på lejekontrakten brugte navnet Clasen, som jo netop ville indeholde et spor for efterforskningen. En forklaring kan være, at lejeren ikke regnede med den mulighed, at ligene overhovedet blev fundet, og dersom de blev fundet, at han selv var så langt væk, at han ikke blev fundet. Det sidste var meget tæt på at blive virkelighed. Heldigvis begår selv den mest raffinerede gerningsmand typisk en lille fejl, som fører efterforskningen på sporet. I denne sag var den fejl, at ligene ikke var gravet godt nok ned, selvfølgelig uheldig for gerningsmanden, men denne fejl viste sig heldigvis senere ikke at være den eneste.

Jeg skal nu berette en del om lejeren af sommerhuset. Følgende datoer og dispositioner kom til at ligge bevismæssigt fast af den grund, at de kunne dokumenteres:
Den 26. august 1999 rejste Juan Carlos Pinto med tog over den tyskdanske grænse ved Padborg. Paspolitiet stemplede hans pas om dette. Han ankom samme dag til København og fløj den 27. august videre til Sdr. Strømfjord på Grønland. Han fik her kontakt med en person, som han også indlod sig med seksuelt. Denne mand tilbød Pinto at tage med til Nuuk og bo hos sig. Dette skete så den 28. august. Indenfor et par dage efter ankomsten til Nuuk traf Pinto C, der sammen med sin datter N stod foran posthuset og tilsyneladende var i færd med at sælge noget af N’s tøj. Den 6. september indgik C og Pinto ægteskab – altså efter få dages bekendtskab. Ægteskabet blev indgået så hurtigt, at selv C’s mor ikke kunne nå at deltage. Ægteskabets indgåelse er dokumenteret med vielsesattesten. Pinto forklarede i det siden kommende nævningeting, at han havde fortalt C, at hans rigtige identitet ikke var Pinto, men Sanjay Sharma. Dette er en oplysning, som ikke har kunnet bekræftes.

På bryllupsdagen om eftermiddagen gik Pinto med en ny bekendt fra Nuuk til politiet for at søge dansk arbejds- og opholdstilladelse. Ansøgningsblanketten i detaljeret udfyldt stand dokumenterer dette. I ansøgningen gjorde Pinto allerede brug af giftenavnet Clasen, men udfyldte de fornødne blanketpunkter med identiteten, oprindelig Pinto, med angivelse af forældres navne, fødselsdata og adresser i Venezuela. En omstændighed, som også siden fik stor betydning var, at Pinto i forbindelse med denne ansøgning måtte aflevere sit pas. Det var fra en fotokopi af dette pas, at det kunne dokumenteres, at han var indrejst i Danmark den 26. august.

Ifølge vidneforklaringer var det yderst begrænset, hvor meget tid Pinto tilbragte med sin nygifte hustru, som han ligeledes ifølge indenretlige vidneudsagn kaldte “en fed so”. Svigermoderen fik udleveret en seddel, hvor Pinto nedskrev sine data som Pinto med adresse i Venezuela. Denne seddel afleverede svigermoderen siden til politiet. Hun havde ikke kendskab til, at Pintos identitet skulle være en anden end den han oplyste overfor hende og som han indgik ægteskab under. Det ligger fra indenretlige vidneforklaringer oplyst, at Pinto ikke efter ægteskabet med C afsluttede sine seksuelle relationer til den mandlige kontakt fra Sdr. Strømfjord. Reelt boede Pinto faktisk hos denne mandlige bekendt under hele sit ophold på Grønland.

Flere af de personer, som Pinto havde kontakt med på Grønland, forklarede ligeledes i nævningetinget, at Pinto klart gav udtryk for, at ægteskabet alene havde til formål at hjælpe ham til en dansk arbejds- og opholdstilladelse. Den 14. september søgte Pinto om tilladelse til at adoptere N. Det fremgik af alle forklaringer, at Pinto på Grønland alene havde fortalt om sin identitet med Venezuela som hjemland, at han, C og N i første omgang skulle til Danmark, og at de senere skulle til Venezuela. Uanset dette havde Pinto altså søgt arbejds- og opholdstilladelse i Danmark.

Den 15. september fløj Pinto til Danmark og boede i perioden 17.-21. september på vandrehjemmet i Esbjerg. Jeg skal her indføje, at takket være oplysninger fra flyselskaber har man under hele sagen fået skriftlig dokumentation for Pintos rejser i Danmark, inklusive Grønland. Pintos opholdssteder af mere “varig” karakter er ligeledes dokumenteret ved afregningsbilag, lejekontrakter, men også valutavekslingsbilag f.eks. på Grønland af US-dollars til danske kroner. Det var kun Pinto, der den 16. september fløj til Danmark. Pinto skulle skaffe C, N og sig selv en bolig, hvorfor C og N måtte vente med at komme til dette var lykkedes. At Pinto drog til Esbjerg, er måske lidt af en tilfældighed, men han havde på Grønland hørt Esbjerg omtale og rejste altså dertil naturligvis uden særligt kendskab til byen, endsige Danmark overhovedet. Pinto bestilte og betalte flybilletter til C og N den 20. september, og billetterne blev brugt af disse den 27. september, hvor de så rejser til Esbjerg, hvor Pinto havde skaffet en lejlighed i Kvaglundparken.

Det fremgik af vidneforklaringer, at Pinto tilsyneladende forsøgte at standse eller i det mindste udsætte C’s og N’s rejse til Danmark, idet han fortalte, at han havde mistet nogle penge i Danmark. Pinto gik også ind på et rejsebureau i Esbjerg og spurgte, om de bestilte billetter var afhentet. Da han fik at vide, at det var sket ca. 10 minutter tidligere, fik Pinto ifølge rejsebureauet en slags vredesanfald fulgt af bemærkningen: “I asked her to wait”. Man kan ikke undgå at opstille den teori, at en manglende afhentning af disse billetter kunne have reddet C’s og N’s liv. Denne overvejelse har støtte i nogle dispositioner, som Pinto traf med hensyn til egne videre rejseplaner.

