Ugeskrift for Retsvæsen gennem 150 år II: Den elektroniske domssamling


Skrevet af Mads Bryde Andersen

I anledning af 150-årsjubilæet for Ugeskrift for Retsvæsen tegner denne artikel nogle linjer i tidsskriftets historie med særligt henblik på de seneste års udvikling af den elektroniske udgave af UfR’s domssamling. Artiklen udgør den anden af tre artikler på dette site. Disse tre artikler er i samlet form bragt i UfR 2017.


UfR 2017, s. 1 ff
.

 

Det lille jubilæum

2017 er først og fremmest et jubilæumsår for det trykte UfR. Men i oktober 2017 bliver der også 25-års-jubilæum for den digitale version af UfR's domssamling. At tilgå UfR digitalt opleves i dag som en selvfølgelighed. Papiroplagene svinder i hele medieverdenen. Uden for Danmark udgives stadigt flere domssamlinger kun digitalt. Som det vil fremgå nedenfor, giver nye udgivelsesformer anledning til krav og forventninger, der ikke altid forenes let, og som derfor rummer et betydeligt konfliktpotentiale.

Den digitale lancering af UfR i 1992 gav anledning til både debat og politisk fokus. I tiåret forinden var pc'en flyttet ind på kontoret og dermed også på den juridiske arbejdsplads. Dette paradigmeskift skabte en forståelig forventning om også at kunne bruge dette redskab til juridisk kildesøgning. Det store spørgsmål var – og er – om et sådant produkt skulle tilbydes i offentligt regi eller kommercielt, og til hvilken pris.

Frem til lanceringen i oktober 1992 havde Gads Forlag forhandlet med Justitsministeriet om mulighederne for et samarbejde om en domsdatabase i lyset af Retsinformationsrådets betænkning 1144/1988. Historien skulle dog vise, at dette projekt var langt vanskeligere, end både Retsinformationsrådet og ministeriet havde forudsat. Projektet er fortsat i støbeskeen, om end de retlige rammer nu i hovedsagen er lagt på plads. Da ministeriet ikke var klar til at træffe nogen endelig beslutning, gik Gads Forlag selv videre med projektet. Og i en lille notits i U 1992B, s. 24, meddeltes det, at man havde taget skridt til at udgive UfR's domsamling »på edb« i datidens nye og lovende digitale medie, CD-ROM.

 

UfR på CD-ROM

I dag, hvor vi har alverdens information til rådighed på vore smartphones, virker en CD-ROM-løsning tung og besværlig. Men CD-ROM-mediet var nyskabende i 1992. Det daværende Retsinformation var på enhver måde brugeruvenligt. Ikke alene skulle man (typisk via en telefonforbindelse og modem) koble sig op på de centrale systemer i I/S Datacentralen. Det krævede i sig selv teknisk snilde i en verden, hvor kun de meget professionelle brugere havde adgang til datakommunikation. Men også brugergrænsefladen var krævende. Brugerne måtte på kursus for overhovedet at kunne anvende systemet. Dertil kom, at man betalte licens for den opkoblede tid. CD-ROM'en med UfR kunne derimod afvikles offline på de pc'ere via datidens mest udbredte styresystem – DOS (Disk Operating System).

At Gads Forlag følte sig presset til at udgive sin CD-ROM i 1992 skyldtes formentlig, at det konkurrerende forlag Magnus i foråret 1991 havde udsendt en CD-ROM, der blandt andre informationsprodukter (herunder Jens Søndergaards Dansk Juridisk Bibliografi) indeholdt det kommercielt vellykkede produkt Skattekartoteket. Magnus tog markedet med storm ved at udsende sit produkt i 8.000 gratis eksemplarer til danske jurister i en forretningsmodel, som siden blev velkendt: Med CD-ROM'en i hånden behøvede kunden blot et kodeord for at få adgang til informationsindholdet. Ifølge ugeavisen Computerworld den 10. maj 1991 gik salget dog to måneder efter lanceringen forholdsvis trægt. Direktøren for Skattekartoteket udtaler her, at man alene havde solgt 30 kodeord.

