Af Andrew Hjuler Crichton, Generalsekretær, Advokatsamfundet
Retsstatsprincippet er en af grundpillerne i et demokratisk samfund. Derfor er det af afgørende betydning, at principperne for retssikkerhed får sin nødvendige plads, og opfattes som en fast del af måden, vi indretter samfundet på.
På tværs af de fem europæiske lande, hvor undersøgelsen er gennemført, udtrykker juristerne en stigende bekymring for retssikkerheden. Selvom opfattelserne varierer betydeligt fra land til land, mener 72 % at presset på retssikkerheden har været voksende gennem de seneste tre år. Politiske beslutninger, misinformation samt virksomheders indflydelse og magt opfattes som væsentlige faktorer. Det er en andel, man under ingen omstændigheder bør ignorere.
Som advokater bør vi være opmærksomme på denne tendens. Det er vigtigt, at vi gennem vores virke – og i kraft af den centrale rolle vi spiller i samfundet – bidrager til at støtte og sikre, at retsstatsprincippet opretholdes og forsvares.
Jeg noterer mig, at 47 % af de adspurgte jurister i Danmark svarer ”Ja” til spørgsmålet: ”Er retsstatsprincippet under pres i dit land?”. Dette tal ligger højere end både Norge og Sverige – lande, vi normalt sammenligner os med. Samtidig mener 63 % af danske jurister, at presset på retsstatsprincippet er taget til i løbet af de seneste tre år. Det er en udvikling, vi som advokatstand er meget bevidste om, og som vi ønsker at bidrage til at påvirke i en positiv retning.
Hvorfor retssikkerheden opleves som værende mere under pres i Danmark, end i de lande vi typisk sammenligner os med, kan være vanskeligt at svare på. Der har dog været en række sager herhjemme i Danmark, som har skærpet opmærksomheden på retssikkerheden – også blandt offentligheden. Det drejer sig særligt om sager vedrørende efterretningstjenesterne og skatteområdet, spørgsmål om retshjælp og adgang til domstolene samt håndtering af covid-epidemien.
Spørgsmålet om lige adgang til retssikkerhed kalder også på opmærksomhed. På tværs af de fem lande vurderer 39 %, at der kun i ringe eller meget ringe grad er lige adgang til retssikkerhed. Blandt respondenter fra advokatfirmaer er andelen 49 %. Dette er af væsentlig karakter, da rettigheder ikke blot bør eksistere på papiret – borgere og virksomheder skal have en reel mulighed for at gøre dem gældende i hele Kongeriget Danmark.
Af Andrew Hjuler Crichton, Generalsekretær, Advokatsamfundet
Fra et dansk perspektiv ser vi også, at hastighed er en afgørende faktor i den politiske proces. Regulering sker i et fortsat stigende tempo kombineret med stor kompleksitet. Alt andet lige påvirker dette kvaliteten af den lovgivning, der retter sig mod borgere og virksomheder. Med den kraftige vækst i omfanget af regulering, er den generelle opfattelse, at regulering anvendes i langt større omfang end tidligere. Dette afspejles også i de danske svar i undersøgelsen, hvor kompleks lovgivning, lange sagsbehandlingstider, dyr juridisk bistand og manglende juridiske kompetencer hos offentlige myndigheder fremhæves som nogle af de udfordringer, man kan møde.
Jeg lægger stor vægt på, at vi som faggruppe bringer vores solide ekspertise i spil – helst så tidligt som muligt i den lovgivende proces – så vi bidrager til at sikre, at retsstatsprincipperne overholdes, og at kvaliteten af de regler og rammer, som borgere og virksomheder møder, er så høj som muligt.
Mere generelt mener jeg, at hvis et samfund på lang sigt ønsker at styrke forståelsen og opretholdelsen af retsstatsprincippet, må samfundet inddrage den kommende generation i processen. Et sted at begynde kunne derfor være at sikre, at den næste generation – helt fra skolealderen – undervises i retsstatsprincippet, så det bliver en integreret del af, hvordan unge tænker og agerer. De unge skal have en forståelse for og fortrolighed med retsstatens grundlæggende principper, så det også for dem bliver en grundpille i et demokratisk samfund.
Samlet set ser jeg det som en fælles opgave på tværs af det demokratiske samfund at støtte, styrke og værne om retsstatsprincippet.
Artiklen er med i brancherapporten Inside the Legal Mind 2026, hvor mere end 3.000 jurister fra fem forskellige europæiske lande deler deres indsigter om retssikkerhed og retsstatsprincippet, AI, arbejdsliv og den juridiske professions fremtid.