Inden jeg går over til Pintos rejseruter skal hans færden i Esbjerg og på Fanø skitseres:
Den 21. september fik Pinto en lejlighed i Kvaglundparken i Esbjerg. Han betalte depositum og 1 måneds leje forud. Han havde således betalt leje for hele oktober måned. Da der var ledige lejligheder i Kvaglundparken, fik han lov til straks at flytte ind og via Frelsens hær skaffede han sig nødtørftigt møblement. C blev orienteret herom og kom som ovennævnt herefter til Esbjerg. For såvel C som Pinto var en af de første handlinger i Esbjerg at søge kontanthjælp hos kommunen. Den 29. september opsagde Pinto imidlertid lejemålet i Kvaglundparken og ønskede at få sit depositum tilbage.

Som begrundelse for den pludselige opsigelse af lejemålet anførte Pinto overfor udlejer, at hans svigermor på Grønland var afgået ved døden, og at C allerede var rejst tilbage til Grønland i denne anledning. Ifølge den forklaring Pinto senere afgav i retten var det C, der havde anbefalet ham at give denne usande dramatiske forklaring til udlejer – så ville det gå lettere med tilbagebetaling af depositum osv. Sandheden er, at C’s mor levede i bedste velgående på Grønland, men var uden kontakt til sin datter, siden C havde forladt Grønland. C’s mor var da også vidne i den siden følgende nævningesag.

Den 30. september begyndte Pinto at undersøge mulighederne for leje af sommerhus. Ifølge udlejningsbureauerne var såvel Rømø som Fanø inde i billedet, men Rømø blev udelukket, fordi Pinto ikke havde nogen bil. På Fanø lejede han cykel for at komme rundt. C, der den 27. september flyttede ind i lejligheden i Kvaglundparken, fortalte flere hun mødte såvel i Kvaglundparken som ude i Esbjerg, at hun nu skulle på ferie en uge sammen med sin mand og Natuk, og bagefter skulle hun til Venezuela og bo. Hun vidste også, at ferien skulle være på Fanø, idet hun lige op til færgeturen til Fanø spurgte om vej. Ferien på Fanø begyndte lørdag den 9. oktober, altså fra den dag lejemålet af sommerhuset indtil den 16. oktober begyndte. Som nævnt blev lejekontrakten om sommerhuset den 6. oktober indgået under anvendelse af giftenavnet Clasen men med adresse i Venezuela. Man kunne konstatere, at Pinto-navnet konsekvent blev anvendt af T på Grønland som værende hans oprindelige identitet, indtil ægteskabet med C blev indgået.
Herefter anvendte han navnet Clasen som det aktuelle navn, men han fortalte sine omgivelser i Danmark, at hans hjemland var Venezuela.

Hvorvidt Pinto havde fortalt C om opsigelsen af lejemålet i Kvaglundparken, får stå hen. En kendsgerning er det imidlertid, at Esbjerg kommune ikke kendte noget til aktuelle planer for C om at forlade Esbjerg. Dette fremgår af de dokumenter, som kommunen så sent som den 4. oktober udfærdigede til brug for bistandsydelse til C. C hævede faktisk bistandshjælp godt 5.000 kroner den 8. oktober, altså dagen før hendes ferietur til Fanø begyndte. Det kunne endvidere dokumenteres, at kommunen faktisk sendte korrespondance, herunder bistandshjælp, til C ind i november måned, men uden reaktion fra C.

Man opfattede det således, at C så nok var rejst. C havde ikke overfor kommunen fortalt noget om, at hun skulle på ferie i sommerhus på Fanø. Da såvel T som C havde søgt om bistandshjælp, ville det formentlig også have været en noget overraskende forklaring, at familien, der netop var tilflyttet til Kvaglundparken, ville starte tilværelsen i Esbjerg med en sommerhusferie på Fanø. C var den 9. oktober om eftermiddagen, da hun skal rejse til Fanø, i besiddelse af en mobiltelefon, som det siden viste sig, at T havde købt i Esbjerg.

Via telefonselskabets masteoplysninger kunne samtaler mellem C i Esbjerg færgehavn og T i en telefonboks på Fanø spores, ligesom C’s bestilling af en taxa fra færgelejet på Fanø til sommerhuset tidsmæssigt kunne fastlægges. Det var hermed dokumenteret, at T den 9. oktober tog til Fanø, inden C kom til Fanø. T forklarede senere i retten, at han ville være sikker på, at nøglen til huset lå som aftalt mellem ham og udlejningsbureauet. Det gjorde den. T foretog også nogle madindkøb i et supermarked på Fanø. Politiets gennemgang af samtlige kassestrimler i den relevante periode afdækkede, at T’s oplysninger om indkøb ikke var i overensstemmelse med disse kassestrimler. Så sent som den 9.oktober om eftermiddagen i færgehavnens ventesal i Esbjerg fortalte C glad om sin forestående ferie med manden på Fanø og om den efterfølgende flytten til Venezuela.

Søndag den 10. oktober om morgenen var C og N henne i et center og købe morgenbrød. Ekspeditricen kunne huske C og N især på baggrund af C’s særlige udseende. Et andet vidne oplyste, at hun denne søndag om eftermiddagen så T., C og N spadsere tur tæt ved det omhandlede sommerhus. Vidnet fortæller, at der var noget mystisk ved de pågældende – også udover deres specielle ydre. C havde et forskræmt blik i øjnene, og T gik nærmest med en undskyldende holdning lidt bagefter C og N. Vidnet kunne i kraft af sine arbejdssedler ganske præcist oplyse tidspunktet for sin iagttagelse til at være ca. klokken 15.00. Vidnet er angiveligt den sidste udenforstående person, der har set C og N i live.