UfR's CD-ROM blev sat på markedet den 19. oktober 1992 under navnet «Juri Disk« (et måske ikke helt vellykket ordspil på adjektivet »juridisk«, som forlaget forlod igen få år senere). Den indeholdt i alt 11½ årgange af UfR's domssamling. Den litterære afdeling var, bl.a. af ophavsretlige grunde, endnu ikke med. Jeg præsenterede løsningen i en lille artikel i U 1992B, s. 385 ff. Året efter, i 1993, udkom Karnovs lovsamling på CD-ROM med to årlige udgivelser. Som anført af Bo von Eyben i jubilæumsartiklen »Karnov på edb«, trykt i W.E. von Eyben (red.): Karnovs historie (1996), s. 115 f., valgte Karnov af hensyn til brugerne samme fremviserprogram (fra Textware A/S) som i Juri Disk.

Digitaliseringen var allerede forberedt nogle år forinden med et nyt emneregister. UfR's hidtidige emneregister var blevet ændret år for år og med en vanskelig forståelig struktur. Skulle det kunne bruges effektivt, måtte det laves helt om. Denne erkendelse havde kuratelet allerede taget konsekvensen af i 1988, hvor UfR indførte et nyt emneregister, jf. omtalen i U 1988B, s. 24. Som det fremgår af Ombudsmandens beretning for 1989, s. 11, havde Folketingets Ombudsmand allerede da besluttet at indlægge visse ombudsmandsudtalelser i Retsinformation under samme register – planer, som i øvrigt betød, at UfR-emneordet »Forvaltningsret« fik en detaljeret underinddeling, så det svarede til UfR's, se herom notitsen i U 1992B, s. 24. Forlaget og Ombudsmanden har også senere, bl.a. i 2004 og 2011, koordineret ændringer i registeret for at imødekomme behovet for relevante placeringer af de typer af sager, som Ombudsmanden behandler.

Foruden arbejdet med at digitalisere de gamle UfR-årgange traf Gads Forlag to beslutninger, som fik stor betydning for det elektroniske UfR, og som også blev fulgt i de specialdomssamlinger, der udgives af Karnov Group: For det første omplaceredes alle de afgørelser, der blev lagt ind i det elektroniske ugeskrift, under det nye emneregister. Dette arbejde blev lagt i hænderne på mig og daværende byretsdommer, nu højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen. For det andet besluttede man sig til at give hver af disse afgørelser en kursivlinje svarende til den, der siden 1988 havde ledsaget afgørelserne i UfR.

Med udgangen af 1999 indeholdt CD-ROM'en alle årgange af UfR's domssamling til og med 1950, altså 50 årgange. Ved opdatering 4/99 skrev forlaget til sine abonnenter, at det ikke så noget behov for at supplere med ældre årgange »i fuldt omfang«. Forlaget har senere lagt et antal afgørelser ind i basen, som enten er forekommet i notestof i andre dele af basen, eller som er efterspurgt konkret af brugerne.

Det elektroniske UfR blev en succes. I dag er der næppe nogen jurister uden for universiteternes mure, der studerer domme i de ældre papirårgange, medmindre man da undtagelsesvis skulle være stødt på henvisninger til en afgørelse, der ikke er medtaget i UfR-databasen. Som led i fejringen af UfR's 150-årsjubilæum har Karnov Group valgt at lægge alle afgørelser bragt i UfR siden 1867 (dog uden emnerubricering og kursivlinje) ind på sin database. Dermed forsvinder selv denne begrundelse for at beholde papiret.

 

Andre afgørelsesdatabaser

UfR's domssamling udgør i dag kun en blandt mange samlinger af domme og andre retsafgørelser.

For det første indeholder stort set alle de juridiske specialtidsskrifter afgørelser. For Karnov Group gælder det som sagt alle specialtidsskrifterne på nær ET. På Djøf Forlag er billedet omvendt. Her bringer EU-ret og Menneskeret, Justitia, Nordisk Tidsskrift for Selskabsret, Retfærd og Tidsskrift for Miljø udelukkende artikler (nogle dog med faste domsreferater skrevet af navngivne forfattere), hvorimod Kendelser om Fast Ejendom (KFE) kun indeholder afgørelser. KFE adskiller sig fra de øvrige tidsskrifter ved, at hvert af de 6 årlige hæfter har sit eget tema inden for byggeri, natur, miljø, energi og taksation.

