Lektor, dr. jur Frederik Waage forsker i civilproces, forfatningsret og domstolsprøvelse af myndighedsudøvelse. Han er tidligere advokat og fagansvarlig for fagene civilproces og forfatningsret ved Syddansk Universitet.

Frederik Waages forfatterskab koncentrerer sig navnlig om den processuelle ordning for behandling af retssager mod myndigheder, herunder de udfordringer og barrierer, der er forbundet med civile søgsmål mod det offentlige.

I 2017 forsvarede Frederik Waage doktorafhandlingen 'Det offentlige som procespart', der er udgivet af Karnov Group. Hovedformålet med afhandlingen er at identificere, hvilke forvaltningsretlige normer der gælder for det offentliges retssagsførelse. Værket omfatter tillige en præsentation af retsstatens udvikling i Danmark med særligt fokus på den domstolskontrol med forvaltningen, der følger af grundlovens § 63.

Forfatteren har tillige udgivet en lærebog til brug for undervisningen i forfatningsret, og han arbejder i øjeblikket på en større civilprocessuel fremstilling om danske offentligretlige retssager, der forventes udgivet i 2019.