T forklarede under hele sagen, at han ganske rigtigt var taget til Fanø i forvejen lørdag eftermiddag, men havde forladt Fanø igen lørdag aften efter forudgående aftale med C. Han så ikke C og N siden og havde heller ikke siden nogen anden form for kontakt med dem. Han efterlod – sagde han – C og N i selskab med 2 grønlændere, der skulle blive sammen med C og N i sommerhuset, indtil disse 4 personer sammen skulle tage til København, hvor C og N skulle bo hos dem. Den lejekontrakt, som T og udlejningsbureauet indgik den 6. oktober, drejede sig kun om 2 personer, der skulle bo i huset fra den 9.-16. oktober.

Aftalen mellem C og T var ifølge T, at han skulle drage til USA og skaffe muligheder for familiens videre ophold der. Dette skal ses i lyset af, at T overhovedet ikke lovligt kunne komme ind i USA. De 2 grønlændere, som T fortalte om, gjorde politiet sig meget store anstrengelser for at finde frem til, men forgæves. Man opprioriterede faktisk efterforskningen på dette punkt ved at holde retsmøderne for lukkede døre samtidig med en meget intensiv indsats for at finde de personer, T talte om. Der skulle være tale om 2 grønlændere, som var C’s venner i Danmark. Ifølge alle oplysninger fra C’s familie og bekendtskabskreds i Grønland havde C kun en moster og en niece i Danmark, som hun kendte. De oplyste også, at de ikke havde kendskab til, at C forud for hendes ankomst til Esbjerg den 27. september skulle have andre grønlændere som venner i Danmark.

Det hører med i billedet, at C ikke havde været i Danmark, siden hun var en lille pige. Det hører også med i billedet, at T først på et relativt sent tidspunkt i efterforskningsforløbet fortalte om disse 2 grønlændere, som kunne være potentielle gerningsmænd til drabene på C og N. T blev senere anholdt af FBI i New York og blev spurgt, om han vidste, hvor hans kone var. Han svarede, som jeg kommer tilbage til, at hun var på Grønland. Han nævnte under en måneds anholdelse i USA intet til FBI om 2 grønlændere og heller ikke under den indledende del af afhøringen efter at være kommet til Danmark. T gav en beskrivelse af de 2 grønlændere, som var karakteristisk for grønlandsk udseende, og omtalte, at de – ligesom ifølge T – de fleste grønlændere var arbejdsløse og narkomisbrugere. Ifølge T havde de også hash med til Fanø, og han var overbevist om, at der skulle ryges af denne hash under deres ophold på Fanø.

T forklarede imidlertid også under nævningesagen, at han med giftermålet med C ville prøve at få hende ud af et hashmisbrug, og at han selv i Esbjerg havde bebrejdet hende, at hun også i Esbjerg havde røget hash. Bl.a. af denne grund overlod han hende ikke penge. Alligevel gav han hende efter sin forklaring 5000 US-dollars kontant, da han den 9. oktober om aftenen forlod hende på Fanø.

Hun skulle så bruge pengene til den videre færd til den fremtidige tilværelse i USA. Han efterlod altså C på den for hende totalt fremmede ø Fanø i en situation, som hun sædvanligvis havde problemer med at håndtere, nemlig med adgang til hash og et meget stort kontant pengebeløb. Den mobiltelefon, som C havde brugt i forbindelse med rejsen til sommerhuset, tog T med sig fra Fanø.

Der var efter de foreliggende masteoplysninger ingen telefonkontakt fra Fanø til denne mobiltelefon, efter at T lørdag aften skulle have forladt Fanø. T var af den opfattelse, at C ikke ville forstyrre ham, da han jo havde travlt med at tilrettelægge sin rejse til USA. Den 8. oktober havde T en længere telefonsamtale med en bekendt på Grønland – ligeledes dokumenteret via masteoplysninger. Under denne samtale fortalte T sin bekendt, at han den 9. oktober ville sende C og N til Venezuela. Der blev ikke med et ord nævnt noget om, at C og N skulle til Fanø først, eller på anden måde nævnt noget om Fanø. T nævnte endvidere under samtalen, at han selv på et senere tidspunkt ville drage til Venezuela. T forsøgte at give sig et alibi for, at han ikke var på Fanø efter den 9. oktober.

Han henviste således til en kontakt med en person i Kvaglundparken, da han den 9. om aftenen kom tilbage til Kvaglundparken. Vidnet kunne imidlertid med sikkerhed sige, at netop denne lørdag så han ikke T. T fortalte om aflevering af nogle møbler fra lejligheden i Kvaglundparken til viceværten, og at dette skete søndag den 10. oktober. Viceværten kunne imidlertid ved fremvisning af sin arbejdsjournal se, at han ikke havde været på arbejde i Kvaglundparken den 10. oktober. Såfremt dette havde været tilfældet, ville han have udfærdiget en afregning for dette arbejde, hvilket altså ikke var tilfældet. T havde ikke noget alibi for den 10. oktober om eftermiddagen, men det må erindres, at han klokken ca. 15.00 blev set sammen med C og N nær sommerhuset på Fanø.
Som tilfældet var med C, har T også et efter danske forhold usædvanligt udseende og vidnet var ikke i tvivl om rigtigheden i sin iagttagelse.

Hvis vidnets iagttagelser blev lagt til grund i nævningetinget, blev ikke alene T’s forklaring om sin færden søndag forkastet, men hvad der var endnu værre for T’s troværdighed:
Man kunneslå fast, at T’s forklaring om, at han forlod Fanø lørdag aften for ikke at vende tilbage hertil, var usand. En efterprøvning af T’s tidsangivelser for, hvornår de omtalte 2 grønlændere var kommet alene til Fanø, afslørede, at disse tidspunkter ikke kunne passe, da der slet ikke på de tidspunkter den aften, da T sagde, at de kunne være kommet med bus, kørte nogen busser. Der havde heller ikke – ifølge oplysninger fra telefonselskaber – været nogen telefonkontakt mellem T’s mobiltelefon og relevante telefoner i Esbjerg og et telefonnummer i København begyndende med tallene 4533, som skulle være de 2 grønlænderes telefonnummer.