Arbejdsretligt Tidsskrift står i en særlig stilling, idet et særligt juridisk miljø har varetaget udgivelsesopgaven (i dette tilfælde praktikere omkring den institution, der i dag er Arbejdsretten). Det er udkommet under forskellige titler siden 1910, oprindeligt med titlen »Den Faste Voldgiftsrets Kendelser«. I årene 1975-1985 hed tidsskriftet »Arbejdsretlige domme«. Herpå fik det sin nuværende titel, men med forskellige undertitler, alt efter det redaktionelle indhold. Siden 2003 har tidsskriftet lejlighedsvis bragt artikler.

For det andet offentliggør de fleste domsstole i dag selv afgørelser fra deres hjemmesider. Ønsker man at læse en netop afsagt højesteretsdom, er den lige vej Højesterets hjemmeside. Som nævnt i afsnit 4 har alle domme og kendelser fra Sø- og Handelsretten været bragt fra rettens hjemmeside siden 2002. På hjemmesiden for begge landsretter kan man læse udvalgte domsresuméer. Både EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol stiller velfungerende domsdatabaser gratis til rådighed på nettet med effektive søgefunktioner.

Det hører også med til billedet, at stort set alle myndigheder, råd og nævn i dag stiller deres afgørelser frit til rådighed på nettet. Her kan brugeren enten forekomstsøge eller gå frem efter emneregistre over enkelte sagsområder. Disse emneregistre er ofte mere detaljerede end UfR's. Derfor opleves der næppe noget behov for at samordne dem med UfR's emneregistre. Også Folketingets Ombudsmand stiller i dag sine afgørelser til rådighed i fuld tekst fra www.ombudsmanden.dk, som i dag helt har fortrængt de trykte ombudsmandsberetninger som retsinformatorisk kilde. Den trykte beretning giver i dag kun resuméer af principielle afgørelser.

Set fra et brugerperspektiv har der aldrig været en så rig, mangfoldig og fri adgang til juridisk information om enkeltafgørelser som nu. Alligevel er det et faktum, at der gennem årene har været et vedblivende ønske om, at staten skulle gå foran for at sikre fri og lige adgang til langt flere afgørelser fra de almindelige domstole, i en statslig domsdatabase. Herom i det følgende.

 

Den statslige domsdatabase

Ønsket om at lægge databaseudgivelser med domme fra danske domstole i hænderne på en offentlig institution (eller i det mindste med indflydelse af de berørte brugere) stemmer som tidligere nævnt overens med dybe danske kulturtraditioner (som de kendes fra andels- og realkreditforeningerne mv.). Da den digitale teknologi meldte sig med sit tilbud om effektiv håndtering og søgning i juridisk information, herunder domme, måtte temaet få politisk fokus. Efter en regeringsbeslutning i april 1982 (senere fulgt op med cirkulære nr. 34 af 18. marts 1983) nedsattes et Retsinformationsråd, der ved betænkning 1001/1984 stillede forslag om etablering af den lovdatabase, der siden blev kendt som Retsinformation. Betænkningen blev fulgt op med rådets betænkning 1144/1988 om databaser med konkrete afgørelser, der bl.a. førte til cirkulære nr. 85 af 8. juli 1988 om indlæggelse af afgørelser i Retsinformation. Historien er kort beskrevet af Michael Gøtze & Henrik Palmer Olsen i U 2010B, s. 74 f.