Der var i sagen ikke nogen plausibel forklaring på, hvorledes de 2 grønlændere overhovedet kunne have fået oplysning om, i hvilket sommerhus C og N opholdt sig. Det kunne fra masteoplysningerne slås fast, at C var på Fanø ca. kl. 19.00 den 9. oktober. Ifølge T kom de 2 andre grønlændere måske ca. klokken 19.30. C og N kom i taxa til sommerhuset. Da T forklarede, at det kun var C og i hvert fald ikke ham selv, der havde haft kontakt med de 2 grønlændere, må det konstateres at have formodningen imod sig, at C og grønlænderne ikke skulle have koordineret turen til sommerhuset på en mere rationel måde. T forsøgte sig også med et alibi for mandag den 11. oktober. Han oplyste således, at han denne dag hævede sit depositum for lejligheden i Kvaglundparken.

Det blev med diverse bankudskrifter dokumenteret, at T hævede dette depositum om fredagen den 8. oktober. At han faktisk mandag den 11. oktober om formiddagen var i Kvaglundparken, blev bekræftet af nogle vidner, der mere eller mindre tilfældigt havde hjulpet T med at rydde lejligheden. T kunne imidlertid ikke producere noget alibi for mandag eftermiddag. Sent mandag eftermiddag iagttog et vidne og hendes mor fra et højt beliggende sommerhusareal ovenfor gerningsstedssommerhuset, at en mørklødet mand gravede ved sidstnævnte hus. Stedet for gravningen blev senere af vidnet udpeget som stedet, hvor C blev fundet nedgravet. Endvidere iagttog vidnerne, at der stod en kraftig røg op fra skorstenen i sommerhuset. Røgen var så kraftig, at det gav vidnerne anledning til indbyrdes bemærkninger herom. Det ene vidne var tillige det vidne, der havde set T søndag eftermiddag sammen med C og N, men vidnet turde ikke sige, at det var T, der gravede mandag eftermiddag. Vidnet kunne heller ikke sige, at det ikke var ham. Det “mørklødede” passede på ham. Mandag den 11. oktober var den sidste aften T var i Danmark i denne omgang.

Han indfandt sig på et tidspunkt sidst på eftermiddagen eller først på aftenen hos en anden beboer i Kvaglundparken, hvor han skulle se video og være netop denne sidste aften. Der var under samværet hos denne beboer flere til stede, og man skiltes først efter midnat således at det blev aftalt, at én af dem skulle vække T tirsdag morgen tidlig, for at T kunne komme med en forudbestilt taxa til lufthavnen. T’s ankomst til Kvaglundparken var efter anklagemyndighedens opfattelse tidsmæssig forenelig med iagttagelsen af den “mørklødede” person på Fanø. Såvel vidnerne på Fanø som T selv og i særdeleshed beboerne, som T var sammen med den sidste aften, havde under efterforskningen givet meget forskellige tidspunkter for deres møde, samvær og hvornår de skiltes. Det var tydeligt, at T’s hukommelse med tiden, som var gået siden grundlovsforhøret, set med alibiøjne var blevet meget bedre til fordel for ham selv, mens vidneforklaringerne udpræget led under den tid, som var forløbet.

Disse beboere forklarede, at de var noget irriterede på T, der under en stor del af aftenen talte meget nedsættende om C. T fortalte, at C var taget til København, og at han nu selv ville tage til Tyskland. Slutdestinationen skulle dog for dem alle være Venezuela, hvor han mente, at C ville forfalde til så stort et narkoforbrug, at hun ville dø af det. T bemærkede da også, at narko var billigt og let tilgængeligt i Venezuela. T nævnte på intet tidspunkt, at C og N havde været endsige endnu var på Fanø, som slet ikke blev nævnt under samværet.

Oplysningen fra T om at han selv ville rejse til Tyskland var næppe tilfældig. Efterforskningen afdækkede nemlig, at T i forbindelse med lejen af gerningssommerhuset på Fanø havde rettet telefonisk henvendelse til udlejningsbureauet og fortalt, at han ringede fra Tyskland og derfor først kunne afhente nøgle m.v. lørdag den 9. oktober, hvor bureauet var lukket. Han fik at vide, at han kunne afhente nøglen i en særlig boks, som han fik adgangskoden til. T bekræftede, at han havde rettet telefonisk henvendelse til bureauet om nøglen, men bestred at have sagt, at han ringede fra Tyskland, hvilket vidnet, der havde taget telefonen, fastholdt. Telefonselskabets masteoplysninger afdækkede en forbindelse mellem T’s mobiltelefon og udlejningsbureauet. Det viste sig, at den pågældende samtale var ført fra Esbjerg.

Man kunne nu bevismæssigt anføre, at T havde bortforklaret C til at være sendt til Venezuela. Dette var informationen fra T til Grønland, jfr. telefonsamtalen den 8. oktober med hans bekendt deroppe. I princippet havde T nu givet den samme information til beboere i Kvaglund. T nævnte ikke Fanø eller sommerferie i sommerhus for nogen. Det gjorde C til gengæld, og hertil sagde T senere i retten, at han jo ikke kunne gøre for, hvad C gik rundt og fortalte, idet C og han inden den 9. oktober havde aftalt, at T ikke skulle blive på Fanø udover den 9. oktober. Det var under nævningesagen en påstand fra anklagemyndigheden, at T ved at fortælle C, at de nu skulle holde ferie sammen på Fanø, netop fik hende narret over i det sommerhus, som han havde lejet med henblik på drabene. T bortforklarede den sidste aften i Kvaglund sig selv til at ville rejse til Tyskland og senere til Venezuela. Han rejste faktisk til Canada.

Det må efter de tekniske undersøgelser i sagen slås fast, at hverken gerningstidspunkt eller gerningssted præcist kunne fastlægges. Tiltalen og dommen over T kom da også til at lyde på at gerningstidsrummet var mellem den 9. oktober 1999, da man med sikkerhed vidste, at både T og C og N sammen var på Fanø fra denne dato først på aftenen, og den 12. oktober 1999, hvor T med sikkerhed havde forladt Danmark, jfr. nedenfor. T rejste imidlertid ikke til Tyskland, men som nævnt til Canada. Usikkerheden omkring gerningsstedet gik på, om drabene var begået i sommerhuset. Resultatet blev formuleringen såvel i tiltale som dom “i eller ved …”. Det er forbavsende, at der hverken i sommerhuset eller lejligheden i Kvaglund fandtes tekniske spor til egentlig belysning af sagen.

På en lampeskærm i lejligheden i Kvaglund fandtes et fingeraftryk, som siden viste sig at være T’s. På en krydderikrukke i sommerhuset fandtes det samme fingeraftryk, men der var jo ikke noget teknisk interessant i dette. De beviste jo bare, at T havde rørt ved disse effekter, og det var via lejekontrakter og i det hele ubestridt, at familien Clasen-Pinto havde opholdt sig begge steder. C’s personlige papirer var væk. Ingen spor af beklædning eller andet – kun ligene i sandet på Fanø.

Få dage efter C’s indgåelse af ægteskab med T fik hun og N udstedt pas i Grønland. Om denne pasudstedelse var udtryk for, at C virkelig skulle rejse med T, eller alene skulle styrke en tro på Grønland på, at C var rejst til Venezuela som forklaret, får stå hen. T havde et problem med hensyn til sit pas til brug for vidererejse. Han havde jo afleveret Pinto-passet til politiet i Grønland, da han på sin bryllupsdag afleverede ansøgningen om arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Med bistand fra nærpolitiet i Esbjerg faxede han nu et ønske til udlændingestyrelsen i København om at få sendt sit pas til sin adresse i Kvaglund. Denne fax er dateret den 6. oktober. Han begrundede sin henvendelse med, at han var nødt til at rejse til Venezuela, da hans mor var blevet alvorligt syg.
T havde ingen mor i Venezuela og som nu bekendt er alt om Venezuela udover et falsk pas – for T’s vedkommende ren fiktion.

Udlændingestyrelsen sendte den 6. oktober ifølge styrelsens referatark passet til Kvaglundparken. Det er aldrig fundet siden, men fotokopien af passet afslørede jo T’s indrejse i Danmark den 26. august 1999. Ved at lyve sin svigermor død for at få en lejekontrakt hævet og at gøre sin fiktive egen mor dødssyg for at få sit pas, skabte han jo nogen tvivl om sin troværdighed i det hele taget. Jeg skal herefter berette om T’s bestillinger af flyrejser og hans faktiske rejser.

Flyselskaberne afleverede den fornødne dokumentation til brug for sagen. Den 29. september – altså samme dag, som T opsagde lejekontrakten vedrørende Kvaglundparken, og dagen før de indledende undersøgelser af mulighederne for at leje et sommerhus gik i gang – bestilte T hos et rejsebureau i København en flybillet fra Sdr. Strømfjord i Grønland til Frobisher Bay i Canada. Flyvningen skulle foregå den 19. oktober, og bestillingen angik én person. Den 11. oktober ændredes reservationen fra afrejse den 19. oktober til afrejse den 12. oktober og nu til at udgå fra København til Canada. Rejsebureauet og T aftalte, at billetten skulle være afhentet inden den 11. oktober klokken 16.00. Billetten blev imidlertid ikke afhentet og annulleredes af rejsebureauet. Netop T’s færden denne eftermiddag var vigtig for sagen.

Hvad kan grunden være til, at billetten ikke afhentedes til tiden? Opmærksomheden henledes på, at T denne eftermiddag kan være den mørklødede person, der gravede i sandet på Fanø. Den 8. oktober bookede T under navnet Clasen en billet fra Esbjerg til Canada. Det fremgår af dokumentationen, at denne billet er endeligt købt og betalt den 11. oktober i tiden mellem klokken 12.44 og 12.50 til afrejse den 12. oktober. T gjorde faktisk brug af billetten den 12. oktober om morgenen, hvor taxa-vognmand har forklaret, at han kørte T til lufthavnen i Esbjerg. T havde således et alibi for, at han på de angivne tidspunkter den 11. oktober var i Esbjerg, men den sene eftermiddag er uden noget alibi for T.

Hvis vi ser på politiets oplysninger indhentet i Danmark efter fundene af ligene, havde man alene kendskab til T’s identitet som værende en Pinto fra Venezuela med giftenavnet Clasen. T blev under disse identiteter efterlyst via Interpol. T selv forlod Danmark den 12. oktober og ankom samme dato til Canada, hvor han uden at være i besiddelse af nogen form for legitimation oplyste at være Alexander Lopez fra Colombia. Han søgte om asyl og blev frihedsberøvet. I forbindelse hermed måtte T acceptere, at der toges fingeraftryk. Han var endvidere i besiddelse af sin mobiltelefon, godt 5000 danske kroner og en bagagelap med navnet Pinto påført. Sidstnævnte hævdede T overfor det canadiske politi, at den ikke var hans. T ankom rent faktisk med et fly fra dansk område (Grønland), men hævdede desuagtet i nævningetinget, at han ikke ville sendes tilbage til Danmark, hvad der efter hans oplysninger må være mærkeligt, idet han jo så kom tilbage til sin nystiftede familie.