Centralt i forløbet er den principbeslutning, som Justitsministeriet traf i 1997 om at etablere en statslig domsdatabase med uredigerede retsafgørelser. Beslutningen førte frem til et udvalgsarbejde, der i juni 1998 udmøntede sig i en ny rapport. Ifølge den skulle alle domme og kendelser, der afsiges af en landsret, af Sø- og Handelsretten og af Højesteret indlægges i basen. I tillæg hertil skulle der etableres en ordning med dommertilkendegivelser udvalgt af landsretterne i en selvstændig database. Det store afgørelsesmateriale skulle systematiseres under UfR's registersystem. Arbejdsgruppen anslog optimistisk, at de samlede omkostninger ved at etablere en sådan database ville andrage ca. 1,2 mio. kr.

En redegørelse fra Domstolsstyrelsen, afgivet til Folketingets Retsudvalg den 26. april 2001 (B 149, bilag 2), viser, at styrelsen dengang arbejdede på at etablere en sådan base, der bl.a. skulle stå til rådighed for de kommercielle forlag og for pressen. At dommene skulle være uredigerede, skyldtes det betydelige arbejde med at revidere de mange afgørelser (i 2000 i alt 5.213 domme og 6.541 kendelser). Styrelsen var dernæst betænkelig ved selv at skulle stå for udvælgelsen pga. risikoen for kritik. Udsigten til at stå over for en sådan overvældende mængde afgørelser gav hurtigt dette projekt kælenavnet »domssiloen«.

Forslaget blev bl.a. mødt med stærk kritik fra bl.a. Advokatrådet. Rådet ønskede en redigeret offentlig domsdatabase, ikke en domssilo. I en henvendelse til Retsudvalget den 24. april 2001 påpegede rådet, at »etableringen af en domssilo uden domskommentarer omfattende alle domme vil være en så stor og uoverskuelig database, at den vil være ganske uanvendelig for andre end retsvidenskaben og advokater, som fører sager af en sådan størrelse, at der kan afsættes meget betydelige ressourcer til søgning på retspraksis i en uredigeret base.« Efter Advokatrådets opfattelse (udtrykt i en skrivelse af 1. juni 2001 til Retsudvalget) burde der i stedet etableres en redigeret domsdatabase med »domshoveder« udarbejdet af domstolenes jurister. Risikoen for kritik som følge af udvælgelsespraksis kunne efter rådets opfattelse løses ved nedsættelse af et redaktionspanel.

Undervejs i projektet skabtes grundlag for den praksis, der i dag følges af retterne, med at udsende referater af særligt interessante afgørelser. Ifølge et svar til Folketinget den 4. april 2007 (spørgsmål 287) oplyser Domstolsstyrelsen, at man havde iværksat et domsoversigtprojekt, hvorefter domstolene fra 1. januar 2008 får mulighed for at medtage udvalgte domme og kendelser på deres hjemmeside. Signalerne fra Advokatrådet – der med lovreformen i 2008 fik begrænset sit retspolitiske mandat til kun at »virke til gavn for retssamfundet« (se § 36 i Vedtægt for Det Danske Advokatsamfund) – blev herefter mere forsigtige. I Advokatrådets retssikkerhedsprogram fra 2009, s. 4 ff., betegnes det bl.a. som »et alvorligt retssikkerhedsmæssigt og demokratisk problem, at borgere, medier og politiske beslutningstagere reelt ikke har nogen mulighed for at gøre sig bekendt med domstolenes praksis.« Udtalelsen præciserer dog ikke, om basen skal omfatte »alle« domme, eller blot et udvalg.

En ny Rapport af april 2015 afgivet af Arbejdsgruppen om Domsdatabasen anbefaler, at domsdatabasen indeholder alle domme afsagt af landsretterne og Højesteret i civile sager og i straffesager – med de indankede domme. Endvidere skal domsdatabasen indeholde alle domme fra Sø- og Handelsretten. Hvis det er økonomisk muligt, skal domsdatabasen på sigt indeholde alle byretsdomme, idet man dog i første omgang alene vil medtage almindelige civile sager, som kan ankes uden tilladelse, småsager, hvor der har medvirket lægdommere, eller hvor påstanden er en anerkendelsespåstand, sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse og sager om dødsformodningsdom. Rapporten lægger op til, at der på længere sigt skabes plads til, at visse kendelser kan medtages i domsdatabasen.