Hvorom alting er:
Den danske internationale efterlysning gik netop på navnet Pinto. T blev løsladt mod kaution i november 1999, og det canadiske politi kunne jo heller ikke vide, hvorledes sagen ville udvikle sig med fund af ligene. I begyndelsen af november blev T smuglet over grænsen til USA, som han ikke lovligt kunne indrejse i. Nu havde T så også et mellemværende med det canadiske politi, idet han udeblev fra pligtigt fremmøde i anledning af sin asylansøgning. T var jo også indrejst i Canada uden lovlig legitimation. Hvad der under T’s rejse fra Danmark til Canada er sket med hans Pinto-pas, som han havde fået tilbage fra udlændingestyrelsen, vides ikke.

Ifølge dansk politis undersøgelser skulle det ligge fast, at T må have fremvist et pas, inden han rejste ud af dansk område med et fly. Der kan dog ikke være tvivl om, at T enten har destrueret det eller sendt det et sted hen efter den fornødne brug af det. Det skal jo også bemærkes, at T må have været klar over, at han skulle bruge det. Ellers havde det vel ikke været så påtrængende for ham at få passet tilbage fra udlændingestyrelsen med den urigtige begrundelse om “moderens” alvorlige sygdom. Udlændingestyrelsen var i øvrigt så også bibragt den opfattelse, at T var rejst til Venezuela. Politiet havde indhentet alle passagerlisterne for den samlede flyvetur, og det blev bekræftet, at T var med. Den sidste del af turen fra Grønland til Canada var han på passagerlisten opført under navnet Clasen, hvilket vel ikke var så påfaldende, da det er et typisk forekommende grønlandsk navn. Politiets intensive efterforskning havde allerede den 11. februar 2000 – altså få dage efter fundet af ligene – skaffet grundlag for en retskendelse om varetægtsfængsling in absentia.

Den 17. februar 2000 blev en skrivelse om identifikation af Alexander Lopez alias Carlos Clasen alias Juan Pinto fremlagt i retten i Esbjerg, men T var jo væk! Den 1. maj 2000 fik dansk politi underretning om, at ovennævnte person den 20. marts 2000 havde fået taget sit fingeraftryk i forbindelse med erhvervelse af kørekort til taxa- og limousinekørsel i New York. Den pågældende person, hvis fingeraftryk var identisk med fingeraftrykket fra Canada, anvendte nu i USA til dels identiteten James Kennedy. At disse fingeraftryk er identiske med fingeraftrykkene fundet i Kvaglundparken og på Fanø og efter T’s overførsel til Danmark af ham, er vel ikke nogen overraskende del af denne beretning. Yderligere et fingeraftryk dukkede nu op, nemlig et aftryk taget i 1997 i Indien. Indisk politi kunne oplyse, at dette aftryk tilhørte indisk statsborger Sanjay Sharma, der sigtet for grov kriminalitet var blevet varetægtsfængslet i Indien, men var undveget. T stod altså som efterlyst også fra Indien.

Den 18. maj 2000 anholdt FBI T i New York, og ifølge FBI-agentens oplysninger var én af T’s første reaktioner på anholdelsen: “How did you find me”? FBI-agenten forklarede endvidere i nævningetinget, at T ved afhøringerne i New York fortalte, at hans grønlandske kone og barn befandt sig i Grønland.

T ønskede ikke nogen egentlig prøvelse af den foreliggende danske udleveringsbegæring, idet han gav udtryk for, at han gerne ville til Danmark for at godtgøre sin uskyld. T vidste tilsyneladende ikke i forvejen, at ligene af C og N var fundet, og han måtte jo vide, at han var eftersøgt fra Indien, hvorfor denne omstændighed kunne begrunde, at det var bedre at komme til Danmark. T blev herefter overført til Danmark, hvor han den 15. juni 2000 blev fremstillet i grundlovsforhør og siden var frihedsberøvet. Ved fremstillingen i det danske grundlovsforhør oplyste T i detaljer sin falske identitet Juan Carlos Pinto fra Venezuela med de totalt opdigtede data, som politiet kendte dem fra fotokopien af T’s falske pas, som var brugt ved T’s indrejse i Danmark den 26. august 1999. Efterhånden som oplysningerne fra Indien kom til dansk politis kendskab og blev foreholdt T erkendte han at være først det urigtige Sanjay Boiram Sharma, siden det rigtige Sanjay Sharma.

Begrundelsen for at have opgivet falsk navn kan have været, at T, da han flygtede fra Indien til Bangladesh, ikke turde bruge sine rigtige data. Passet anvendt ved grænsen til Bangladesh har da også været falsk. Indiciekæderne mod T blev nu afgørende styrket. C havde en veninde på Grønland. Denne veninde E var noget chokeret over C’s hurtige giftermål med T. T telefonerede flere gange så sent som i hvert fald i november 1999 til E, som han i øvrigt også foreslog skulle komme til Danmark, og fortalte E, at C og N var hos hans forældre i Venezuela, og i en anden samtale, at C var i Venezuela og N hos ham p.t. i New York. E undrede sig over, at hun aldrig kunne komme til at tale med C selv. T sagde derfor til E, at han nok skulle få C til at ringe til hende, men det gjorde hun aldrig. Det kan tidsmæssigt lægges fast, at ejeren af gerningssommerhuset på Fanø havde iagttaget gravestederne på sommerhusgrunden på et tidspunkt, som ligger forud for de seneste samtaler mellem T og E.

Det er derfor sikkert, at drabene var begået forud for dem, men oplysninger om, at C og N i det hele taget skulle være i Venezuela, er jo uden nogen fornuftig mening for T. En bekendt til T på Grønland fik april 2000 en telefonopringning fra T, der oplyste, at han var i Venezuela. Efter nogle få ordvekslinger, hvor C og N slet ikke blev nævnt, blev forbindelsen afbrudt. Samtalen kan antages alene at tjene det formål at styrke T’s Venezuela-identitet således som han til alle, han havde nævnt sin identitet på Grønland, havde udlagt den. T havde jo forklaret, at han efterlod C på Fanø den 9. oktober 1999 med de 2 nævnte grønlændere.

T’s eneste kontakt til C og de 2 grønlændere var grønlændernes telefonnummer. Dette havde han fået oplyst den 9. oktober om aftenen på Fanø, og på et tidspunkt havde han skrevet det i en håndflade, da han ville skjule nummeret for de canadiske myndigheder, som ikke måtte genkende et dansk telefonnummer. Skete det, risikerede han en uønsket tilbagesendelse til Danmark. I forbindelse med, at han fik taget sit fingeraftryk i Canada, fik han efterfølgende udleveret en sæbe, der var så stærk, at han uforvarende kom til at bortvaske telefonnummeret. Han kunne dog huske de 4 første tal.

T erkendte i nævningetinget, at han ingen kontakt havde med C efter den 9. oktober 1999. Han måtte også erkende, at han havde en kvindelig bekendt E.W., som han havde truffet efter at være flygtet fra Canada til USA. E.W. skrev kærlighedsbreve til T i arresten i Esbjerg, men T oplyste, at han ikke havde sådanne følelser for E.W. T bad hende sende nogle penge, hvilket hun gjorde, men disse penge blev delvis beslaglagt. T kunne – udover telefonnummeret – ikke oplyse nogen bekræftet henvendelse til Danmark eller Grønland om C’s vilkår. Det var selvfølgelig heller ikke nødvendigt, dersom han kendte den virkelige skæbne og handlede i tillid til, at de 2 lig aldrig eller sent ville blive fundet og T selv var “forsvundet” ind i en ny identitet, som ingen ville forbinde med Danmark. T fortalte nemlig ikke f.eks. E.W., at han havde været i Danmark, endsige at han var gift i Danmark.

Det var anklagemyndighedens påstand under nævningesagen, at T i hele sin færden efter den 9. oktober 1999 illustrerede, at han totalt havde afskrevet C og N. Nogen har spurgt til motivet til disse drab, idet T jo bare kunne have forladt C og N, og han ville selv være over alle bjerge. Jeg ved naturligvis heller ikke, hvad der drev denne mand til at begå denne usædvanlig grove forbrydelse, men et motiv kan nu rimelig let konstrueres. T forklarede i nævningetinget, at han havde fortalt C sin sande identitet Sanjay Sharma. Dette ville jo i relation til efterlysningen fra Indien være en farlig viden at give en forsmået kvinde, der vel også ville efterlyse sin ægtefælle, hvis han bare var forsvundet uden at sige det. Det kan jo også forholde sig sådan, at C og N bare var til besvær og derfor skulle ryddes af vejen. Da det er en kendsgerning, at C og N blev myrdet, er det eventuelle motiv underordnet. At der skulle være et alternativ til T som gerningsmand, kræver en forståelse for T’s bevislige usandheder netop om C og N.

For helt at forstå Sharmas mystiske færden og i Danmark desperate men alligevel meget planlagte handlinger vil jeg redegøre lidt om Sharmas personlighed og konkrete situation: Sharma var i december 1997 blevet anholdt og varetægtsfængslet i Indien sigtet for grov kriminalitet. Som tidligere nævnt undveg han fra varetægtsfængslet den 20. marts 1999. Flugten gik i første omgang til Bangladesh, hvor han indrejste den 9. maj 1999. Herefter begyndte en usædvanlig rejseaktivitet: Thailand, Hongkong, Jamaica, og videre til Puerto Rico, USA, hvorfra han udsendtes med identiteten Sanjay Sharma til Ecuador.

Ifølge det foreliggende var han tilsyneladende i besiddelse af mere end 15.000 US-dollars, da han kom til Puerto Rico. Den 13. august 1999 passerede han Brasilien under identiteten Juan Carlos Sanches Pinto. Det er identiteten, som anvendtes ved indrejsen i Danmark. Det falske pas med angivelse af denne identitet hævder Sharma er erhvervet i Venezuela, og det er med denne identitet, han jo fremstilles i grundlovsforhøret i Danmark i juni 2000 og fastholder at være fra Venezuela.

Dette harmonerede ifølge den venezuelanske ambassade hverken med hans sprog eller oplysningerne i passet om dets udstedelsessted, men selve identiteten Pinto eksisterer tilsyneladende i Venezuela. Sharma erkendte eller oplyste i hvert fald selv, at han havde købt det falske pas for et beløb i US-dollars. Den 14. august 1999 landede Sharma i lufthavnen i Frankfurt, Tyskland. Han var kort tid efter på den canadiske ambassade i Wien, hvor han fik afslag på en ansøgning om visum til Canada. Herefter tog han som bekendt toget til Danmark med ankomst den 26. august i Padborg.

Flere informationer går i den retning, at Sharma ønskede at komme til USA, men ikke kunne komme det på lovlig måde og derfor søgte frem til et land, som grænser op til USA. Han har således også på et tidspunkt i august 1999 haft overvejelser om en flyvning til Mexico. I Sharmas livstidsdom fra den 5. november 2001 indgik også brandstiftelse. Der var her tale om ildspåsættelse af arresten i Esbjerg, hvor Sharma var varetægtsfængslet i den første periode efter hans frivillige udlevering til Danmark.