I opfølgning af 2015-rapporten har Folketinget vedtaget lov nr. 1867 af 29. december 2015 om ændring af retsplejeloven. Med denne lovændring, der bl.a. skaber grundlaget for domstolenes nye digitale sagsportal (www.minretssag.dk), skal den enkelte domstol efter afsigelsen af en dom eller kendelse gøre dommen eller kendelsen tilgængelig på domstolenes sagsportal. Domsdatabasen vil formentlig først gå i drift i 2018 efter et afholdt udbud i 2017. Den vil ikke indbefatte historisk domsmateriale.

 

Refleksioner

I den elektroniske domssamlings historie tegner der sig indtil videre to faser.

Den første fase præges af fremkomsten af den digitale teknologi: Nogle centrale aktører forsøger at identificere markedet og investerer store ressourcer herpå. Prisdannelsen afspejler, at markedet netop ikke er kendt. Alle er forventningsfulde. Slagordsmæssigt knytter denne fase sig til de tidlige modem-baserede databaser og til brugen af CD ROM-mediet.

Anden fase præges af web-anvendelsen. Markedet er nu blevet fortroligt med teknologien. CD ROM'en forsvinder. På det kommercielle marked står konkurrencen mellem få og store kommercielle informationsleverandører og en række vidt forskellige informationsleverandører (herunder domstole, myndigheder og institutioner), der leverer gratis og autentisk juridisk information. Samtidig findes der en række gratistjenester på nettet, hvor værdifuld information leveres uden betaling, men med den eneste modydelse, der ligger i at være eksponeret for annoncer.

Fordi informationerne om gældende ret i vid udstrækning findes og tilmed kan udnyttes uden ophavsretlige bånd (herom senere), fremtræder de juridiske gratistjenester, man finder på nettet, ofte i kaotisk skikkelse og ikke nødvendigvis kvalitetssikret. I dette kaos vil den professionelle bruger efterspørge redaktionel og søgemæssig kvalitet. For ham er det afgørende, at informationerne er kvalitetssikret, og at de kan fremskaffes hurtigt (mod betaling), selv om de i og for sig findes gratis. På markedet for juridisk information kan man derfor udskille de professionelle brugere fra den almindelige offentlighed (herunder pressen). Den almindelige offentlighed vil typisk kun efterspørge helt bestemte informationer (en bestemt dom). Professionelle brugere vil, uanset deres fokus på bestemte problemstillinger, være mere generelt orienterede. Dette behov forklarer dels fremkomsten af de mange specialtidsskrifter, dels det kommercielle marked for en juraportal som Karnov Groups.

At opbygge sådanne juraportaler kræver ikke alene enorme investeringer i teknologi, produktudvikling og anskaffelse, men også indgående viden om digital udgivelse af jura. Dette forklarer, hvorfor udenlandske forlag (Thomson og Wolters Kluwer) på et tidligt tidspunkt investerede i dansk juridisk information. I dag udgør Karnov Group utvivlsomt den stærkeste søgeplatform for praktiserende danske jurister. Som database over gældende dansk ret dækker dette produkt juristernes behov for litteraturanskaffelser. Det er kendt (om end officielle tal ikke findes), at oplagene for juridiske værker i bogform er faldet gennem de seneste år. Den intensive brug af digitale platforme som denne kan være en forklaring herpå.

Man kan rejse spørgsmålet, om vi i øjeblikket bevæger os ind i en tredje fase, hvor de centrale udbyderes positioner i markedet udfordres. I Sverige har Karnov Group (og tidligere Thomson Reuters Professional) været aktiv siden 1979, altså før salget fra Gads Forlag i 1994, bl.a. fra portalen www.karnovgroup.se, der minder om den danske. Domme fra Högsta domstolen har siden 1874 været udgivet af P. A. Norstedt & söners förlag i Nytt Juridiskt Arkiv (NJA). Norstedts har i en årrække været ejet af den internationale forlagskoncern Wolters Kluwer, der nu har lanceret databasen Zeteo som en del af www.wolterskluwer.se. Zeteo markedsfører sig i dag som Sveriges største informationstjeneste. Foruden de klassiske databaser med domme og litteratur (lanceret under overskriften »Juridisk Basinformation«) indeholder denne tjeneste bl.a. et stort antal lovkommentarer og andre elektroniske bøger fra forlagene Wolters Kluwer (tidligere Nordstedts), Iustus förlag, Liber og forlaget Studentlitteratur.

Norge står i en særlig situation. Her blev den selvejende institution Lovdata oprettet i 1981 som en privat »stiftelse« (fond) af Justisdepartementet og Det juridiske fakultet i Oslo med det hovedformål »… å opprette, vedlikeholde og drive systemer for rettslig informasjon«. På www.lovdata.no, finder man bl.a. friske Høyesteretts- og lagmannsrettsafgørelser samt et udvalg med sammendrag på norsk af afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Norsk højesteretspraksis har siden 1882 været offentliggjort på papir i Norsk Retstidende, udgivet af Den Norske Advokatforening. Sidste papirårgang af denne publikation udkom imidlertid i 2015. Fra og med 2016 har Lovdata overtaget denne funktion. I konsekvens heraf ændres praksis for henvisning til norske højesteretsdomme, idet der ikke længere er noget sidetal. I stedet benyttes Høyesteretts sagsnummer (HR-nummeret).

Det skyldes tilfældigheder, at man i Danmark kun har én generel og historisk domsdatabase med en mangfoldighed af juridisk information, men talrige specielle domssamlinger mv. Erfaringerne fra Sverige viser dog, at denne position sagtens kan møde konkurrence.

Den nuværende markedsposition har fra tid til anden givet anledning til påstande om monopolisering. Den 23. januar 2001 indklagede Advokatsamfundet ITID for Konkurrencerådet for påstået misbrug af en dominerende stilling ved at tage urimelig høj betaling for sine ydelser, jf. konkurrencelovens § 11. Klagen blev afvist, jf. lovens § 14, se afgørelse af 22. oktober 2001 (sag 3:1120-0100-197), der bl.a. begrundes med, at ændringerne og prisforhøjelsen rettede sig mod en snæver brugerkreds, at prisstigningen svarer til en omkostningsforhøjelse på ½ procent af de samlede omkostninger, og at der er mulighed for substitution mellem licensformerne og ved brug af papirudgaverne.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 18. december 2015, der nedlagde forbud mod den brug af UfR-henvisninger, som sker i domssamlingerne fra J.H. Schultz Information, fandtes der ikke »inden for den begrænsede bevisførelse, som har fundet sted under denne sag om midlertidigt forbud … tilstrækkeligt grundlag for med den fornødne sikkerhed at statuere, at Karnovs beskyttelse af sine sandsynliggjorte rettigheder ved hjælp af et midlertidigt forbud undtagelsesvis skulle medføre en krænkelse af konkurrenceretten«. Kendelsen er omgjort ved Østre Landsrets kendelse af 7. juli 2016, der dog ikke forholder sig til det konkurrenceretlige spørgsmål. I 2016 er en ny sag indledt i Konkurrencerådet. Ifølge omtale i Berlingske Business, 30. september 2016, har brancheforeningen Danske Advokater indklaget Karnov Group for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under anbringende af, at forlaget gennem sin prissætning misbruger en dominerende stilling. Danske Advokater klager også over, at forlagets produktpakker ikke har fravalgsmuligheder. Klagen er i skrivende stund ikke afgjort.

Mads Bryde Andersen

Mads Bryde Andersen

Mads Bryde Andersen (f. 1958) er professor, dr.jur. ved Københavns Universitet. Han interesserer sig bl.a. for formueretlige og procesretlige discipliner, herunder særlig aftaleret, obligationsret, it-ret, immaterialret, pensionsret, advokatret og voldgiftsret. Han er forfatter til en række bøger og tidskriftsartikler.  

Ugeskrift for Retsvæsen

Ugeskrift for Retsvæsen udgives af Karnov Group, som er blandt de førende udgivere af information til jurister, revisorer og ledere i den private og offentlige sektor.