Sharma selv forklarede brandstiftelsen som et forsøg på selvmord. Anklagemyndigheden fandt, begrundet i en række konkrete omstændigheder, som i denne sammenhæng er uden større interesse, at der var tale om et regulært flugtforsøg. Dette blev ifølge anklagemyndigheden bekræftet yderligere af et senere af Sharma erkendt flugtforsøg. Man kan overveje, om det danske politis effektivitet i efterforskningen kom bag på Sharma, der måtte være klar over, at afsløringen af hans sande identitet under alle omstændigheder var en katastrofe for ham. Sharmas adfærd i arresthuset i Esbjerg medførte, at han blev overført til Horsens statsfængsel. Her opstod en mistanke om Sharmas mentale tilstand, og han blev herefter mentalobserveret på den sikrede afdeling på Nykøbing Sjælland.

Retslægerådets erklæring påpegede nogle personlighedsafvigelser, men Sharma blev i princippet erklæret egnet til almindelig straf, om end med begyndende afsoning i Herstedvester bragt i forslag.

Sharma havde tidligere i sit liv – i øvrigt i USA – indgået ægteskab. Han forklarede, at der var tale mest om et proforma-ægteskab med opnåelse af arbejds og opholdstilladelse i USA for øje. Sharma har endvidere oplyst, at han har en søn, der hedder Alexander. Han havde ligeledes indgået ægteskab med en indisk pige. Sharmas kendskab til Europa var minimalt. Hans kendskab til Danmark og Grønland efter det oplyste lig 0. Man kan imidlertid i selve drabssagen aflæse det ønske, Sharma havde om at komme til USA, hvilket jo rent faktisk lykkedes til sidst, men med afsløringen af ham til følge.

Carla Clasen var vel i virkeligheden en ret almindelig grønlandsk pige, der udenfor ægteskab havde fået datteren Natuk. Carla faldt for Sharma og var tilsyneladende indstillet på at følge ham, hvorhen i verden det skulle være. Det var åbenbart for alle Carlas omgivelser, at Carla og Sharma var et umage par, og det manglede ikke på advarsler, men de blev overhørt.

Selve retssagen i Danmark er der ikke meget at sige om. Det var lidt ekstraordinært, at Sharma skiftede forsvarer 2 gange. Dette indebar dog i sig selv ikke nogen forsinkelse af nævningesagen, men retslægerådets erklæring kom som følge af en supplerende mentalobservation til at ligge meget snært opad domsforhandlingens begyndelse.

Som det muligvis er bekendt, havde medierne et større kendskab til sagen, end det var acceptabelt for alle nævningesagens parter at gøre brug af. Jeg skal blot om dette sige, at det var ganske belastende oplysninger. Da nævningene blev gjort bekendt med, at deres aktuelle afgørelse alene skulle være baseret på de oplysninger, som fremkom under domsforhandlingen, må vi håbe, at det også har været tilfældet. Man kan imidlertid gøre sig overvejelser, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt i princippet under domsforhandlingen at gøre det klart for nævningene, hvilke konkrete informationer man kunne befrygte nævningene havde fra medierne, og som de skulle abstrahere fra, frem for at gå helt uden om disse oplysninger som katten om den varme grød.

Jeg anser det for udsigtsløst, at medierne vil afstå fra en rigtig god pressehistorie, som de i øvrigt i den konkrete sag selv havde opsporet, for at tækkes retssikkerheden. Man skal også være forsigtig med fra retssystemets side at undervurdere nævningenes ansvarlighed overfor den sag, som de skal dømme i. Nævningene kan jo udmærket konstatere, at der er nogle informationer, som man går udenom og altså forholder dem. Det er ikke særlig pædagogisk – altså efter min mening.

 

Afsluttende kommentar

Som nævnt i indledningen skal man naturligvis være varsom med sin omgang med skyldplacering, når der i en sag kun foreligger indiciebeviser. På den anden side indeholder mange og tungtvejende indicier ofte så store garantier for, at en fældende afgørelse er rigtig, at man ikke behøver at gå rundt med betænkeligheder, om afgørelsen nu rent faktisk var rigtig.

T i denne sag nægtede sig skyldig under hele sagen, men i politi og anklagemyndighed og i landsretten, således som den fældende dom er formuleret, efterlades der heller ikke plads for nogen tvivl. Selvom dette er tilfældet, og selvom det udfra en konsekvensvurdering kan anses for givet, at resultatet ville blive det samme også ved en ny prøvelse, kan man dog nok spinde en ende over det faktum, at skyldspørgsmålet i så alvorlig en sag kun prøves i én instans. Når man har prøvet flere gange i sit liv at være anklager i nævningesager, hvor der har været tale om indiciebeviser dukker den manglende forståelse for at skyldspørgsmålet kun kan prøves én gang alligevel op.

Jeg må da også melde mig til den gruppe, der mener, at et nævningesystem med mulighed for at få prøvet skyldspørgsmålet 2 gange og med fællesvotering jurister/nævninge samt krav om en begrundet afgørelse bør blive resultatet af de overvejelser, som er i gang. En begrundelse kan – om ikke i detaljen, så dog i det væsentlige – fortælle sagens parter, hvilke indicier er tillagt vægt og hvilke har været fremme, men ikke er tillagt vægt. Netop i indiciesager er dette vigtigt under hensyn til risikoen for genoptagelsesbegæringer.

Netop nævningesager, som angår de groveste forbrydelser og dermed de alvorligste sanktioner, indebærer desperate dispositioner fra domfældte, og så ville det jo være utrolig godt, dersom en påberåbt ny oplysning ikke er ny, men tværtimod er et indicium, som er dokumenteret vægtet i den foreliggende dom. Det må anses for reelt umuligt at etablere et genoptagelsesgrundlag i Sharma-sagen, men uanset dette ville jeg alligevel have det bedre med, at Sharmas skyld blev fastslået i 2 instanser.

Artiklen har været bragt i bogen 'Mindeværdige retssager' (2002) af Peter Garde, Mogens Koktvedgaard og Oluf Engell.

Ugeskrift for Retsvæsen

Ugeskrift for Retsvæsen udgives af Karnov Group, som er blandt de førende udgivere af information til jurister, revisorer og ledere i den private og offentlige sektor.